En lovændring, en lettelse og en anerkendelse af dem, der bar for meget.
Det er måske ikke nyt for nogen, men det er vigtigt at sige højt: Børn skal ikke fungere som tolke for deres forældre. De skal ikke sidde med til møder med kommunen, lægen, jobcentret eller til skole-hjem-samtaler og oversætte svære samtaler om sygdom, skilsmisse, arbejdsløshed eller psykisk mistrivsel. 

Alligevel har vi i årevis set det ske. Helt almindelige børn er blevet gjort til voksne alt for tidligt. De har ikke kun oversat sprog, men også stemninger, bekymringer og autoritet. Mange har siddet til skole-hjem-samtaler og forsøgt at gengive lærernes ord om fravær, trivsel eller bekymringer uden selv helt at forstå konsekvensen. Andre har oversat lægens vurderinger om forældres helbred eller sociale samtaler med kommunen. I de øjeblikke blev de ikke bare børn. De blev bindeled, tolke, budbringere og alt for ofte dem, der tog ansvar for andres følelser. De har båret både ord og ansvar, de aldrig burde have haft. 

For få uger siden stillede jeg et åbent spørgsmål til børne- og ungeminister Mattias Tesfaye: Hvor længe kan vi blive ved med at lade børn falde ud af systemet uden handling? Det spørgsmål kom ikke ud af det blå. Det kom fra virkelige oplevelser og langvarige bekymringer. Men i dag vil jeg noget andet. Jeg vil anerkende og sige tak. 

Et bredt flertal i Folketinget har netop vedtaget et forbud mod at bruge børn som tolke for deres forældre. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning, og det fortjener respekt. Forbuddet sætter en streg under noget, vi som fagpersoner har vidst længe: Børn skal ikke bære det ansvar, det er at formidle mellem forældre og system, hverken sprogligt eller følelsesmæssigt. Når et barn får rollen som tolk, sker der en forskydning. Barnet bliver ikke bare oversætter, men også mellemled. Et barn med voksent ansvar. Det er en rolle, de aldrig skulle have haft. 

Et nødvendigt kursskifte

Hos Memox møder vi hver dag børn og familier i udsatte positioner. Vi ser konsekvenserne af det tomrum, der opstår, når system og borger ikke har et fælles sprog. Alt for ofte har man grebet til den løsning, der lå nærmest, nemlig barnet, og det har haft store menneskelige omkostninger. 

Men samtidig vil jeg gerne vende blikket et andet sted hen. For mange af os, der arbejder med børn og familier i dag, har selv stået i det krydsfelt. Mange af mine kolleger i Memox har været de børn. Third Culture Kids. Børn, der voksede op mellem sprog, kulturer og forventninger og som blev nødt til at navigere, oversætte og bygge bro længe før, de selv havde ordene til det. 

Og det skal siges klart: De er ikke blevet dygtige fagpersoner på trods af deres erfaringer. De er blevet det med dem. De forstår kompleksitet. De møder mennesker med blik for nuancer. De er mønsterbrydere, og det mærkes.
Det nye forbud er ikke en slutning, men et startskud. Det viser vilje til at tage ansvar og sætte klare rammer for, hvad vi som samfund vil acceptere. Det ændrer ikke alt fra den ene dag til den anden. Der er stadig brug for professionelle tolke. Der er stadig brug for sprogforståelse i mødet med familier. Der er stadig brug for systemer, der ser forskellighed som grundvilkår og ikke som undtagelse. Men forbuddet sender et signal. Det siger højt og tydeligt, at vi ikke længere vil lade børn stå i midten. 

Vi har ikke løst problemet. Men vi har anerkendt det. Og vi har anerkendt dem, der bar det ansvar. Dem, der voksede op med for meget og valgte at gøre noget godt med det. Det kræver mere end lovgivning at ændre en kultur. Men når vi lytter til dem, der har været midt i den, og når vi bygger videre på deres erfaringer med respekt og retning, så kan vi skabe noget, der rækker langt ud over en lovændring. 

Jeg vil gerne kvittere for det politiske mod og den klare stillingtagen. Tak til Mattias Tesfaye og partierne bag aftalen. Tak for at sætte børn fri for et ansvar, der aldrig burde have været deres. Og tak til alle jer, der i stilhed bar for meget og i dag bærer os andre med. 

Vi er ikke i mål. Men vi er i bevægelse. Og det gør en forskel. 

