For omkring halvandet år siden skiftede socialrådgiveruddannede Mona jobbet som leder i en kommunal børne- familieafdeling ud med en stilling som teamleder i Memox. Og hun er glad for at kunne konstatere, at gennemsigtighed, tillid og respekt er nøgleord i Memox’ samarbejde med kommunerne.

”Dengang jeg selv arbejdede i kommunen, oplevede jeg indimellem, at der ikke altid var så meget progression i de indsatser, vi samarbejdede med eksterne om. En indsats kunne nogle gange køre under radaren i flere år. Uden nogen gav lyd fra sig. Som myndighed har man selvfølgelig et ansvar for at følge op. Men man har også et stort ansvar som ekstern leverandør. Det er et ansvar, som Memox tager  alvorligt,” forsikrer Mona Zandi.

I praksis betyder det, at Memox i samarbejdet med kommunen altid oplyser, hvis der er brug for enten at op- eller nedjustere en indsats.

”Hvis vi oplever, at en familie er i så god fremgang, at vi tænker, vi kan afslutte, så ringer vi konsekvent til kommunen og siger, at vi er ved at nå i mål. Andre familier derimod vil altid have behov for en eller form for støtte. Så kan vi se, at der fremover er brug for vedligeholdelse, så tager vi fat i myndighed og går i dialog med rådgiver. Måske det er oplagt at lave et overlap, så de kan sluse deres egne familiebehandlere ind, og vi kan trække os tilbage. For vi er ikke interesseret i at være i familien i længere tid end nødvendigt,” understreger Mona.

Vi har et fælles mål med kommunen

I samarbejdet med kommunerne er ambitionen således at afslutte familiebehandlingen efter ni måneder. Det lykkes i omkring 80 procent af indsatserne.

”Og hvis ikke vi lykkes med det, så er det vigtigt for os at orientere kommunerne om, at dét, vi hidtil har gjort, ikke har den ønskede effekt. Og så går vi i dialog med rådgiver, om vi skal gøre noget andet i stedet for. Tillid, respekt og gennemsigtighed er nøgleord i samarbejdet. For vi har jo et fælles mål med kommunen om, at familien skal opleve succes,” siger Mona.

Fra sin egen tid som myndighedsrådgiver ved hun, hvor vigtigt det er grundigt og ordentligt at få belyst familiens udfordringer og ressourcer.

”Når jeg som myndighedsrådgiver mødte familien, oplevede jeg tit, at bare dét, at jeg kom fra kommunen, kunne skabe utryghed. Det kan være en udfordring at skabe tilliden, når man samtidig har en myndighedsrolle. Man er i en særlig position. Det ved alle – også familien. Derfor er der behov for, at en ekstern leverandør kan være øjnene derude; Hvad er der behov for? Hvad er på spil i den enkelte familie. Er der netværk, man kan trække på? Hvor ressourcestærke er familien? ”

vores familiebehandlere kan koncentrere sig 100 procent om at være i familierne, og vi sikrer samtidig at få belyst sagen tilstrækkeligt og med den nødvendige kvalitet.

Mona, teamleder for Modtagelse & Visitation

Statusrapporten skal være spot on

Og her ser Mona det som en force, at der i Memox er ansat socialfaglige koordinatorer. De har nemlig hånd i hanke med den enkelte sag og spinder den røde tråd igennem hele indsatsen. Koordinatorerne står for den tætte dialog med myndighedsrådgiver. De yder sparring til familiekonsulenterne ude i marken og laver tætte opfølgninger. Og så har de ansvaret for at udarbejde statusrapporter.

”På den måde kan vores familiebehandlere koncentrere sig 100 procent om at være i familierne. Samtidig sikrer vi, at vi får belyst sagen tilstrækkeligt og med den nødvendige kvalitet,” siger Mona. Og ifølge hende er kvalitet altså ikke ensbetydende med en moppedreng af en statusrapport. Tværtimod.

”Sådan en tyk rapport landede indimellem på mit skrivebord i kommunen, og det kunne være svært at finde tiden til at læse de mange sider. Det ved vi I Memox. Derfor går vi meget op i at holde sideantallet nede. Vi sørger samtidig for, at rapporten har været igennem flere kvalitetstjek, inden vi sender den afsted. Vi vil nemlig være sikre på, at den er spot on i forhold til at belyse progressionen eller manglen på samme i familien, så myndighede har tilstrækkelige oplysninger til at kunne træffe afgørelse om det videre forløb, hvis der er behov for det,” slutter Mona.

FAKTA: sådan laver Memox opfølgninger

De socialfaglige koordinatorer holder løbende opfølgningsmøder med familiebehandlerne ud fra Signs of Safety (SOS).

Ved intensive indsatser samarbejder familiekonsulent og socialfaglig koordinator tæt om hyppige opfølgninger
På opfølgningsmødet sætter koordinator og familiekonsulent fokus på, hvad der fungerer, hvad der bekymrer og hvad de gerne vil se ske. På den måde er det muligt at følge med i, om der er den ønskede progression i familien og løbende justere på indsatsen og de mål, der skal arbejdes efter.

Har du brug for vores indsats?

Vi kan oftest starte op i familien inden for 24 timer, og du har mulighed for at at få fat i vores Modtagelse 24 timer i døgnet på tlf. 22 53 33 17.

”Det er her i Danmark, vi skal bo og føre vores liv videre. Det er her, vi skal opdrage vores børn. Så det nytter ikke, at vi trækker værdier fra vores hjemland ned over hovedet på børnene, når det ikke giver mening for dem.” Sådan nogenlunde faldt ordene fra en mor med rødder i Mellemøsten.

Pakeeza, som er familiekonsulent i Memox, blev meget glad da hun hørte moren sige de ord.

“For hold nu op, hvor den mor havde rykket sig!” siger Pakeeza.  Hun har ad flere omgange arbejdet med forældrene, senest med tæt sparring fra socialfaglig koordinator Nadia.

