Jes Dige været på en 30 år lang rejse først i Kræftens Bekæmpelse og siden 2017 i foreningen Skyggebørn, hvor han i samtalegrupper har støttet over 3000 sorgramte børn og hjulpet dem med at tale om tabet af en forælder, en bror, søster eller anden nær familie.

I dag har Jes Dige været på en anden slags rejse, fra sit elskede Vendsyssel til Memox på Amager, hvor han er med på Memox’ interne uddannelsesdag for at dele ud af sin særlig tilgang til børns sorg.

Jes Dige lægger ikke skjul på, at storbyen slet ikke er hans rette element. Han er nordjyde ind til benet, og for ham er det en befrielse at kunne nyde den ro, der er under de vante himmelstrøg i Blokhus, hvor han bor. Og selv udstråler Jes Dige også en ro, som ikke kan undgå at forplante sig til dem, han taler med.

Døden er ikke for børn – eller er den?

I vores kultur er sorg og død belagt med utallige tabuer og misforståede hensyn, der gør det ensomt og svært at være et sorgramt barn. Jes Dige er en stærk fortaler for, at vi gør op med tabuerne og giver mere plads til døden og til at tale om sorg – også med de små børn.

”Vi har en forestilling om, at døden ikke er for børn. At vi skal beskytte børn mod døden. Men det er min erfaring, at børn godt kan tale om og forholde sig til døden. Selv en 4-årig kan tale om at være ængstelig for at miste mor eller far. Hvor der er vilje, er der også en vej,” understreger Jes Dige og fortæller om Liam på 4 år, som har en kræftsyg og døende far.

”Liam har udviklet sit eget sprog om sin far og fortæller, at hans far er oppe at kæmpe med kræftsoldaterne, og at han lige nu er stærkere end soldaterne. Liam vil meget gerne mødes med mig og snakke om far. Ellers er der ingen, der spørger ham: Kan du klare det her? Men Liam har jo ikke et valg. Døden er et livsvilkår, som han må reagere på. Og hvis vi ikke snakker med Liam og andre børn i hans situation, hvad lærer de så af det?” spørger Jes Dige.

Det er tavsheden, der gør ondt

Det er svært at se børn lide. Vi vil helst minimere lidelsen mest muligt og så tier vi, fordi vi ikke vil gøre børnene kede af det. Men ifølge Jes Dige, så har tavsheden den modsatte effekt – nemlig at børnene bliver isolerede og ensomme. Det er smertefuldt at stå alene. Det er altså tavsheden, der gør ondt – ikke at vi taler om de svære udfordringer og den frygt, som barnet står med, når det værst tænkelige sker og mor eller far dør eller bliver alvorligt syge.

”Jeg lytter til, hvad barnet har brug for. Jeg tager barnet alvorligt. Børnene er klogere end os. De er eksperterne,” understreger Jes Dige, der hjælper det enkelte barn med at sætte ord på sin egen fortælling. Det gør han bl.a.  vej ved at stille dét, han kalder de uærbødige spørgsmål.

”Det er de nysgerrige spørgsmål, vi ellers afholder os fra at stille. Spørgsmål, som overskrider konventionerne og forhindrer os i at sige det højt, vi tænker. Det er de spørgsmål, som kan være en hjælp ud af tavsheden, ” forklarer Jes Dige

Vi lever med sorgen resten af livet

I vores kultur har vi en kollektiv opfattelse, som handler om, at sorg er noget, der går over. At tiden læger alle sår.  Det er en opfattelse, som Jes Dige ikke deler.

”Sorgen er noget, vi lever med resten af livet, og for et barn bliver sorgen gradvist tungere at bære, hvis den ikke er blevet forløst. Og så kæmper barnet måske med følelsen af, at det er ham eller hende, der er noget galt med. Det frisættende ligger i at snakke med andre om sorgen.”

Og hvor længe er det så, vi kan blive i sorgforløbet med barnet?, lyder et spørgsmål fra salen.

”Det er måske en time til halvanden, og når vi så på et senere tidspunkt fortsætter samtalen, så kan vi spørge til, hvordan det er gået siden sidst. Hvad tænker du om det, vi talte om? Mit budskab er : Giv tid! Det er børnene, der definerer, hvornår de har brug for at komme videre. Vi skal ikke gøre noget færdigt for dem. Vi skal lade dem udvikle sig i deres egen takt.”

Med hjælp fra Bayan har Azade fundet sin indre styrke frem i lyset. Det betyder, at hun nu tør drømme om en fremtid og formår at være den mor for sine to døtre, som hun altid har ønsket sig at være. Vi har sat Azade stævne for at høre mere om den forandring, hun har skabt for sit liv.

Azade er vokset op i iransk Kurdistan i en familie, hvor psykisk og fysisk vold var en del af hverdagen. Hendes far var stofmisbruger, og som kvinde i en traditionel kurdisk familie var Azade underlagt sin far, sine brødre og hele familiens stramme regler.

Hun giftede sig allerede som 18-årig for at komme væk fra barndomshjemmet uden at vide, at angsten og volden for en tid ville fortsætte også i ægteskabet.

Angsten følger med

Da Azade kom til Danmark i 2016 som flygtning fra Iran sammen med sin mand og to døtre, var hun glad for den frihed, hun fik til at vælge, om hun ville gå med tørklæde eller ej. Hun valgte at lægge tørklædet på hylden. Men den angst, stress og depression, der havde været hendes følgesvend i mange år, kunne hun ikke bare lægge bag sig.

Tværtimod fik hun det mentalt dårligere og dårligere, som årene gik i hendes nye liv i en forstad til København

”Jeg var inde i en meget mørk periode. Jeg var meget isoleret, så ikke andre mennesker, var søvnløs og græd hele natten. Jeg havde ingen tro på mig selv. Jeg følte mig magtesløs og uduelig. Jeg sad formålsløst og kiggede ind i lejlighedens vægge. Jeg var så udmattet fysisk og psykisk, at kommunen til sidst besluttede, at jeg havde brug for hjælp.”

Sådan beskriver Azade sin situation, som den så ud, da hun fik Bayan som familiekonsulent. Bayan har ligesom Azade kurdiske rødder og taler hendes modersmål Sorani, som er en af de største kurdiske dialekter.

Nyt mod på livet

Bayan er politisk flygtning fra Irak og har uddannet sig til familiebehandler og familieterapeut i Danmark. Hun har været tilknyttet Memox i over ti år og er én af de mest garvede af Memox’ omkring 200 familiekonsulenter.

”Jeg bruger tit empowerment i mit arbejde og har fokus på, hvordan jeg kan hjælpe forældrene og især kvinderne med at hente deres indre ressourcer frem, så de bedre kan klare nogle af de dilemmaer, de står med, når de skal finde deres ben i en hel ny kultur,” fortæller Bayan.

