“Skolecoachen fra Memox Skoleboost, kom ind med helt åbne øjne. Hun vidste jo godt, hvilken diagnose og hvilke udfordringer min søn havde, men hun kiggede bare på den her unge fyr.  Og i stedet for at sige:  Du har en diagnose, der hedder sådan og sådan, så skal jeg arbejde sådan og sådan, så gik Vicki ind og så på personen, min søn.”

Sådan fortæller en mor til en 15-årig dreng med autisme, som Memox Skoleboost har hjulpet fra skolevægring tilbage til fuldt skoleskema, efter flere år hvor angst havde spændt ben for både skolegang og trivsel.

”Min søn har altid kunnet følge med fagligt. Men det var på ingen måder en mulighed for ham at skulle op til tavlen eller deltage i gruppearbejde. Han kunne sagtens finde ud af at aflæse sine klassekammerater.Og han havde et par rigtigt gode venner i klassen. Derfor valgte vi, at han skulle blive i folkeskolen, hvor han havde et godt netværk,” siger moren.

Et helt år med skolevægring

Da sønnen når til 7. klasse, bliver kommunens skoler blandet. Drengen skal starte på en anden skole med nye elever. Samtidig bliver han mødt med forventninger om at præstere mere ekstrovert i skolen.

”Han var angst og meget trykket i sig selv, så det var helt umuligt for ham. Dét, han kan, er at trække sig fra alt, hvad der er farligt. I stedet for at møde det farlige, går han hellere et skridt tilbage . Det er en kæmpe udfordring at være i. Og det endte med et helt skoleår, hvor han ikke var i skole,” fortæller moren.

Skolen gjorde, hvad den kunne, for at få ham i gang igen. For at give ham ro, fik han lov at sidde alene i et mødelokale på skolen. Støj, lyde og indtryk fra skolens andre elever pressede ham så meget, at han hverken kunne være i klasselokalet eller ude i frikvarterne. Han mødte ind tidligt om morgenen for at undgå at støde ind i andre elever og sad alene og blev undervist af en vikar. Efter et par timer gik han hjem igen. Han talte ikke med nogen, og han bad ikke om hjælp.

Efter en måneds tid på den måde, sørgede kommunen for, at Memox Skoleboost kom på banen. Skoleboost er et helhedsorienteret tilbud, som netop retter sig mod at hjælpe de børn, som står uden for skolens faglige og sociale fællesskab og i værste fald er endt i skolevægring.

Skridt for skridt væk fra skolevægring

Vicki, der som skolecoach skulle arbejde med drengen i skolen, ser tilbage på den første dag, hun mødte ham.

”Jeg mødte en dreng, som helst ikke ville have øjenkontakt.Som ikke talte til mig eller andre, og hvis krop sitrede, når der var andre mennesker i rummet. ”

For at gøre ham tryg, besluttede Vicki, at hun ville spejle hans  tavshed. Det betød, at skolecoach og elev tilbragte mange stille stunder sammen.

”Men det betød samtidig, at vi fik skabt en relation. Efter et par uger kunne han kigge mig i øjnene, og jeg kunne ane et smil inde bag hans ellers udtryksløse mimik,” fortæller Vicki.

Lidt længere end i går

Hun underviste ham og krævede efterhånden mere og mere af hans kommunikation.

”Vi opfandt et sprog, som vi kunne bruge sammen. Når han lagde hånden på sin skulder, så bad han om hjælp. Så skulle jeg se, hvor han var nået til og spørge, om det var det hér, han skulle have hjælp til. Og så kunne han sige ja eller nej.”

Næste skridt var, at han kunne sætte et kryds på papiret og bede om Vickis hjælp. For skolecoachen handlede det om tålmodigt at rykke ham lidt længere, end han var i går.

”Han vidste, at jeg ikke ville presse ham for meget. Så når jeg lagde an til næste skridt, så vidste han også, at jeg troede på, at han godt kunne. På den måde smittede jeg ham med min motivation, så han godt turde prøve.”

Hjælp til at håndtere angsten

Da Corona sendte alle elever hjem, var udfordringen at lokke drengen til at være med ved skærmen og deltage i hjemmeundervisning. I starten var han på i 10 sekunder og til sidst i 45 minutter – dog uden billede og lyd.