Da Memox kom ind i familien, var samarbejdet mellem familien og dens sagsbehandler gået i hårknude. Kommunen overvejede alvorligt at anbringe familiens børn. De hverken trivedes eller udviklede sig alderssvarende.

”Forældrene havde siddet til flere møder med kommunen og nikket og sagt ja. Og så var de gået hjem og havde gjort det modsatte. De havde ikke forstået, hvad der blev forventet af dem. De oplevede, at sagsbehandleren stillede krav, som de overhovedet ikke kunne honorere. Mens sagsbehandleren på sin side fik den opfattelse, at forældrene ikke var villige til at gøre en indsats for at forbedre sig som forældre,” forklarer Nadia.

Vi taler samme sprog

Først da Pakeeza kommer på banen som familiekonsulent, begynder forældrene så småt at forstå, hvad  kommunen ville have dem til at gøre. Pakeeza blev matchet på opgaven ud fra både sine kompetencer og sin sproglige og kulturelle baggrund. Fra første dag møder hun derfor familiens på deres modersmål og med en forståelse for den kultur, de er rundet af.

”De kan spejle sig i den fagperson, der kommer ind ad døren; vi har samme baggrund og taler samme sprog. På den måde bliver jeg en rollemodel, som de kan nære umiddelbar tillid til. Det betyder, at de er mere trygge og åbne og dermed lydhøre over for den vejledning, jeg giver,” vurderer Pakeeza, og Nadia tilføjer:

”Man kan sige, at Pakeeza går ind og griber de her forældre. De følte, at de havde fået påtvunget en handleplan, som de ikke forstod. Derfor havde de svært ved at samarbejde om den. Nu gav de udtryk for, at de følte sig set og hørt. Og det gjorde jo en kæmpe forskel.”

Børnene er i centrum for familiebehandlingen

Pakeeza møder familien på deres præmisser. Samtidig gør hun det klart, at der fra kommunens side er en alvorlig bekymring for børnenes trivsel og udvikling. Og at det er dén bekymring, de sammen skal arbejde med.

”Så hvem er det, vi gør det her for? Det er børnene, der er i centrum. Ikke forældrene. Men det er igennem forældrene, vi skal opnå fremskridt og forbedringer for børnene. Derfor gjorde jeg rigtig meget ud af at få talt målene i handleplanen grundigt igennem med dem. Og jeg visualiserede også målene for at gøre det helt tydeligt, hvad det var, vi skulle arbejde med,” forklarer Pakeeza.

Både hun og Nadia oplevede, at forældrenes skepsis gradvist blev afløst af en vilje til samarbejde.

”Da først de forstod, at både Memox og kommunen var dér for at sørge for, at deres børn fik de bedst mulige vilkår – og at det ikke handlede om, at de skulle tilfredsstille sagsbehandleren – så gav det et ordentlig skub i den rigtige retning i forhold til deres fokus og tankegang,” fortæller Nadia.

For mange forældre med mellemøstlig baggrund kan det føles, som om de opgiver deres egen identitet, når de giver slip på de værdier og normer for opdragelse af sønner og døtre, de kender fra deres egen kultur.

Pakeeza, familiekonsulent

Hjælp til en balanceret børneopdragelse

Hvad vil det sige at opdrage børn i det danske samfund? Og hvor adskiller det sig fra hjemlandets måde at opdrage børn på?  Det var spørgsmål, Pakeeza tog fat på i dialogen med forældrene.

Hvilke forventninger er der til forældre i Danmark? Hvad vil det sige at være barn i en dansk kontekst? Og hvordan kan man vende det til en fordel for børn at have rødder i flere kulturer og få flere sprog med sig i bagagen? Det var alt sammen nogle af de spørgsmål, hun hjalp forældrene til at forstå bedre.

”For mange forældre med mellemøstlig baggrund kan det føles, som om de opgiver deres egen identitet, når de giver slip på de værdier og normer for opdragelse af sønner og døtre, de kender fra deres egen kultur. Så derfor er mit fokus at hjælpe dem til at finde en balance, hvor det er muligt at leve med to kulturer og to sprog.  Og også se det som en fordel. Det gælder om at støtte dem til at tage det bedste fra både den danske og hjemlandets kultur og blande det,” siger Pakeeza.

”Og så er det jo fedt, at forældre bliver mødt af en person, som forstår, hvor de kommer fra. En person, som samtidig er et eksempel på, at man som pige kan få et selvstændigt liv i det danske samfund med uddannelse og arbejde og samtidig bevare sin kultur, religion og sprog. Det giver håb for familien!” slutter Nadia.

Memox er nu klar til at tilbyde Sikker Start. Det er en indsats til udsatte spædbarnsforældre, hvor vi kombinerer familiebehandling i familiens eget hjem med et specialiseret fokus på spædbarnet.

De fleste spædbarnsforældre gør det intuitivt; pludrer og synger for deres lille ny, imiterer spædbarnets mimik, har øjenkontakt og aflæser, når baby har brug for en pause. Det er alt sammen en dialog, som styrker det følelsesmæssige bånd mellem spædbarn og forældre.

Den tidlige tilknytning mellem spædbarn og forældre er overordentlig vigtig. Den udgør nemlig det fundament, som barnet skal stå på resten af livet. Det er altså alfa og omega, at spædbarnet er omgivet af voksne, der indgår i et stimulerende samspil med det allerede fra livets spæde begyndelse. 

Men af mange forskellige årsager er det ikke alle forældre, der formår at skabe det samspil, som spædbarnets trivsel og udvikling er så afhængig af. Og det kan have alvorlige konsekvenser for barnets udvikling, følelsesmæssigt, sprogligt, motorisk og socialt.

Hjælp til at skabe en tryg tilknytning

Derfor sætter Memox Sikker Start målrettet ind på at hjælpe sårbare  spædbarnsforældre med at skabe en tryg tilknytningsrelation. Indsatsen kombinerer familiebehandling i familiens hjem med et specialiseret fokus på spædbarnets udvikling og trivsel.