Det kan Azade nikke genkendende til

”Fra det allerførste møde følte jeg, at Bayan så mig og forstod min situation. Hun talte med mig om mit liv og fremhævede min indre styrker. Hun sagde til mig: ”Du kan. Du er stærk. Du kan ændre dit liv.” Hun gav mig nyt mod på livet,” fortæller Azade

Bayan opfordrede Azade til at bryde ud af lejlighedens isolation og få gang i kroppen.

Azade begynder at gå til fitness tre-fire gange om ugen, og de dage hun ikke kommer afsted i fitnesscentret, tager hun sig en rask gåtur. Hun kan mærke, at det er godt for hende.

”Den fysiske aktivitet giver mig energi, optimisme og glæde,” fortæller Azade, som også oplever, at den hårde knude af angst og stress langsomt er ved at løsne sig.

Overskud til familien

Hun er særligt glad for, at den forandring, som Bayan har motiveret hende til at skabe for sig selv, har givet hende mere overskud i hverdagen til døtrene. I dag hjælper hun sin yngste datter med lektier, de læser bøger sammen og tager i svømmehallen. Og hver fredag disker Azade nu op med fredagslik og film med begge døtre i sofaen.

”For nylig havde jeg også overskud til at byde min store datters danske veninder på en hjemmelavet kurdisk middag. Det var noget, min datter aldrig ville have drømt om at bede mig om tidligere,” fortæller Azade og fortsætter:

”Jeg vil opdrage mine døtre til det danske samfund. Jeg vil have, at de skal være frie, tro på sig selv og leve deres liv uden angst og vold. Min ældste datter gav mig den bedste kompliment forleden dag, da hun sagde: ”Mor du er er open-minded. Jeg føler jeg kan snakke med dig om alt.”

Drømmer om et kørekort

Også forholdet til Azades mand har forandret sig positivt, i takt med at hendes selvtillid, energi og livslyst er vokset. Samtidig er hun med Bayans hjælp blevet klogere på sine rettigheder og pligter som kvinde i det danske samfund. Det har næret en gammel drøm om en dag at tage kørekort og uddanne sig til buschauffør.

”Nu tør jeg stå op for mig selv og sige min mening over for min mand. Det har jeg aldrig gjort før. Jeg ønsker at blive en selvstændig kvinde, som er økonomisk uafhængig af sin mand. Det har jeg fortalt ham, og han anerkender faktisk min styrke og motiverer mig. Han siger for sjov, at hvis jeg havde mere tid sammen med Bayan, så ville jeg ende med at blive flypilot,” siger Azade med et stort smil.

Af hensyn til ønsket om anonymitet er Azade et opdigtet navn

I Memox er vi glade og stolte over den store forandring, som Azade med seje Bayans støtte har formået at skabe for sig selv og sin familie. Et stort skulderklap til dem begge!

Voldsomme skænderier og derefter ugevis af larmende tavshed var i mange år hverdagskost hjemme i parcelhuset hos Mala og Rajeev. Og i midten stod deres syvårige søn Ahsan. Takket være et terapiforløb med Azadeh, som er familiekonsulent i Memox, har ægteparret i dag fået redskaber til at håndtere de konflikter, som tidligere førte til totalt sammenbrud i kommunikationen.

 Mala og Rajeev, som begge kommer fra Indien, har kæmpet med kommunikationsproblemer i lige fra starten af deres 7 år lange ægteskab. Og sidste år kulminerede deres konflikter i et voldsomt skænderi, der endte voldeligt.

Mala kom slemt til skade og var i så elendig en forfatning, at hun ikke kunne se anden udvej end at tilkalde politiet.

”De ville sende mig på krisecenter, men jeg var ikke klar til at bryde vores familie op, så jeg bad dem give mig et andet valg. De foreslog, at jeg kunne prøve at tale med kommunen om hjælp,” fortæller Mala med tårer i øjnene. ”Det gør ondt,” siger hun, ”at huske tilbage på den svære tid.”

Ahsan overværede ikke den voldelige episode, men følgerne af den havde sat sit tydelige aftryk i Malas ansigt, og det kunne sønnen ikke undgå at bemærke. Han fortalte om det i børnehaven, som straks lavede en underretning til kommunen

Tro og håb i en svær tid

Mala og Rajeev blev indkaldt til møde i kommunens børne- og ungeafdeling. Efter et par samtaler nåede sagsbehandleren frem til, at Mala og Rajeev var omsorgsfulde forældre, men de havde hårdt brug for hjælp til at håndtere deres konflikter og uenigheder.

Derfor blev Memox bedt om at sætte gang i et forløb med familiebehandling med fokus på at forbedre ægteparrets kommunikation.  Aazadeh blev valgt til opgaven. Hun er uddannet familiebehandler og psykoterapeut.

”Da jeg mødte Azadeh første gang, vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg havde det ikke godt med situationen. Men Azadeh gav ikke op. Hun blev ved med at insistere på, at vi sammen kunne løse problemerne. ”Jeg tror på jer,” sagde hun, og det gav en masse positivt håb for fremtiden,” siger Mala.

Tavshed bag lukkede døre

Før Azadeh kom ind i billedet, plejede uenigheder mellem ægteparret hurtigt at udvikle sig til overophedede skænderier.

”For at undgå konflikterne stoppede vi til sidst med at tale sammen. Det var den eneste løsning vi kendte til. Og tavsheden imellem os kunne vare dage, uger og måneder. Når vi kom hjem fra arbejde, sad vi i hvert vores værelse bag lukkede døre, vi spiste ikke sammen og vores søn måtte løbe mellem os,” beretter Mala.

Da det store skænderi opstod sidste år, havde ægteparret ikke rigtig talt sammen i fire-fem måneder. Og det er en blindgyde, som de begge er meget opsatte på aldrig nogensinde at ende i igen.

Derfor er de glade for de værktøjer og gode tip til at håndtere kommunikationen, som de har fået af Azadeh. Hun lærte dem fx at bruge time-out overfor hinanden på en mere hensigtsmæssig måde end den iskolde tavshed, som før skabte en dyb kløft i forholdet.

Når en af dem i dag i en samtale siger ”EK”, som på hindi betyder stop, så er det et tegn til den anden om, at nu er der brug for en pause, fordi følelserne er ved at komme ud af balance og er på vej op i det røde felt. Pausen giver overskud til, at de hver især kan sunde sig og få ro på nervesystemet.

Dén, der først har sagt EK, er også dén, der genoptager samtalen, når hun eller han er klar. Det er et værktøj, der i hverdagen hjælper Rajeev og Mala med at bevare en god tone med respekt for hinanden, fortæller de.

