”Det er her i Danmark, vi skal bo og føre vores liv videre. Det er her, vi skal opdrage vores børn. Så det nytter ikke, at vi trækker værdier fra vores hjemland ned over hovedet på børnene, når det ikke giver mening for dem.” Sådan nogenlunde faldt ordene fra en mor med rødder i Mellemøsten.
Pakeeza, som er familiekonsulent i Memox, blev meget glad da hun hørte moren sige de ord.
“For hold nu op, hvor den mor havde rykket sig!” siger Pakeeza. Hun har ad flere omgange arbejdet med forældrene, senest med tæt sparring fra socialfaglig koordinator Nadia.
Da Memox kom ind i familien, var samarbejdet mellem familien og dens sagsbehandler gået i hårknude. Kommunen overvejede alvorligt at anbringe familiens børn. De hverken trivedes eller udviklede sig alderssvarende.
”Forældrene havde siddet til flere møder med kommunen og nikket og sagt ja. Og så var de gået hjem og havde gjort det modsatte. De havde ikke forstået, hvad der blev forventet af dem. De oplevede, at sagsbehandleren stillede krav, som de overhovedet ikke kunne honorere. Mens sagsbehandleren på sin side fik den opfattelse, at forældrene ikke var villige til at gøre en indsats for at forbedre sig som forældre,” forklarer Nadia.
Vi taler samme sprog
Først da Pakeeza kommer på banen som familiekonsulent, begynder forældrene så småt at forstå, hvad kommunen ville have dem til at gøre. Pakeeza blev matchet på opgaven ud fra både sine kompetencer og sin sproglige og kulturelle baggrund. Fra første dag møder hun derfor familiens på deres modersmål og med en forståelse for den kultur, de er rundet af.
”De kan spejle sig i den fagperson, der kommer ind ad døren; vi har samme baggrund og taler samme sprog. På den måde bliver jeg en rollemodel, som de kan nære umiddelbar tillid til. Det betyder, at de er mere trygge og åbne og dermed lydhøre over for den vejledning, jeg giver,” vurderer Pakeeza, og Nadia tilføjer:
”Man kan sige, at Pakeeza går ind og griber de her forældre. De følte, at de havde fået påtvunget en handleplan, som de ikke forstod. Derfor havde de svært ved at samarbejde om den. Nu gav de udtryk for, at de følte sig set og hørt. Og det gjorde jo en kæmpe forskel.”
Børnene er i centrum for familiebehandlingen
Pakeeza møder familien på deres præmisser. Samtidig gør hun det klart, at der fra kommunens side er en alvorlig bekymring for børnenes trivsel og udvikling. Og at det er dén bekymring, de sammen skal arbejde med.
”Så hvem er det, vi gør det her for? Det er børnene, der er i centrum. Ikke forældrene. Men det er igennem forældrene, vi skal opnå fremskridt og forbedringer for børnene. Derfor gjorde jeg rigtig meget ud af at få talt målene i handleplanen grundigt igennem med dem. Og jeg visualiserede også målene for at gøre det helt tydeligt, hvad det var, vi skulle arbejde med,” forklarer Pakeeza.
Både hun og Nadia oplevede, at forældrenes skepsis gradvist blev afløst af en vilje til samarbejde.
”Da først de forstod, at både Memox og kommunen var dér for at sørge for, at deres børn fik de bedst mulige vilkår – og at det ikke handlede om, at de skulle tilfredsstille sagsbehandleren – så gav det et ordentlig skub i den rigtige retning i forhold til deres fokus og tankegang,” fortæller Nadia.
For mange forældre med mellemøstlig baggrund kan det føles, som om de opgiver deres egen identitet, når de giver slip på de værdier og normer for opdragelse af sønner og døtre, de kender fra deres egen kultur.
Hjælp til en balanceret børneopdragelse
Hvad vil det sige at opdrage børn i det danske samfund? Og hvor adskiller det sig fra hjemlandets måde at opdrage børn på? Det var spørgsmål, Pakeeza tog fat på i dialogen med forældrene.
Hvilke forventninger er der til forældre i Danmark? Hvad vil det sige at være barn i en dansk kontekst? Og hvordan kan man vende det til en fordel for børn at have rødder i flere kulturer og få flere sprog med sig i bagagen? Det var alt sammen nogle af de spørgsmål, hun hjalp forældrene til at forstå bedre.
”For mange forældre med mellemøstlig baggrund kan det føles, som om de opgiver deres egen identitet, når de giver slip på de værdier og normer for opdragelse af sønner og døtre, de kender fra deres egen kultur. Så derfor er mit fokus at hjælpe dem til at finde en balance, hvor det er muligt at leve med to kulturer og to sprog. Og også se det som en fordel. Det gælder om at støtte dem til at tage det bedste fra både den danske og hjemlandets kultur og blande det,” siger Pakeeza.
”Og så er det jo fedt, at forældre bliver mødt af en person, som forstår, hvor de kommer fra. En person, som samtidig er et eksempel på, at man som pige kan få et selvstændigt liv i det danske samfund med uddannelse og arbejde og samtidig bevare sin kultur, religion og sprog. Det giver håb for familien!” slutter Nadia.