Med Sikker Start får forældrene støtte til at skabe faste rutiner og vaner omkring søvn, måltider, hygiejne mv. For når der er ro og orden på al praktikken og de fysiske rammer i hjemmet, så har forældre mere overskud til at koncentrere sig om den altafgørende relation til deres baby.

”Vi har et skarpt fokus på forældrenes evne til at aflæse og afstemme spædbarnets signaler. Forældre, der ikke kan mærke og aflæse deres lille barns signaler og behov, ved ikke, hvad de skal lytte og se efter. Det er blandt andet dét, vi kan vejlede dem i og øve med dem,” forklarer Hanne. Hun er spædbarnsspecialist  og er en del af det spædbarnsteam, som skal være med til at føre Sikker Start ud i livet.

Det er alfa og omega, at spædbarnet er omgivet af voksne, der indgår i et stimulerende samspil med det allerede fra livets spæde begyndelse.

Hanne, spæddbarnsspecialist

Spædbarnsanalyse afdækker spædbarnets udvikling

For at gøre vejledningen til forældrene så præcis som muligt har Memox udviklet en spædbarnsanalyse. Den er baseret på løbende videooptagelser af forældrenes samspil med deres spædbarn og tager afsæt i Marte Meo, Signs of Safety og ADBB.

Alle videooptagelser bliver systematisk analyseret af Memox’ spædbarnsspecialister. Formålet er dels at afdække spædbarnets faktiske udvikling. Dels at få et detaljeret billede af, i hvor høj grad forældrene formår at stimulere deres spædbarn og komme barnets behov for omsorg og kontakt i møde.

”Analyseredskabet betyder, at vi kan præcisere, hvad vi helt konkret er bekymret for. Samtidig kan vi sætte ord på, hvad der fungerer godt i samspillet, og som forældrene skal gøre mere af. Dermed kan vi løbende give familiens sagsbehandler et detaljeret indblik i forældrenes kompetencer og spædbarnets trivsel og udvikling,” siger Hanne.

Mor og far bliver klogere på deres baby

De enkelte videooptagelser bruges også som et vigtigt værktøj i familiebehandlingen. For mange forældre er det nemlig en aha-oplevelse at se optagelserne af sig selv sammen med baby.

”Det, som måske er svært at forstå, når vi kun snakker om det, bliver tydeligt for dem, når de ser optagelserne. Derfor bliver det også nemmere for os at forklare, hvordan de aflæser og afstemmer barnets behov. Vi kan fx sige: ”Det er godt, du har øjenkontakt med dit barn. Men se. Her trækker han sig, fordi han har brug for en pause i kontakten. På den måde kan vi gøre mor og far klogere på deres babys signaler. Vi kan vejlede dem i, hvad de konkret skal gøre for at skabe den trygge tilknytning til deres lille ny,” forklarer Hanne.

FAKTA: Memox Sikker Start – en specialiseret spædbarnsindsats

• Vi støtter og vejleder forældrene i det vigtige samspil med spædbarnet og hjælper den sunde tilknytning på vej
• Vi hjælper forældrene med i praksis at skabe tryghed, struktur og stabile rammer i hverdagen
• vi møder altid familien på det sprog, som familien taler og forstår bedst
• Vi binder indsatsen sammen på tværs af det professionelle netværk omkring familien

Læs mere om indsatsen her på hjemmesiden: Memox Sikker Start

”Jeg har lært at give mine børn nærvær og tale med dem, bruge tid med dem og skabe struktur i hverdagen.” Sådan lyder det fra en mor til tre, som med støtte fra familiebehandler Arjman er blevet mere sikker i sin forældrerolle.

Det var alvorlige bekymringer for børnenes trivsel og udvikling, der havde ført til, at kommunen i en længere periode havde givet omfattende hjælp til familien. Det gik fremad men langsommere end håbet, og kommunens sagsbehandler tvivlede på, om moren kunne udvikle sin forældreevne og varetage rollen som forældre over for sine tre børn

På et tidspunkt blev Memox bragt ind i indsatsen, og efter at have været i familien i kun lidt over et år, har moren lært i praksis at omsætte den vejledning, hun har fået. Det ekstra skub fra Memox betød, at kommunens sagsbehandler ikke længere var bekymret for børnene, og på et møde med moren, skolen og familiekonsulenten blev det besluttet at lukke indsatsen helt.

Det er mit indtryk, at hun altid har været en kærlig mor, men at hun slet ikke stolede på sine egne ressourcer.

Arjman, familiebehandler

Familiebehandler bygger bro

”Da jeg mødte moren for lidt over et år siden, var hun meget nervøs og usikker på sig selv. Det er mit indtryk, at hun altid har været en kærlig mor. Men hun stolede slet ikke på sine egne ressourcer. Der var meget lidt fysisk nærvær og samspil mellem hende og børnene. Men jeg var aldrig i tvivl om, at hun havde viljen til at udvikle sig,” fortæller Arjman.

Hun kommer fra den samme kulturbaggrund som moren. I familiebehandlingsforløbet har hun derfor  fungeret som brobygger mellem familien og forvaltningen. Med sit indblik i begge kulturer har hun været med til at nedbryde gensidige fordomme og misforståelser.

Det gode samarbejde rykker

”Uden det gode samarbejde med sagsbehandler og de øvrige fagfolk i kommunen, ville vi aldrig have rykket så meget. Den gensidige faglige sparring har givet en meget bredere forståelse for baggrunden for de bekymringer, der var,” fortæller Arjman. Hun er imponeret over, hvor meget moren har lært.

”Hun har formået at rumme rigtig meget. I dag ser jeg en kvinde, som stråler af selvtillid. En fantastisk kærlig og nærværende mor, der gør meget for sine børn.”

Men hvordan er det konkret, at Arjman har hjulpet moren med at skabe de positive forandringer for sig selv og sine børn?

Det fortæller hun lidt om her:

”Dét, at du er kommet i familien og har hjulpet os, har betydet, at der er sket mange positive forandringer i vores familie. Det er takket være din vejledning og støtte, at det er lykkedes. Jeg ville ikke have kunnet ændre på så mange ting, hvis ikke jeg havde fået den hjælp og støtte fra dig.