Uden fordomme

”Azadeh var virkelig god til at lytte til os og se vores problemer fra begge sider. I starten var jeg bange for, at hun ikke ville interessere sig for, hvad jeg følte, fordi hun måske som udgangspunkt ville synes, at alle fejl hvilede på mig som mand fra en patriarkalsk kultur. Men jeg oplevede, at hun mødte mig uden fordomme og med forståelse for mit perspektiv,” siger Rajeev og fortsætter:

”Hun gjorde mig bl.a. opmærksom på, at jeg i min kommunikation med Mala tit kunne sige: ”Du skal gøre sådan og sådan,” men uden at forklare hvorfor. Nu er jeg bevidst om, at jeg skal begrunde over for Mala, hvorfor jeg synes, som jeg synes. Og Mala har lært, at hun skal fortælle mig de små ting fra min side, der går hende på.”

”Ja,” nikker Mala.

”I dag lader jeg ikke tingene hobe sig op indeni, så det hele til sidst eksploderer. Hvis Rajeev siger noget, som sårer mig, så lader jeg det ikke brænde indeni. Så finder jeg et tidspunkt, hvor jeg kan tale med ham om det stille og roligt. Det har hjulpet meget.”

Respekt er vejen frem

Rajeev og Mala kan stadigvæk blive uenige, men ikke om hvad det er for et ægteskab, de drømmer om. Det står klart, efter de sammen med Azadeh har arbejdet med at sætte ord på de værdier, de gerne vil have skal kendetegne deres samliv, fortæller Mala, mens hun ruller et stort papstykke ud.

Respekt står midt på pappet og lyser med store røde bogstaver omgivet af ord som udvikling, støtte og omsorg, kærlighed, kvalitetstid med familien, samarbejde, ro, fleksibilitet, feedback og positivitet.

”Det er de mål, vi skal holde os for øje og arbejde henimod. De her ord skal tilsammen være grundstenen i vores familie,” fastslår Mala.

Tilbage til omsorgen

Azadeh har ikke kun haft fokus på at guide Rajeev og Mala til at omgås hinanden med større lydhørhed. Hun har også opfordret dem til at se på deres ægteskab som noget, der konstant skal passes og plejes. Det kræver en aktiv og bevidst indsats fra begge.

Mellem hver session gav hun dem derfor til opgave helt konkret at gøre tre ting for hinanden, som de vidste, at den anden ville kunne lide.

”Og selvom vi havde uenigheder, stoppede Rajeev ikke med at gøre de her rare ting. Det nærede mit håb om forandring. Så terapien med Azadeh har virkelig hjulpet os med at finde tilbage til omsorgen og kærligheden for hinanden,” siger Mala med et lille smil.

I dag står Rajeev og Mala stærkere end nogensinde som familie. Og det er også kommet Ahsan til gode, fortæller Rajeev.

”Vi har altid prøvet at holde vores søn fri af konflikterne, men han har ikke undgået at kunne mærke spændingerne imellem os. Men efter terapien med Azadeh, så tror jeg helt klart, han mærker, at vi nu på en anden måde står sammen som forældre og partnere.  Azadehs arbejde har hjulpet os så meget.”

Af hensyn til ønske om anonymitet er Rajeev, Mala og Ahsan opdigtede navne.

I 2021 og 2022 blev det besluttet, at Danmark skulle modtage 200 kvoteflygtninge fra Rwanda. Memox har i samarbejde med Varde Kommune det seneste år hjulpet én af familierne med at finde sig til rette i en ny hverdag i Danmark, som er helt forskellig fra det barske liv i en flygtningelejr.

Amira, som er socialfaglig koordinator i Memox, står sammen med Bintu, som er familiekonsulent, i Billund Lufthavn en gråvejrsdag for omkring et år siden.

Sammen med en socialrådgiver og en jobkonsulent fra Varde Kommune udgør de en lille velkomstkomité, som skal tage imod en mor og hendes fire børn, som lige om lidt ankommer med fly fra Rwanda.

Familiens største dreng er den første, der træder ud i ankomsthallen. Han spærrer overrasket øjnene op, da Bintu på hans modersmål, kinyarwanda, siger ”Hej.”

Kommunens opgave at integrere kvoteflygtninge

Som mange andre FN-kvoteflygtninge kommer familien direkte fra en stor flygtningelejr, hvor de har levet under primitive og kummerlige forhold.

De fleste af de udvalgte kvoteflygtninge, som er kommet til Danmark i de seneste år, er oprindeligt flygtet fra krig i DR Congo og har boet i eksil i Rwanda i mange år. Det er landets kommuner, der står for at tage imod og integrere kvoteflygtningene i deres nye liv i Danmark.

Det er en opgave, der kræver en intensiv støtte.  Især i den første tid. Varde Kommune har derfor indgået et samarbejde med Memox om at bistå med råd og vejledning til familien.

Fra et liv i telt til en hverdag i en lejlighed

Familien bliver kørt til den lejlighed, som kommunen har anskaffet og møbleret. Køleskabet er fyldt op med madvarer til de første dage. I lejligheden ligger også varme trøjer og jakker, som passer bedre til det kolde marts-vejr end det tøj, familien har med sig fra Rwanda.

”Jeg kan huske, at Bintu fortæller, at man ikke må tænde bål i lejligheden. Det kan måske lyde helt vildt. Men man skal huske på, at børnene er født og opvokset i en flygtningelejr. Deres hjem har været et telt uden rindende vand og elektricitet. De har aldrig oplevet en hverdag, hvor de får lys ved at trykke på en lyskontakt eller varme ved at skrue op for en radiator,” fortæller Amira.

Fra første dag gælder det derfor for Bintu om at hjælpe familien med at forstå, hvordan helt basale og lavpraktiske ting i en dansk bolig fungerer. Hvordan tænder man for et komfur? Hvad er et køleskab? Hvad er dåsemad? Hvordan bruger man et toilet?  Hvordan gør man rent i en lejlighed? Hvordan tænder man lyset? Og hvorfor skal man huske at slukke det igen?

Og også noget så basalt som at låse en dør op med en nøgle, viser sig at være en uprøvet ting for familien. De har aldrig i deres liv oplevet den luksus at have en dør, som de kunne lukke bag sig.

Med hjertet på rette sted

Moren og de fire børn er så heldige, at det lige netop er Bintu, der skal følge dem tæt og hjælpe dem med at finde sig til rette i deres nye liv i Danmark.

Bintu er nemlig selv kommet til Danmark som kvoteflygtning fra Rwanda for 13 år siden fra akkurat den samme flygtningelejr, som familien har boet i.