I den proces var han selv med til at sætte nye mål og efterfølgende at evaluere på, hvilke reaktioner han havde haft i sin krop. Det handlede for skolecoachen om at udfordre angsten trin for trin, samtidig med at drengen hele tiden vidste, hvad det næste skridt var.

”Man kan godt presse min søn lidt, men hvis man presser ham for meget, så går han i stykker. Som minimum går han i baglås. Så her har Vicki været enormt fintfølende, og jeg tror, at det er den fintfølenhed, der er grobunden i det hele,” vurderer drengens mor.

Hun har også selv lært meget af Vickis pædagogiske tilgang, som hun bruger i hverdagen, når hun skal hjælpe sin søn med at håndtere angsten.

”Før kunne vi sige til vores søn: ”Kom nu, vi ved, du har gjort det før, så kan du også nu.” Men i dag går vi ind og tjekker af med ham på en skala, hvis han skal noget. Hvis han ligger på 10, så er det helt umuligt, men Hvis det er en 7’er, så kan vi snakke med ham om, hvad der skal til for lige at få det en tak ned. Og det fungerer fint for vores søn.”

Forudsigelighed og tryghed frem for alt

Ved afslutningen af skoleåret får drengen et skoletilbud i en specialklasse under folkeskolen med færre elever og flere lærere i hver klasse. Men drengen gør sig mange tanker og er tydeligt bekymret. Vicki beslutter, at han skal øve sig i at møde det nye, der venter på den anden side af sommerferien.

Så sommeren igennem kører drengen med Vicki over til skolen. Først skal han kigge på indgangsdøren til huset, hvor specialklassen bor, og så kører de igen. Næste dag går drengen rundt om huset. Og så kører de igen. De tager det stille og roligt, trin for trin, og til sidst går drengen sammen med sin skolecoach ind i huset – og er dér først få og senere flere timer på en dag.

Da første skoledag efter sommerferien oprinder, kan han uden videre gå ind i huset. Udfordringen er dog stadig at være sammen med de andre elever. Det kan hans system stadig ikke rumme. Derfor får han igen sit eget rum, hvor Vicki i starten underviser ham. Sammen opbygger de en tryg og forudsigelig skoledag, som drengen kan være i uden at blive for urolig og ængstelig.

”Vi brugte et følelsesbarometer med farver, som han kunne pege på. Efterhånden fik han sat flere og flere ord på. Det var en måde for ham at tjekke, hvordan han havde det, og hvordan han kunne komme ud af en ubehagelig følelse. Vi har samtidig øvet, hvordan han kan regulere sig selv, når han bliver urolig i sine tanker, følelser og krop. En af de strategier, han kan ty til, er at tegne og lytte til meditationsmusik, ” fortæller Vicki.

Måler sig selv

Efter en måneds indkøring kunne hun stille og roligt lade en anden lærer og pædagog fra skolen overtage undervisningen.

”Pædagogen adopterede dét, jeg gjorde. Når drengen fx er blevet mødt af et krav om at tale i timen, så skal han efterfølgende måle sin følelsesmæssige tilstand på barometret; hvis han er under den gule streg, så må pædagogen godt stille det samme krav næste dag. Men hvis drengen er over den gule streg, så handler det om at spørge nysgerrigt ind til hans egne forslag til, hvad der kan hjælpe ham til at komme under den gule streg. Det handler hele tiden om at forebygge og komme en følelsesmæssig overreaktion i forkøbet,” forklarer Vicki.

En kæmpe udvikling

Og hjemme hos drengens mor er der lettelse og glæde. Skolevægring er der ikke længere tale om.

”Min søn går glad i skole hver dag. I starten var det hver anden dag, men nu møder han ind hver morgen og går hjem om eftermiddagen. Så han er tæt på fuldt skema nu. Det er en kæmpe udvikling. Vicki har gjort meget for min søn og for hele vores familie,” fastslår moren.

Hun tør ikke tænke på, hvor hendes søn og familien havde været uden Memox Skoleboost.

”Det er helt afsindigt at tænke på. Så havde vi nok trukket i en nødbremse, og så var han endt på en specialskole for nogle børn med nogle helt andre behov end ham. For vi ville jo ikke kunne klare en søn, der bare skulle gå hjemme. Det har betydet alt for ham, at han er blevet i sit nærmiljø med det netværk, han har her,” siger moren og tilføjer:

”Vi har været meget, meget glade for at samarbejde med Memox fra dag ét og stod med tårer i øjnene, da vi skulle sige farvel.”