“Den plan, vi har lavet sammen om sovetiderne og morgenrutinerne, har hjulpet meget – og gjort en forskel. Jeg har lært at give mine børn nærvær og tale med dem, bruge tid med dem, skabe struktur i hverdagen. Før i tiden følte jeg mig magtesløs og kunne blive sur på børnene, hvis de ikke hørte efter. Men efter at have lært hvordan jeg skal skal tale med dem, kramme dem og være mere opmærksom på dem, har jeg fået et bedre forhold til dem. Og de har fået tillid til mig. Deres far er også mere til stede i vores liv og hjælper mere i hjemmet.”

Jeg følte mig tryg

“Det er en fordel, at vi taler urdu sammen, for det forstår jeg og taler flydende; på dansk kan det være svært at forstå alt. Tidligere kom der to danske familiebehandlere, som talte dansk. Vi forstod ikke hinanden på samme måde pga. de sproglige og kulturelle forskelligheder. Det var meget svært. Da du startede i familien, havde du kendskab til sproget og kulturen. Derfor var det nemmere at samarbejde, og jeg følte mig tryg. Du har hjulpet os så meget, og især børnene er vant til, at du kommer, og de er også meget trygge ved dig. Det hele er takket være dig.”

De fleste forældre går intuitivt ind i samspillet og relationen med deres spædbarn. Men for nogle spædbørnsforældre er det svært. Derfor er det vigtigt, at forældrene får den rette støtte til at give deres baby en god og sikker start i livet.

I Memox’ seneste Samtalerum satte vi fokus på spædbarnets udvikling i en samtale med cand.mag. i psykologi Mette Carendi, jordemoder Kristiana Islandi Havgaard og Kirstine, som er familiekonsulent i Memox.

”Det er livsomvæltende for de fleste at få barn. Hvis man har psykosociale udfordringer som fx en spiseforstyrrelse, depression, stress eller angst oveni, så er det en svær og overvældende oplevelse at blive forælder. Derfor skal vi fra starten finde ud af, hvordan vi kan styrke sårbare forældre i at få en relation til deres barn.”

Det fortalte Kristiana Islandi Havgaard. Hun er ansat som jordemor på Center for Sårbare Gravide og Barslende på Rigshospitalet. Her arbejdes der  på tværs af fagligheder på at skabe en tryg platform for det spædbarn, som er på vej ud i verden. Når forældre og spædbarn bliver udskrevet fra centret, så står andre fagfolk klar til at tage over for at støtte op om den tidlige indsats.

Det er livsomvæltende for de fleste at få barn, og hvis man har psykosociale udfordringer som fx en spiseforstyrrelse, depression, stress eller angst oveni, så er det en svær og overvældende oplevelse at blive forælder. Derfor skal vi fra starten finde ud af, hvordan vi kan styrke sårbare forældre i at få en relation til deres barn.

Kristiana Islandi Havgaard, jordemoder

Både udsatte og ressourcestærke familier kan have brug for hjælp

Én af dem er Kirstine. Hun arbejder til daglig arbejder som familiekonsulent i Memox og er specialiseret i at hjælpe og vejlede udsatte spædbørnsforældre. 

“Jeg kommer tit ud til nogle meget pressede forældre. De har fået at vide, at enten tager du imod vores hjælp, eller så bliver dit barn anbragt. Så i første omgang handler det om at få skabt den nødvendige tillid og tryghed. Samtidig går vi i gang med at se på, om der er et netværk omkring familien, som vi kan trække på. Og så går vi ind og hjælper forældrene med at aflæse deres barns signaler og viser, hvad de helt konkret skal gøre for at imødekomme det lille barns behov.”

Mette Carendi er cand. mag i psykologi med speciale i tilknytning og følelsesmæssig udvikling. Hun tilbyder bl.a. rådgivning til forældre, som føler sig følelsesmæssigt udfordret i deres rolle som mor eller far.

”De familier, jeg hjælper, er ressourcestærke. De er ikke i kommunens søgelys. Alligevel kommer mange med en dyb ængstelse for at fejle som forældre. Jeg hører om en enorm ensomhed, som udspringer af den individualistiske kultur, vi lever i. Mange føler sig ikke set og hørt af deres familie. Det at gå på barsel med den nyfødte kan derfor for mange blive en bittersød oplevelse, fordi det er så eksistentielt hårdt,” fortæller hun.

Den trygge tilknytning kræver forståelse for spædbarnets sprog

Barnets første 1000 dage er en vigtig markør i den tidlige indsats. Og det er den, fordi barnets første leveår har afgørende betydning for dets muligheder, trivsel og udvikling senere i livet. Derfor er det alfa og omega, at barnet er omgivet af voksne, der formår at indgå i et stimulerende samspil med det allerede fra livets spæde begyndelse. Det er nemlig igennem dette samspil, at den trygge tilknytning bliver skabt.

”Det er fundamentet for, hvordan man udvikler sig, og hvordan barnets relationer til andre mennesker bliver senere i livet. Men hvis du ikke selv har oplevet en sund tilknytning og ikke har nogle rollemodeller, så kan det være svært. Selvom babyer ikke taler, så siger de mange ting. De fleste forældre lærer hurtigt at forstå spædbarnets sprog. Men hvis man ikke kan, så skal man lære det fra bunden,” forklarede Kristiana.

Spædbarnet spejler sig i mimik og øjenkontakt

Netop den opgave fylder meget i Kirstines støtte og vejledning til udsatte forældre. Her går hun meget konkret til værks.

“Jeg lærer fx forældrene om den vigtige betydning af mimik og øjenkontakt. Via øvelser hjælper jeg dem med at blive mere bevidste om deres egen mimik. Sammen med øjenkontakt spiller den en stor rolle i at opbygge den trygge tilknytning til deres baby,” fortalte Kirstine, og Mette tilføjede:

“Vi kan se, at hvis du har en ubehandlet depression, så får du en ”død” mimik, der afspejler din tilstand. Og jo mindre barnet kan aflæse, jo mere bliver det påvirket og skræmt. Barnet er nemlig meget afhængig af at mærke, at det er trygt. Jo bedre forældre har det, jo bedre har barnet det. Derfor er det så vigtigt, vi hjælper forældrene i at give barnet den nødvendige spejling og tryghed, der gør det muligt for barnet at kunne regulere sig selv følelsesmæssigt i relationer med andre mennesker i livet.”