”Jeg kan fuldstændig relatere mig til deres situation, og hvor de kommer fra. Jeg forstår, hvor overvældende det er at skulle sætte sig ind i alting helt fra bunden og fx stå ved et lyskryds og ikke vide, hvad den grønne mand i trafiklyset betyder,” fortæller Bintu, som for øjeblikket er i gang med at uddanne sig til socialrådgiver.

Det er der en ganske særlig grund til, fortæller hun.

”Den første, der mødte min familie, da jeg selv kom til Danmark, var en socialrådgiver med hjertet på rette sted. Jeg vil aldrig glemme den måde, hun tog imod os og al den hjælp og tryghed, hun gav os i vores første tid. Hun har inspireret mig til at læse til socialrådgiver. Jeg vil gerne være ligesom hende.”

Grobund for en god integration

Bintu har været familiens faste holdepunkt igennem det første år i deres nye hjemland. Hun har været med til alle møderne med kommunen og andre instanser.

Hun har taget mor og børn i hånden og hjulpet dem med at bygge et liv op omkring daginstitution, skole og arbejde og vejledt dem i, hvordan de navigerer i det danske samfund. Trafik, offentlig transport, møntfod, bankkonto, skat, NemId, indkøb, arbejdsliv, skolegang, Aula, fritid, hospitalsvæsen… Ja, fortsæt selv listen.

Det har været en stor tryghed for mor og børn at vide, at de altid kunne få fat på Bintu på telefonen. Siden ankomsten har hun været deres livline med gode svar på de spørgsmål om alt det, der er ukendt og svært at forstå. Også den dag, hvor mor tog bussen i den helt forkerte retning og ikke anede, hvor i alverden, hun var landet. Så var det Bintu, der tog telefonen og hjalp hende tilbage til Varde.

”Det er rigtig godt givet ud fra dag ét at tilknytte en familiekonsulent, som taler samme sprog og har kendskab til familiens kulturelle baggrund. Bintu har været med til at skabe den bedst mulige grobund for en god og tryg integrationsproces,” vurderer Amira.

Modet og netværket vokser

Familien er nu kommet så langt, at Memox har trappet timerne med råd og vejledning ned fra 15 timer om ugen til seks ugentlige timer. Modet på at bevæge sig ud i det pulserende liv uden for lejlighedens hoveddør vokser støt og roligt. Børnene går i skole og har fået legekammerater. Familiens store dreng har fritidsjob som avisbud, og moren står for at skulle ud i sin anden omgang praktik. Hun er ifølge Bintu meget motiveret for at kunne klare sig selv og vil meget gerne ud i job.

”Jeg er både glad og stolt over, hvor langt vi er nået, og hvor meget familien kan klare i dag. Moren har været motiveret for at samarbejde hele vejen, og hun er dybt taknemmelig for den særlige måde, der er blevet taget hånd om hende og familien,” siger Bintu.

Vi skal give den tid, der er brug for

Målet har hele tiden været, at familien efter et stykke tid skal kunne klare sig selv på egen hånd og i sidste ende være uafhængige af det offentlige system. Og de er nu dér, hvor de ikke længere har brug for, at Bintu holder dem i hånden hele tiden.

For øjeblikket er en frivillig kontaktperson stille og roligt ved at lære familien at kende.

”Det er en tryghed for alle at vide, at der står en anden person klar til at tage over, når hjælpen fra Memox er trappet helt ud, og Bintu tager afsked med familien,” siger Amira.

Både hun og Bintu ser med stor glæde tilbage på deres samarbejde med Varde Kommune.

”Vi har kun mødt mennesker med hjertet på rette sted, som har sat alt ind på at hjælpe familien så godt som overhovedet muligt. Der har fra start været en åbenhed for at tænke på tværs. Vi opnår de bedste resultater med integration af kvoteflygtninge, når vi giver familien den tid, de har brug for, og forener alle  kræfter om at give den bedste hjælp til selvhjælp,” slutter Amira.

Artiklen er skrevet med samtykke fra familien, som ikke ønsker at deltage med deres navne.

Thomas er skolecoach i Memox.  I sit arbejde som pædagog og lærer har han mødt mange børn med ADHD. Thomas har fire gode råd til familier med ADHD.

Selvom mennesker med ADHD er lige så forskellige som andre mennesker, så har børn med en ADHD-diagnose i større eller mindre grad udfordringer inden for tre symptomområder:

• Impulsivitet
• Uopmærksomhed
• Hyperaktivitet

Mange børn med ADHD har eksekutive vanskeligheder. Det betyder, at de kan have svært ved at fokusere, koncentrere sig, planlægge, organisere og tage initiativ. Ligesom de kommer til kort, når det handler om at styre følelser og impulser. Det kan vise sig ved, at de har svært ved at vente, huske, høre efter, forstå regler og overholde grænser.

”Mange børn med ADHD har en adfærd, der kan virke forstyrrende og irriterende på folk i barnets omgivelser. Når barnet bryder grænser og regler, konstant afbryder, hænger i gardinerne og farer omkring, så antager man måske, at barnet er dårligt opdraget. Men det er jo slet ikke det, det handler om,” pointerer Thomas.

FAKTA

ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. Årsagen til ADHD er primært arvelighed. Der er derfor meget ofte flere inden for samme familie med ADHD eller ADHD-lignende vanskeligheder.

Genkendelighed og struktur er vejen frem

Når man som familiekonsulent kommer ind i et hjem, som er udfordret af børn og/eller voksne med ADHD-adfærd, så er den bedste hjælp ifølge Thomas at støtte forældrene med at håndtere symptomerne og indrette hverdagen med ADHD bedst muligt.

Barnets udfordringer kommer nemlig som regel mest til udtryk i situationer, hvor tingene flyder, mens de fylder mindre i situationer, som er velkendte og mere strukturerede.

”Det er vigtigt ikke at lade ADHD-diagnosen gå ind og skygge for det enkelte barn. Alle børn er gode til noget. Også børn med ADHD. Derfor skal man som forældre være meget opmærksom på at anerkende og rose barnet for de ressourcer, barnet har, og samtidig prøve skabe forudsigelige rammer i hjemmet for barnet,” understreger Thomas.

Thomas har fire gode råd, man som familiekonsulent eller anden fagprofessionel kan give videre til familier, der har ADHD tæt inde på livet.

1. Markér overgangen fra skole til hjem

   Når alle kommer hjem fra skole og arbejde, så sæt jer ned stille og roligt og snak om, hvordan dagen er gået for børn og voksne. Barnet kan have svært ved at skifte fokus fra den ene situation til den anden, og en velkendt og rolig markering af overgangen fra skole til hjem hjælper barnet med at lande og lægge en dæmper på uroen.