Læs  om Memox Sikker Start – en specialiseret spædbarnsindsats

Som familiebehandler rykker Arjman indimellem ud i familier, hvor psykisk sygdom hos den ene eller anden forælder fylder så meget, at der ikke er overskud til at drage omsorg for børnene i familien. 

 Det kan være forskelligt, hvordan psykisk sygdom påvirker familien. Men det kan trække dybe spor, hvis hverken børnene eller forældrene i rette tid får hjælp og redskaber til at tackle de udfordringer, der kan følge med, når mor eller far kæmper med fx angst, depression eller en bipolar lidelse.

Svært at stå alene med ansvaret

Som familiebehandler i Memox kommer Arjman ud i familier, hvor den ene forælder har en psykisk sygdom, mens den anden forælder i et stykke tid har stået alene med hele ansvaret for børnene og alt det praktiske i hjemmet. Det har måske ført til, at rutiner i hjemmet omkring hverdagens gøremål og samvær er brudt sammen. Og at børnene må kigge langt efter de voksnes nærvær og tryghed.

“Det er også hårdt og krævende at være den anden forælder, der står tilbage med det primære ansvar, især hvis netværket omkring familien er begrænset. Eller hvis netværket slet ikke involveres,  fordi psykisk sygdom stadig ses som et tabu hos mange familier. Og det kan ende med, at hverdagen til sidst handler om ren overlevelse. Og bekymringerne for børnenes udvikling og trivsel kan blive høje,” fortæller Arjman.

Familiebehandling på mange fronter

Som familiebehandler sætter hun ind på mange forskellige fronter; det handler om at komme hele vejen rundt og prøve alle muligheder for at hjælpe børnene.

En del af familiebehandlingen drejer sig om at støtte familien til at håndtere alle de praktiske ting i hjemmet, så børnene ikke risikerer at gå for lud og koldt vand, uden madpakker og rent tøj i de perioder, hvor den ene forælder har det dårligt. Og så retter Arjman masser af sin professionelle, kærlige opmærksomhed mod børnene.

“Det er hårdt for børn at opleve, at mor eller far har det skidt. Det påvirker dem mentalt og stresser dem. Børnene forstår ikke altid, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom. Men de bruger en masse energi på at lægge mærke til, hvordan mor eller far har det. Nogle prøver at pakke alle de svære følelser væk. Og andre bebrejder sig selv og tænker, at de har gjort noget galt, når nu mor eller far græder igen, ligger i sengen hele dagen eller er helt tavs.”

Børnene forstår ikke altid, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom, men de bruger en masse energi på at lægge mærke til, hvordan mor eller far har det.

Arjman, familiebehandler og socialfaglig koordinator

Taler med børnene om psykisk sygdom

Derfor gør det ifølge Arjman en stor forskel for børnene, når hun lytter til, hvad de har på hjerte, og spørger ind til de følelser, de går og bærer på – tit i det skjulte.
Hun taler også med dem om psykisk sygdom og hjælper med at adskille sygdommen fra personen.

“Det er vigtigt, at børnene forstår, at mor eller far ikke ER sygdommen. Hun eller han er stadig den mor eller far, der leger med dem, laver mad og putter dem. Måske bare ikke i de perioder, hvor sygdommen fylder,” siger Arjman, som også prøver at almindeliggøre psykisk sygdom og snakke med børnene om, at der er mange andre, der ligesom deres mor eller far kæmper med psykisk sygdom.

“De skal vide, at det er hverken skamfuldt eller flovt at have en forælder, der er psykisk syg.” 

I de tilfælde, hvor der er høj bekymring for børnenes trivsel, laver Arjman en sikkerhedsplan. Det kan fx være en plan for, hvem børnene i prioriteret rækkefølge skal ringe til, hvis de føler sig utrygge derhjemme, fordi mor eller far får det dårligt.

Børnene skal vide, at det er hverken skamfuldt eller flovt at have en forælder, der er psykisk syg.

Arjman, familiebehandler og socialfaglig koordinator

Hjælper fælles forståelse mellem forældrene på vej

Arjman oplever, at det har afgørende betydning, at den raske forælder forstår og anerkender, hvad det er, den anden forælder kæmper med. Hun støtter derfor begge forældre i at tage imod tilbud fra psykiatrien.

”Hvad er det egentlig, man gennemlever, når man kæmper med en bestemt sygdom? Det er vigtigt at forstå for den raske forælder for at kunne gå ind at være en støtte,” pointerer Arjman, som også motiverer forældrene til at skabe et fælles sprog, som de kan bruge i kommunikationen med børnene.

“De kan fx aftale formuleringer som, ”Når mor er ked af det og ligger i sengen, er det, fordi det er en af de dage, hun er dårlig/syg, og det er okay. Det er ikke din skyld.” Når børnene oplever, at forældrene står sammen og snakker med dem om, hvad der er på færde, så letter det på deres skyldfølelse og giver også større forudsigelighed,” understreger Arjman.

Holder fast i håbet

Samtidig snakker hun med den syge forælder om, hvordan hun eller han selv kan skærme børnene bedst muligt i de perioder, hvor sygdommen tager over.

”Hvis forælderen fx hører stemmer og har brug for at råbe ad sine stemmer, så kan jeg godt aftale, at hun eller han kun gør det, når børnene ikke er hjemme,” siger Arjman

Hun hjælper også forælderen med at lære at leve bedst muligt med sygdommen ved at motivere og støtte hende eller ham til at gøre mere af det, der afstresser eller gør glad, fx meditere, høre et bestemt stykke musik, dyrke motion eller bede.

”Jo bedre forælderen med en psykisk sygdom har det, jo bedre har hele familien det. Så jeg gør altid, hvad jeg kan, for at anerkende, rose og minde om de fremskridt, der sker, og hjælpe begge forældre med at holde fast i håbet og hive fat i det positive.”

Når et barn oplever fysiske symptomer, som ved første blik kan tyde på fx influenza, så kan det også handle om, at barnet prøver at fortælle, at der er noget i barnets verden, som ikke fungerer optimalt. At barnet ikke trives. Er ensom eller stresset. Det understreger Amelevi Hounou Rathleff. Hun er indehaver af Memox og har i mange år arbejdet som pædagog og familiekonsulent.

Mange børn og unge i Danmark trives og udvikler sig positivt fysisk og mentalt. Alligevel er der områder, der er vigtige at være ekstra opmærksom på.

Ifølge en undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed fra sidste år vurderer færre børn, at de har et virkelig godt helbred sammenlignet med tidligere. Derudover vurderer flere børn i alderen 13 til 15 år, at de har hovedpine, mavepine og ondt i ryggen sammenlignet med tidligere.

Når barnet klager over utilpashed, kan det skyldes influenza eller anden sygdom. Men hvis lægen eller sundhedsplejersken har fastslået, at der ikke er noget fysisk galt, så handler det i virkeligheden om noget helt andet – og det kan være svært at hitte rede i, hvad der kan være i vejen.

Stres og utryghed kan føre til nedsat immunforsvar

“Det vigtigste er, at man som den voksne omkring barnet er åben overfor, hvad der kan være på spil. Stil spørgsmål, vær nysgerrig og specifikt undersøgende. Hvis det er et større barn, kan han eller hun tit selv give et bud på, hvad smerterne forsøger at fortælle,” lyder rådet fra Amelevi Hounou Rathleff.

Det vigtigste er, at man som den voksne omkring barnet er åben overfor, hvad der kan være på spil. Stil spørgsmål, vær nysgerrig og specifikt undersøgende.

Amelevi Hounou Rathleff, pædagog og stifter af Memox

Ifølge hende er det vigtigt at være opmærksom på, om der er udfordringer, belastninger og vilkår i barnets familie, skole og nærmiljø, som gør barnet utrygt eller giver det stress. Måske har barnet eller den unge i sit samspil med de voksne ikke fået den støtte, det har brug for. Og så tør barnet eller den unge måske ikke tro på, at situationen kan ændres. For nogle børn og unge kan belastningerne så komme til udtryk som fysiske symptomer og nedsat immunforsvar.

”Hjælp barnet med at få sat ord på udfordringer, som er med til at stresse det. Du kan også hjælpe barnet med at kapere presset ved at nedbryde de opgaver, barnet har. På den måde kan du være med til at skabe et overblik og gøre hverdagen mere overskuelig for barnet. Samtidig er det en god idé at hjælpe med at finde og dyrke netop de aktiviteter i fritiden, som giver barnet glæde og energi. Det kan mange gange være vejen til at lette presset for ham eller hende,” siger Amelevi Hounou Rathleff.

3 gode råd

1. Tal med barnet eller den unge om, hvordan han eller hun har det og spørg ind til barnets oplevelser. Hjælp barnet med at sætte ord på sine følelser ved fx at sige: ”Kender du det, at når der er noget, helt nyt man skal, så kan man godt få lidt ondt i maven? Det er noget, andre børn også oplever” På den måde kan du vise barnet, at det ikke står alene, når livet er svært.
2. Hjælp dit barn med at skabe overblik i hverdagen. Snak med barnet om de opgaver, lektier og aktiviteter, barnet har, og hvad der lige nu er svært for dem og presser dem i deres hverdag. Hvis det er lektier, så snak med barnet om han eller hun kan prioritere sin tid anderledes. Præsentér barnet for forskellige muligheder og løsninger, som han eller hun kan vælge mellem.
3. Snak med dit barn om, hvad der gør ham eller hende glad. Spørg ind til barnets interesser og passioner. Hvordan kan barnet komme til at udleve dem? Intressér dig for, hvordan dit barn bruger de sociale medier og snak også om, hvordan det går med barnets søvn. Spørg fx ”Hvad skal der til for, at du føler dig udhvilet?” 

Katrine har arbejdet som lærer i folkeskolen i 15 år. Hun bærer rundt på en mental rygsæk. Den er fyldt med alle de børn, hun føler, hun har svigtet, fordi hun ikke har kunnet give dem hjælp til de udfordringer, de stod med. Det skal Memox Skoleboost være med til at råde bod på.

Igennem årene er det blevet til en del underretninger. Og mindst lige så mange nætter, hvor Katrine  har  vendt og drejet sig af bekymring over en elev, der har henvendt sig til hende i tillid til, at hun som den nærmeste voksne kunne hjælpe.

”Det har været en kæmpe frustration for mig som lærer, at der ikke er overskud eller de rette ressourcer i folkeskolen til at hjælpe de børn, der mistrives. Fx når PPR ikke følger op, en inklusionslærer giver op eller en forvaltning tøver for længe. For når først man har mødt de børn, der ikke passer ind i kasserne, så sidder de i hjertet på én,” fortæller Katrine.

Det er  baggrunden for, at hun har kastet sig ind i udviklingen af Memox Skoleboost. Et helhedsorienteret tilbud, der som et bærende element kombinerer skolefaglighed med socialfaglighed.

”Hvis vi for alvor mener noget med den helhedsorienterede tilgang, så skal vi se på hele systemet omkring det enkelte barn i både skole, hjem og fritid.

Katrine, teamleder for Memox Skoleboost

Socialfaglighed og skolefaglighed i tæt samspil

”Hvis vi for alvor mener noget med den helhedsorienterede tilgang, så skal vi se på hele systemet omkring barnet. I både skole, hjem og fritid. Vi skal have begge fagligheder i tæt samspil. For så kan vi bedre justere på forhold, der kan hjælpe barnet med at bryde med et negativt mønster,” forklarer hun.