2. Lav en plan for, hvad der skal ske hver dag i løbet af ugen, og visualiser planen

   Opdel planen i tidsintervaller, som barnet har overskud til at overskue. Det hjælper både store og små med at skabe struktur i hverdagen. Det er en god ting, for struktur frigør kognitive ressourcer for alle.

3. Indfør faste søvnrutiner.

   Mange børn med ADHD har svært ved at falde i søvn. Og det er skidt. For de eksekutive færdigheder er nogle af de første, der påvirkes af manglen på søvn, og netop her er barnet jo i forvejen udfordret. Derfor er det ekstra vigtigt at skabe gode rutiner omkring søvn.

4. Læs ADHD-foreningens 25 råd til forældre til børn med ADHD og ADHD-lignende adfærd.

   Her finder man helt konkrete redskaber til en hverdag med børn, kærlighed og kaos. Guiden kan bruges af alle forældre, der vil forebygge og håndtere udfordrende adfærd hos børn og styrke, selvværd, trivsel og relationer i familien. Find guiden her.

I sin pædagogiske praksis som skolecoach i Memox Skoleboost griber Vicki gang på gang fat i redskaber fra kognitiv adfærdsterapi til sit arbejde med børn, som på forskellige måder har ondt i børnelivet.

Den kognitive diamant er ét af de redskaber, Vicki tit tager afsæt i. Den har fokus på forholdet mellem tanker, følelser, kropsfornemmelser og adfærd, og hvordan de gensidigt påvirker hinanden.

Diamanten er en kæmpe hjælp og inspiration til skolecoachens arbejde med at hjælpe det enkelte barn med at ændre på de fastlåste tankemønstre og den tillærte adfærd, som skaber de udfordringer, barnet står med i hverdagen – det være sig angst, udadreagerende adfærd, skolevægring eller andet.

1. Undersøg barnets tanker og leveregler

”Jeg starter med at snakke med barnet om, hvad en tanke i det hele taget er for en størrelse, og hvad det er, tanker gør ved os og hvordan de påvirker vores følelser og vores kropsfornemmelser. På den måde undersøger jeg de tanker, der er i spil, og særligt, hvordan barnets tanker bliver påvirket af de grundlæggende antagelser, som barnet har om sig selv.”

De grundlæggende antagelser kan også beskrives som de leveregler, barnet ubevidst har sat op for sig selv i form af strenge krav. Det kan fx være krav til perfektion, som gør, at barnet ikke må fejle og føler sig lammet, trist og angst. Skrappe selvpålagte krav til perfektion kan være ødelæggende for både venskaber, skolegang og fritidsliv. I værste fald risikerer barnet at ende i skolevægring.

Når Vicki oplever, at negative leveregler spænder ben, så støtter hun barnet til at ændre på det mindset, som påvirker barnets følelser og adfærd negativt. Her kan de såkaldte forskerspørgsmål komme på banen. Det er åbne og undersøgende spørgsmål, som udforsker og går bagom barnets leveregler. Hvis barnet har en leveregel, der sætter krav om perfektion, kan spørgsmålene fx være:

Hvad nu hvis du fejler?
Har du nogensinde oplevet, at de har grinet ad dig inde i klassen?
Hvad sker der, hvis de griner ad dig inde i klassen?
Hvordan sætter det sig i din krop ikke at være perfekt?

2. Anerkend barnet og vis, at alle følelser og tanker er ok

I samtalerne med barnet lægger Vicki vægt på at anerkende barnet for at have modet til at undersøge sine tanker og følelser.

”Jeg viser altid barnet, at alle følelser og tanker godt må være dér. Ofte er de her tanker og følelser forbundet med en masse skyld og skam, som tynger og begrænser barnet. Derfor skal barnet vide, at de svære følelser er ok. Men vi snakker også om, at barnet måske skal til at gøre noget andet, når tankerne kommer,” siger Vicki.

3. Tak barnet og opbyg tillid

Hun takker altid barnet for at gøre hende klogere. Det er nemlig med til at opbygge den tillid i relationen som er helt afgørende for, at hun er i stand til at hjælpe barnet med at rykke sig.

”Jeg takker for den tillid, barnet viser mig og siger fx ”Du har lært mig, hvordan du skal mødes, og du har gjort mig klogere på, hvor dine grænser går. Tak for, at jeg har fået lov at være med, når det er svært.”

4. Eksternalisér og eksponér

Vicki støtter også barnet i at eksternalisere sine følelser. Det gør hun ved at tale om barnets udfordringer og svære følelser som noget, der er adskilt fra barnet. Målet er at få skabt en afstand mellem udfordringen og barnet selv, så byrden af skam og skyld på barnets skuldre bliver lettet.

Eksponering er et andet vigtigt greb – især til børn, der har angst og fobier. Det handler om gradvist at udsætte barnet for dét, han eller hun er bange for. Her sætter Vicki sammen med barnet et konkret mål, som barnet skal prøve at nå frem til.  Når målet er på plads, hjælper hun barnet med at finde ud af, hvad barnet trin for trin skal gøre for få kontrollen tilbage, så angsten ikke længere har overtaget.

5. Følg barnets tempo

For Vicki er der en ting, som er særlig vigtig, nemlig at det er barnet, der bestemmer tempoet.

”Alle omkring barnet presser på for en hurtig udvikling. Men det er ikke i barnets tarv.  I stedet skal vi give tålmodigheden en stor plads. Vi skal lade vores arbejde med børn, der har ondt i børnelivet, ske stille og roligt, så barnet kan følge med i hvert eneste skridt.”

Læs mere om Vickis arbejde i artiklen
Fra skolevægring til fuldt skema

Mette og Lars husker deres første tid som nybagte spædbarnsforældre som forvirrende og kaotisk. Men det billede vendte, da familiekonsulenter fra Memox rykkede ind i den lille families hjem med helt friske øjne på de udfordringer, det unge par skulle lære at tackle for at sikre trivslen for deres lille datter.

Mette og Lars’ datter er for tidlig født, og da den lille familie en uge efter fødslen blev udskrevet fra sygehuset, var det til familiebehandling døgnet rundt – dog ikke med Memox som leverandør i første omgang.

”Vi kunne ikke slappe af og nyde lillepigen. Vi skulle præstere hele tiden. Der var et massivt psykisk pres. Hver gang vi havde et godt moment med den lille, stod der en person og kontrollerede os. Vi fik hele tiden at vide, at det var os, det var galt med.”