I Skoleboost sker det konkret ved, at en læreruddannet skolecoach og en familiebehandler samarbejder om at bygge bro mellem skole og hjem. Dermed sikrer de, at vigtig viden ikke falder ned i den kløft, der ofte er mellem skole og hjem. Familiebehandleren støtter op om de udfordringer, som familien oplever hjemme. Skolecoachen deltager i undervisningen sammen med barnet.

Skolecoachens rolle skal ikke forveksles med støttelærerens. Skolecoachen støtter fagligt op. Men hun går i lige så høj grad ind og understøtter barnet i de relationer, han eller hun indgår i i skolen. Samtidig har skolecoachen til opgave at sikre et konstruktivt samarbejde med lærerteamet.

Vi starter med ressourcerne

”Vi tror på, at vi kan få mange flere børn i trivsel og forebygge, at børn ender i specialtilbud. Det gør vi med hjælp fra en skolecoach, som forstår lærerens verden, og som samarbejder tæt med familiebehandleren, der forstår forældrenes verden,” fastslår Katrine.

”Mange gange føler de voksne omkring barnet sig frustrerede og opgivende i forhold til at rumme barnet. Både i skolen og hjemme. Men i stedet for at gå ind i det negative, starter vi med at snakke om barnets ressourcer. Det gør vi, fordi det er vigtigt at vende det negative narrativ om barnet. Gør vi det, så er der nemlig en meget større chance for, at barnet kan begynde at arbejde med sig selv.” 

Ondt i børnelivet?

Memox Skoleboost skaber positive forandringer for de børn og unge, der ikke trives i skolens faglige og sociale fællesskab.

• Skoleboost arbejder sideløbende med både skolen og familien.
• Skoleboost kombinerer skolefaglighed og socialfaglighed.
• Skoleboost inddrager alle parter omkring barnet om fælles mål og retning.
• Skoleboost styrker inklusionen og klassekulturen.
• Skoleboost forebygger, at flere børn ender i specialtilbud.

Vil du vide mere:

Ring 22 533 33 17 eller læs mere om Skoleboost her

Tillid har stor betydning i arbejdet med udsatte familier. For hvis familien har tillidsfuld relation til dig som fagperson, så er de også trygge og motiverede for at tage imod vejledning og omsætte den i praksis. Sådan lyder det fra familiebehandler og socialfaglig koordinator Arjman. 

”Tillid er den bro, hvor vi møder familien. Hvis broen bryder sammen, så kan man ikke som familiebehandler nå ind til familien,” fastslår Arjman.

Når Arjman som familiebehandler træder ind i familiens hjem, er hun altid bevidst om, at hun går ind i et skrøbeligt og sårbart rum.

”Det, at der kommer en fremmed hjem til én, når man er allermest sårbar, kan godt være grænseoverskridende. Familien kan føle sig blottet, og det aktiverer følelser som bekymring, angst og frustration” siger Arjman.

Hun oplever indimellem i familiebehandling at stå over for en familie, som nægter at have øjenkontakt og med al tydelighed viser, at de ønsker hende hen, hvor peberet gror. 

”Tillid er den bro, hvor vi møder familien. Hvis broen bryder sammen, så kan man ikke som familiebehandler nå ind til familien.

Arman, familiebehandler og socialfaglig koordinator

”Det sker, når familien ikke tror på, at jeg kommer for at hjælpe og altså ikke i udgangspunktet har tillid til, at jeg vil deres bedste, og det kan oftest være i starten af et forløb. Her handler det om ikke at give op og sætte alt ind på at vinde familiens tillid,” siger hun.

Men hvad skal der til for, at man som fagperson kan skabe og fastholde en tillidsfuld relation? Det giver Arjman her 6 bud på.

1. Vær ærlig og tydelig

Alle forældre tænker, at de gør det bedste for deres børn, men det er ikke altid, at det er det bedste, og det er jo ofte årsagen til, at vi er i familien. Fortæl altid helt klart, hvorfor du er i familien, og hvad det er for mål, I sammen skal arbejde jer henimod.

2. Anerkend familien, som de er, og lyt til dem

Når du skal vinde familiens tillid, er det vigtigt, at du anerkender dem og deres udfordringer og giver udtryk for, at du forstår deres bekymring og tror på, at de har ressourcerne.

Den måde, vi kommunikerer på, er altafgørende. Hvis vi kommer med fordømmelse, bryder tillidsbroen sammen. Alle familier er forskellige, og derfor skal vi altid tilpasse vores tilgang til den enkelte familie og gøre det, som virker for dem.

Lyt til familien og vis dem, at du ser og hører dem. Intet kan være mere frustrerende end at føle, at man ikke bliver set og hørt. Særligt når man står i en sårbar situation. Hvis familien føler, at du lytter, vil de åbne mere op.

3. Mød familien med respekt, ydmyghed og nysgerrighed

Man skal droppe alle sine antagelser om familien, før man begynder at arbejde med dem. Man skal ikke kloge sig på forhånd, men være nysgerrig på, hvordan de ser verden ved at spørge åbent ind, fx hvordan tror du, at dit barn ser dig som forælder? Hvad tænker du, der sker, når du råber ad dit barn? Hvordan reagerer du, når andre mennesker råber ad dig?

Ydmygheden viser du ved aldrig at handle hen over hovedet på familien. Vi skal altid kunne forklare, hvorfor vi gør, som vi gør, og give familien mulighed for at reflektere sammen med os. På den måde viser vi familien, at det er okay, at de har en anderledes forståelse af verden, for vi har alle noget med i bagagen, som former os som mennesker og dermed også vores forståelse af verden.

4. Tag fat i det gode, som forældrene gør

Meget af vores arbejde handler om at give forældrene redskaber og indøve rutiner, som er med til at udvikle deres forældrekompetence. Det kan fx handle om en mor, der skal øve sig i at vise sine børn fysisk omsorg, og så er aftalen måske, at hun skal give børnene godmorgen-kram og godnat-knus. Når det går godt, så anerkender jeg hende for at være en god mor, der har overskud til at kramme sine børn – ligesom jeg i øvrigt hele tiden er opmærksom på at fremhæve alle de ting, som fungerer, og pege på de ressourcer, jeg ser, forældrene har.