Sådan husker Mette og Lars den første tid hjemme med deres nyfødte, inden Memox kom på banen

Efter få uger hjemme modtager kommunen en underretning fra en ergoterapeut. Hun er bekymret; den lille er ifølge hende låst i sine led og har ikke øjenkontakt. Kommunen vælger umiddelbart efter at tvangsfjerne datteren fra hjemmet.

”Men inde i mig var der stadig et håb. Jeg vidste, at grundlaget for tvangsfjernelsen ikke var i orden. Jeg ville kæmpe for at få hende hjem,” fortæller Mette.

Og det viste sig, at børne- og ungeudvalget var enige med Mette i, at der ikke var det nødvendige grundlag for en tvangsfjernelse. Efter seks dage i en plejefamilie fik Lars og Mette datteren hjem igen.

Opbakning til forældrerollen

Samtidig rykkede familiekonsulenter fra Memox ind i familiens hjem. Hele døgnet. 24/7. Både kommunen og det unge par mente, at der var brug for helt friske øjne på udfordringerne.

”Memox gav os en super god opbakning til vores rolle som forældre. Jeg oplevede, at familiekonsulenterne lyttede til mig i stedet for at kigge mig over skulderen. Og til trods for alle de tunge ting, jeg har med mig i bagagen fra min opvækst, så følte jeg aldrig, at jeg blev dømt. Jeg kunne altid tage fat i konsulenterne og spørge dem til råds og få en god vejledning,” fastslår Mette, som især havde brug for støtte til at indgå i et i trygt og udviklende samspil med sin lille datter.

Forældrene skal rykke sig

Hanne, som var én af de familiekonsulenter fra Memox, der kom i hjemmet, fortæller, at der ikke er meget tid at give af, når det handler om et spædbarns trivsel og udvikling.

Den tidlige tilknytning mellem forældre og barn er altafgørende. Den hjælper nemlig barnet til at udvikle evnen til at håndtere stressede situationer og regulere negative følelser senere i livet.

”Vi SKAL kunne se, at forældrene rykker sig – og det kunne vi,” konstaterer Hanne.

”Ja, jeg har virkelig arbejdet med min ansigtsmimik, og jeg gjorde fremskridt, fordi familiekonsulenterne fra Memox var så støttende,” nikker Mette.

Hun har haft stor gavn af Marte Meo – en videobaseret metode til at opnå et positivt støttende samspil mellem mennesker, som Memox bruger til at følge forældres interaktion med deres spædbarn og spædbarnets adfærd i samspillet.

”Jeg lærte meget af at se på videoerne. Jeg kan godt se, hvordan min mimik haltede, og hvor meget den har forandret sig. Der har i det hele taget været op- og nedture undervejs, men hold da op, hvor er jeg nået langt,” smiler Mette.

Større personlig indsigt

Med støtte fra Hanne har Mette også fået redskaber til bedre at styre og regulere sit følelsesliv, som under pres hurtigt kunne komme ud på en rutsjebanetur.

”Jeg har temperament, men jeg er blevet bedre til at styre det og i det hele taget at håndtere mine følelser. Det går ikke, at jeg tænder af, når mit barn sidder lige ved siden af. For mig handler det først og fremmest om at holde fokus på min datter. Og nu ved jeg, hvad jeg skal arbejde med hos mig selv, og hvorfor jeg reagerer, som jeg gør,” fortæller Mette og Lars tilføjer:

”Memox og samtalerne med Hanne har hjulpet meget. Du er blevet meget bedre til at tackle konflikterne. Du har lært, at man kan snakke om tingene. Vi har begge lært mere om at sætte os i hinandens sted.”

Ærlighed frem for alt

Både Lars og Mette fortæller, at de følte, at de kunne være åbne og ærlige i samarbejdet med familiekonsulenterne fra Memox. Og at det har gjort en stor forskel.

”Jeg har aldrig lagt skjul på, hvordan jeg havde det, og det var altid ok, hvis jeg sagde, at jeg lige havde brug for fem minutter for mig selv. Så det var faktisk ikke en belastning at have mennesker i huset hele døgnet rundt,” siger Mette, som betegner forløbet som meget ærligt.

”Og så var det fedt, at Memox gennemgik statusrapporterne med os, før de blev sendt til kommunen,” supplerer Lars.

“Der var indimellem nogle ting, vi var uenige om, men så kunne vi snakke om det og komme med vores kommentarer. De holdt ikke noget skjult for os,”.

Støtte til samarbejde med kommunen

Det er Hannes oplevelse, at Lars og Mette var villige til at samarbejde og tage imod støtten og vejledningen fra Memox.

”Vi kan kun skabe de forandringer, der skal til, hvis familien tager ejerskab til handleplanen. Og Mette og Lars tog altid arbejdstøjet på. Vi kunne altid regne med, at tingene blev sagt.  Og samtidig formåede Mette og Lars også at skabe et mere konstruktivt samarbejde med kommunen,” understreger Hanne.

Memox deltog sammen med Mette og Lars på møder i kommunen. Og det har ifølge parret hjulpet den gensidige tillid på vej.

”Det gav os ro og tryghed at have Memox med som back-up, der kunne hjælpe os med bedre at forstå, hvad der skete på møderne, og som bakkede os op, hvis vi havde svært ved at komme til orde. Det har gjort, at vi tør stole mere på kommunen,” siger Lars.

For at beskytte familien og sikre anonymitet er Lars og Mette opdigtede navne.

”Vi har været under stort psykisk pres, men Memox har hjulpet os med at tackle de udfordringer, vi havde som familie.” Sådan fortæller Mohamad og Zeynab, som er forældre til to døtre på 6 og 1 år. De har gennemført et forløb med én af Memox’ familiekonsulenter, Bayan.

Mohamad og Zeynab er fra Syrien og blev gift i 2015. Året efter kom parrets ældste datter til verden. Da hun var knapt et år gammel, tvang krigen i Syrien familien på flugt. Undervejs blev Mohamad adskilt fra Zeynab og datteren. Der skulle gå fire år, før den lille familie blev genforenet i Danmark og flyttede ind i deres første lille lejlighed i Dragør Kommune.

Svær start på det nye liv i Danmark

Men starten på det nye liv sammen var langt fra let.

Kort tid efter parrets yngste datter er kommet til verden, blev Zeynab alvorligt syg, og Mohamad måtte alene stå med ansvaret for at få hverdagen til at fungere. Samtidig skulle både han og Zeynab finde fodfæste i et fremmed land med alt, hvad det indebærer af afsavn, sproglige barrierer og ukendte forventninger til dem som forældre.

Familiens store datter reagerede på den stressede situation i hjemmet; Hun var konstant grænsesøgende og ville bestemme alt. Samtidig krævede hun sin mors udelte opmærksomhed. Da hun ikke fik den, begyndte hun at tale babysprog.