5. Vis, hvem du er som menneske

som fagpersoner skal vi turde vise, at vi også er mennesker, som oplever udfordringer i livet. Jeg møder familien som det menneske, jeg er, og indimellem bruger jeg personlige erfaringer fra mit eget liv, som familien kan spejle sig i. Jeg kan fx fortælle om min egen tid som teenager, hvis jeg arbejder i en familie med en etnisk teenagepige. Jeg kan dele, at jeg godt ved, hvordan det er at stå med en anden etnicitet og fortælle, hvordan jeg selv kæmpede mig videre, da jeg var tæt på at give op. Det gør jeg for at understrege, at hvis viljen er dér, så kan vi godt klare de svære udfordringer sammen.

6. Brug humor

Det gør absolut ikke noget, hvis du også kan få lidt humor på banen, som kan bløde op på noget af det ubehagelige og få alle til at slappe af i situationen. Når man griner sammen, opstår der en følelse af fællesskab, som betyder, at familien føler sig tryg. Sammen gør man det, som føles farligt, til noget ufarligt. Det øger tillidsbåndet og betyder, at familien er mere åben for at samarbejde efterfølgende.

Arjman – Blå bog

Ansat som familiebehandler og socialfaglig koordinator i Memox siden 2017
Uddannet socialrådgiver
Kandidat i pædagogisk psykologi

Karoline er nyslået psykolog. Hun har haft studiejob i Memox og har brugt Memox som case i sit speciale, hvor hun analyserer, hvordan det er, vi taler om etnisk og kulturel mangfoldighed både udadtil og med hinanden. Det er der kommet nogle spændende resultater ud af.

Karoline har længe interesseret sig for, hvordan de herskende ideologier omkring etnisk mangfoldighed kommer til udtryk i samfundet. Derfor lå det lige til højrebenet for hende at vælge Memox som case i det speciale, som hun for kort tid siden har sat sit sidste punktum i.

Hendes ambition med specialet er med Memox som afsæt at undersøge, hvordan etniske mangfoldighedsideologier konstrueres sprogligt i en organisation.

Så inden vi kommer til Memox skal vi lige omkring to af de herskende mangfoldighedsideologier.

Farveblindhed og multikulturalisme

”Inden for psykologien taler man om to tilgange til etnisk diversitet: farveblindhed og multikulturalismen, og det er to meget forskellige måder at håndtere forskelle på,” forklarer Karoline.

Farveblindhed bygger på et ideal om, at alle mennesker er lige. Det kommer til udtryk i den danske lovgivning, som siger, at man ikke må forskelsbehandle på baggrund af hudfarve, kultur, køn og seksualitet. Det er en lighedstankegang, som forsøger at ignorere de forskelle, der er, og undgå at italesætte dem, for her er alle jo lige.

Multikulturalismen derimod hylder forskellene og taler gerne om forskellene og mangfoldigheden – og bryder på den måde med det vestlige/danske samfunds normer ved netop direkte at sætte ord på de etniske og kulturelle forskelle. Det er en ideologi, som vinder mere og mere frem.

I sit speciale har Karoline undersøgt, hvordan Memox italesætter mangfoldighed. Og det kommer ikke som en overraskelse, at Memox – som jo tilbyder multietnisk familiebehandling – hylder forskelligheden gennem sproget og derfor taler sig ind i en multikulturel diskurs.

”Når man fx kigger hjemmesiden igennem, så fremgår det, at etniske, sproglige og kulturelle forskelle i høj grad er en stolthed og ses som en styrke,” siger Karoline.

Forskellighed styrker os: I Memox er forskellighed en styrke, og vi ønsker at være så forskellige som muligt.Vi er oprigtigt imødekommende: Alle de mennesker, vi er i kontakt med i Memox, skal føle sig mødt på en positiv og anerkendende måde.

memox.dk

Forskellighed hyldes

Men det kan godt være, at man har en forretningsmodel, der hylder diversiteten udadtil. Men forholder det sig så på samme måde indadtil?

Det spørgsmål har Karoline søgt svar på gennem interviews med medarbejdere i forskellige afdelinger af Memox, hvor hun har kigget på deres oplevelse af inklusion, og på hvordan der tales om mangfoldighed på arbejdspladsen.

”Memox udmærker sig ved, at man også indadtil taler om og fremhæver forskelligheder – så man må sige, at der er overensstemmelse mellem den måde, virksomheden præsenterer sig udadtil og den måde mangfoldigheden kommer til udtryk på arbejdspladsen,” fastslår Karoline og fortsætter:

”Der er ikke én norm, man skal følge, og der er rig mulighed for at identificere sig på kryds og tværs. Og det interessante er, at netop fordi man værdsætter og taler så meget om forskelle, så er der ifølge de medarbejdere, jeg har interviewet, ikke rigtigt nogle kolleger i Memox, der bliver opfattet som anderledes eller som stående udenfor mængden. Det tyder på en høj grad af rummelighed og inklusion af forskellige kulturer og etnicitet, vurderer hun.

Forskelligheder er der jo dejligt mange af, i og med at vi kommer fra hver vores kulturelle ophav, og det er dejligt at blive udfordret på den der forskellighed og få en større forståelse for, at når man kommer fra fx Afghanistan, Rusland eller Polen, hvad har man så med sig i kufferten?”

Fra medarbejderinterview

Nysgerrighed bygger bro

Det er dog ikke sådan, at de kulturelle forskelle ikke indimellem clasher og kan skabe konflikter, men her peger de interviewede medarbejdere på, at når konflikter opstår, så er der en forståelse for, at de kan handle om, at man netop har forskellige kulturelle ståsteder og forskelligt gods med sig i bagagen.

”Blandt medarbejderne i Memox er der en parathed til at forstå og være nysgerrige på hinandens kultur – og på den måde hjælper man hinanden med at skabe plads til en dialog, der bygger bro.”