”Det var svært for os at tackle. Jeg kendte ikke vores store datter så godt på det tidspunkt. Vi havde jo været adskilt, siden hun var helt lille. Så jeg var lidt forsigtig og tilbageholdende. Skulle jeg blande mig i opdragelsen, eller skulle jeg lade være?” fortæller Mohamad om den usikkerhed, han oplevede i forhold til sin rolle som far.

”Men Bayan har støttet os i, hvordan vi kan sætte grænser for vores store datter på en måde, som hun forstår. I dag har jeg lært at være en nærværende far, som ikke er bange for at stå ved, at jeg er den voksne, som bestemmer.”

Støtte til at stå stærkere sammen som familie

Men Bayan har ikke kun støttet familien igennem en svær periode i livet, hvor de havde brug for en ekstra hånd i ryggen for at kunne sikre god trivsel for deres børn. Hun har også guidet Mohamad og Zeynab til at stå stærkere sammen som par. For da de blev genforenet i Danmark efter de fire års adskillelse, var de som fremmede for hinanden.

”Bayan har hjulpet os med at få et tættere forhold. Hun har rådgivet os i, hvordan vi bedre kan tage hensyn til hinanden. Give hinanden opmærksomhed, dele tanker og følelser og lave fælles aktiviteter.”

”I den kultur, hvor jeg kommer fra, er det som regel kvinden, der tager sig af børnene og de huslige opgaver. Men med Bayans hjælp har jeg fået en forståelse for, hvordan mandens rolle i familien er her i Danmark. I dag er vi blevet gode til at deles om opgaverne,” siger Mohamad.

Kendskab til sprog og kultur gør forskel

Mohamad og Zeynab fortæller, at det har gjort en stor forskel, at de er blevet mødt af en familiekonsulent som Bayan, der taler deres sprog og kender til den kulturelle baggrund, de er rundet af.

”Bayan har hjulpet os meget med at forstå det danske samfund og de forventninger, der er til at opdrage børn her i landet.”

Mohamad og Zeynab har fået skabt et sikkert fundament at stå på som forældre. Zeynab går på sprogskole, og Mohamad passer sit aftenarbejde i en restaurant. De laver legeaftaler for deres børn med andre forældre. Endnu taler og forstår de ikke dansk godt nok til at tage snakken i dybden med pædagogerne i børnenes daginstitutioner. Men så finder de Google Translate frem på telefonen. For de er begge opsatte på at kunne kommunikere om deres børns ve og vel.

I Memox indgår en familiekonsulent og en socialfaglig koordinator  som makkerpar i alle indsatser. Det er et makkerskab, som hverken Pakeeza eller Birgit ville være foruden.

”Man skal aldrig opleve, at man står alene med arbejdet ude i familien. Det er vigtigt, at man som familiekonsulent altid har én, man kan sparre med.”

Sådan lyder det fra Birgit, som er socialfaglig koordinator. Hun har arbejdet tæt med Pakeeza i mange familiebehandlingsindsatser.

Birgits dør står åben

Som familiekonsulent har Pakeeza fokus på at skabe udvikling i familien. Hun er familiens primære kontakt og arbejder pædagogisk med at rykke forældrene, så de får redskaber til at ændre de forhold, som spænder ben for deres børns trivsel og udvikling. Det er et arbejde, som kræver en høj grad af selvstændighed i hverdagen.

”Netop derfor er det dejligt at vide, at Birgits dør altid står åben. Det er fantastisk, at jeg har muligheden for at dele både faglige udfordringer og glæder og få talt tingene igennem med hende. Jeg kan altid henvende mig uden at tøve. Jeg ved, at Birgit har min ryg,” siger Pakeeza.

Kan koncentrere sig 100% om familiebehandlingen

Som socialfaglig koordinator er det Birgit, der har ansvaret for at spinde den røde tråd igennem hele indsatsen. Hun står for den tætte dialog med myndighedsrådgiver og holder løbende opfølgningsmøder med afsæt i Signs of Saftety med de familiekonsulenter, hun samarbejder med i de enkelte indsatser.

Endelig har hun ansvaret for at udarbejde statusrapporterne.

”Vi spiller hinanden gode, så jeg kan lave mit skrivebordsarbejde, og Pakeeza kan koncentrere sig 100 % om sit arbejde ude i marken. Vores samarbejde bygger på gensidig respekt og tillid til hinanden, og det betyder, at vi på den bedst mulige måde når målene i handleplanen ” understreger Birgit. Pakeeza tilføjer:

”Man har brug for at være to i det her arbejde – og jeg synes, det er et virkelig godt støttesystem, vi har som familiekonsulenter i Memox.”

“Skolecoachen fra Memox Skoleboost, kom ind med helt åbne øjne. Hun vidste jo godt, hvilken diagnose og hvilke udfordringer min søn havde, men hun kiggede bare på den her unge fyr.  Og i stedet for at sige:  Du har en diagnose, der hedder sådan og sådan, så skal jeg arbejde sådan og sådan, så gik Vicki ind og så på personen, min søn.”

Sådan fortæller en mor til en 15-årig dreng med autisme, som Memox Skoleboost har hjulpet fra skolevægring tilbage til fuldt skoleskema, efter flere år hvor angst havde spændt ben for både skolegang og trivsel.

”Min søn har altid kunnet følge med fagligt. Men det var på ingen måder en mulighed for ham at skulle op til tavlen eller deltage i gruppearbejde. Han kunne sagtens finde ud af at aflæse sine klassekammerater.Og han havde et par rigtigt gode venner i klassen. Derfor valgte vi, at han skulle blive i folkeskolen, hvor han havde et godt netværk,” siger moren.

Et helt år med skolevægring

Da sønnen når til 7. klasse, bliver kommunens skoler blandet. Drengen skal starte på en anden skole med nye elever. Samtidig bliver han mødt med forventninger om at præstere mere ekstrovert i skolen.

”Han var angst og meget trykket i sig selv, så det var helt umuligt for ham. Dét, han kan, er at trække sig fra alt, hvad der er farligt. I stedet for at møde det farlige, går han hellere et skridt tilbage . Det er en kæmpe udfordring at være i. Og det endte med et helt skoleår, hvor han ikke var i skole,” fortæller moren.

Skolen gjorde, hvad den kunne, for at få ham i gang igen. For at give ham ro, fik han lov at sidde alene i et mødelokale på skolen. Støj, lyde og indtryk fra skolens andre elever pressede ham så meget, at han hverken kunne være i klasselokalet eller ude i frikvarterne. Han mødte ind tidligt om morgenen for at undgå at støde ind i andre elever og sad alene og blev undervist af en vikar. Efter et par timer gik han hjem igen. Han talte ikke med nogen, og han bad ikke om hjælp.

Efter en måneds tid på den måde, sørgede kommunen for, at Memox Skoleboost kom på banen. Skoleboost er et helhedsorienteret tilbud, som netop retter sig mod at hjælpe de børn, som står uden for skolens faglige og sociale fællesskab og i værste fald er endt i skolevægring.

Skridt for skridt væk fra skolevægring

Vicki, der som skolecoach skulle arbejde med drengen i skolen, ser tilbage på den første dag, hun mødte ham.

”Jeg mødte en dreng, som helst ikke ville have øjenkontakt.Som ikke talte til mig eller andre, og hvis krop sitrede, når der var andre mennesker i rummet. ”

For at gøre ham tryg, besluttede Vicki, at hun ville spejle hans  tavshed. Det betød, at skolecoach og elev tilbragte mange stille stunder sammen.

”Men det betød samtidig, at vi fik skabt en relation. Efter et par uger kunne han kigge mig i øjnene, og jeg kunne ane et smil inde bag hans ellers udtryksløse mimik,” fortæller Vicki.

Lidt længere end i går

Hun underviste ham og krævede efterhånden mere og mere af hans kommunikation.

”Vi opfandt et sprog, som vi kunne bruge sammen. Når han lagde hånden på sin skulder, så bad han om hjælp. Så skulle jeg se, hvor han var nået til og spørge, om det var det hér, han skulle have hjælp til. Og så kunne han sige ja eller nej.”

Næste skridt var, at han kunne sætte et kryds på papiret og bede om Vickis hjælp. For skolecoachen handlede det om tålmodigt at rykke ham lidt længere, end han var i går.

”Han vidste, at jeg ikke ville presse ham for meget. Så når jeg lagde an til næste skridt, så vidste han også, at jeg troede på, at han godt kunne. På den måde smittede jeg ham med min motivation, så han godt turde prøve.”

Hjælp til at håndtere angsten

Da Corona sendte alle elever hjem, var udfordringen at lokke drengen til at være med ved skærmen og deltage i hjemmeundervisning. I starten var han på i 10 sekunder og til sidst i 45 minutter – dog uden billede og lyd.

I den proces var han selv med til at sætte nye mål og efterfølgende at evaluere på, hvilke reaktioner han havde haft i sin krop. Det handlede for skolecoachen om at udfordre angsten trin for trin, samtidig med at drengen hele tiden vidste, hvad det næste skridt var.

”Man kan godt presse min søn lidt, men hvis man presser ham for meget, så går han i stykker. Som minimum går han i baglås. Så her har Vicki været enormt fintfølende, og jeg tror, at det er den fintfølenhed, der er grobunden i det hele,” vurderer drengens mor.

Hun har også selv lært meget af Vickis pædagogiske tilgang, som hun bruger i hverdagen, når hun skal hjælpe sin søn med at håndtere angsten.

”Før kunne vi sige til vores søn: ”Kom nu, vi ved, du har gjort det før, så kan du også nu.” Men i dag går vi ind og tjekker af med ham på en skala, hvis han skal noget. Hvis han ligger på 10, så er det helt umuligt, men Hvis det er en 7’er, så kan vi snakke med ham om, hvad der skal til for lige at få det en tak ned. Og det fungerer fint for vores søn.”

Forudsigelighed og tryghed frem for alt

Ved afslutningen af skoleåret får drengen et skoletilbud i en specialklasse under folkeskolen med færre elever og flere lærere i hver klasse. Men drengen gør sig mange tanker og er tydeligt bekymret. Vicki beslutter, at han skal øve sig i at møde det nye, der venter på den anden side af sommerferien.

Så sommeren igennem kører drengen med Vicki over til skolen. Først skal han kigge på indgangsdøren til huset, hvor specialklassen bor, og så kører de igen. Næste dag går drengen rundt om huset. Og så kører de igen. De tager det stille og roligt, trin for trin, og til sidst går drengen sammen med sin skolecoach ind i huset – og er dér først få og senere flere timer på en dag.

Da første skoledag efter sommerferien oprinder, kan han uden videre gå ind i huset. Udfordringen er dog stadig at være sammen med de andre elever. Det kan hans system stadig ikke rumme. Derfor får han igen sit eget rum, hvor Vicki i starten underviser ham. Sammen opbygger de en tryg og forudsigelig skoledag, som drengen kan være i uden at blive for urolig og ængstelig.

”Vi brugte et følelsesbarometer med farver, som han kunne pege på. Efterhånden fik han sat flere og flere ord på. Det var en måde for ham at tjekke, hvordan han havde det, og hvordan han kunne komme ud af en ubehagelig følelse. Vi har samtidig øvet, hvordan han kan regulere sig selv, når han bliver urolig i sine tanker, følelser og krop. En af de strategier, han kan ty til, er at tegne og lytte til meditationsmusik, ” fortæller Vicki.

Måler sig selv

Efter en måneds indkøring kunne hun stille og roligt lade en anden lærer og pædagog fra skolen overtage undervisningen.

”Pædagogen adopterede dét, jeg gjorde. Når drengen fx er blevet mødt af et krav om at tale i timen, så skal han efterfølgende måle sin følelsesmæssige tilstand på barometret; hvis han er under den gule streg, så må pædagogen godt stille det samme krav næste dag. Men hvis drengen er over den gule streg, så handler det om at spørge nysgerrigt ind til hans egne forslag til, hvad der kan hjælpe ham til at komme under den gule streg. Det handler hele tiden om at forebygge og komme en følelsesmæssig overreaktion i forkøbet,” forklarer Vicki.

En kæmpe udvikling

Og hjemme hos drengens mor er der lettelse og glæde. Skolevægring er der ikke længere tale om.

”Min søn går glad i skole hver dag. I starten var det hver anden dag, men nu møder han ind hver morgen og går hjem om eftermiddagen. Så han er tæt på fuldt skema nu. Det er en kæmpe udvikling. Vicki har gjort meget for min søn og for hele vores familie,” fastslår moren.

Hun tør ikke tænke på, hvor hendes søn og familien havde været uden Memox Skoleboost.

”Det er helt afsindigt at tænke på. Så havde vi nok trukket i en nødbremse, og så var han endt på en specialskole for nogle børn med nogle helt andre behov end ham. For vi ville jo ikke kunne klare en søn, der bare skulle gå hjemme. Det har betydet alt for ham, at han er blevet i sit nærmiljø med det netværk, han har her,” siger moren og tilføjer:

”Vi har været meget, meget glade for at samarbejde med Memox fra dag ét og stod med tårer i øjnene, da vi skulle sige farvel.”