2,2 milliarder kroner. Så meget brugte vi sidste år på tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der måtte blive hjemme med børn i mistrivsel, skolevægring eller skoleangst. Bag det svimlende beløb gemmer sig ikke bare en økonomisk udfordring, men tusindvis af familier i krise. Forældre, der kæmper en håbløs kamp mod et system, der burde hjælpe dem, men som alt for ofte ender med at spænde ben. 

Når et barn langsomt glider ud af skolen, starter en nedadgående spiral. Først kommer fraværet. Så følger bekymringerne, isolation og mistrivsel. Til sidst står familien alene. Uden plan, uden støtte og uden håb. Og hvorfor? Fordi systemet ikke kan finde ud af at gøre sit arbejde. 

I kraft af mit arbejde gennem flere årtier har jeg set – og ser stadig – hvordan børn bliver tabt. Tabt i systemet og tabt mellem forvaltningernes kasser og siloer. Det er barnet, der betaler prisen her og nu, men på den lange bane står vi også med en massiv samfundsøkonomisk regning, der kun vokser. 

Tabt arbejdsfortjeneste er tænkt som en midlertidig støtte, mens barnet kommer på fode igen. Men lad os være ærlige. For mange bliver hængende i ordningen i årevis, fordi hjælpen aldrig kommer. Det her handler ikke om curlingforældre. Det handler om forældre på overarbejde, der hver dag prøver at holde sammen på en hverdag, hvor barnet nægter at forlade hjemmet, og hvor skolen er blevet symbolet på nederlag. 

Ifølge Undervisningsministeriet havde over 110.000 børn sidste år et skolefravær på mere end 10 procent. 110.000 børn. Det er ikke bare tal. Det er børn, der mistrives. Familier, der kæmper. Og vi ved alle sammen, at jo længere tid et barn er væk fra skolen, jo sværere bliver det at komme tilbage. Alligevel sidder vi på hænderne. 

Og ja, jeg siger vi, men lad os nu rette blikket mod dem, der faktisk har ansvaret. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, hvor længe skal familier vente? Hvor mange børn skal falde helt ud af systemet, før der bliver gjort noget? 

Problemet er ikke nyt. Det har stået på i årevis, og alligevel vokser det. Hvorfor? Fordi samarbejdet mellem skole, forældre og kommune alt for ofte bryder sammen. Fordi systemet er mere optaget af procedurer end af mennesker. 

Der findes ikke en quickfix til skolevægring og mistrivsel. Men der findes en løsning, hvis vi ellers gider tage ansvar. Tidlig indsats og ordentligt samarbejde. Det kræver, at vi dropper kasse- og silotænkningen i forvaltningerne og frigiver råderum til kommunerne, så der kan iværksættes holistiske løsninger, der ser hele vejen rundt om barnet. Børn er ikke sager i et journalsystem. De er mennesker, med alt hvad det indebærer. 

Forældre, skole og kommune vil det samme. At barnet trives. Men de taler ikke samme sprog. Forældrene ser et barn i krise. Skolen ser fraværstal. Kommunen ser endnu en sag i bunken. Det er ikke godt nok. 

Hver dag uden handling forlænger barnets mistrivsel. Hver dag efterlader vi familier i frit fald. Det koster dyrt. Ikke bare penge, men brudte familier, ødelagte barndomme og forældre, der må opgive deres arbejdsliv. 

Tabt arbejdsfortjeneste er ikke en løsning. Det er et plaster på et åbent sår. De 2,2 milliarder kroner er ikke hjælp. Det er prisen for politikernes passivitet. 

Når staten betaler forældrene for at blive hjemme, er det ikke, fordi man har hjulpet barnet tilbage i trivsel. Det er fordi, man ikke har formået at gribe ind i tide. Så de 2,2 mia. kr. er ikke et udtryk for en velfærdsløsning – det er udgiften for ikke at have forebygget og handlet. 

Hvis vi virkelig vil ændre noget, skal vi handle, når de første tegn viser sig. Ikke når barnet allerede er knækket. Og det kræver, at vi tager udgangspunkt i virkeligheden. Ikke i paragraffer og skemaer. 

Mattias Tesfaye, det kræver mod at indrømme, at systemet ikke virker. Men det er præcis det, der skal til. For børn i mistrivsel kan ikke vente på lange udvalgsmøder og flere rapporter. De har brug for handling. Nu. 

Hvor mange flere børn og familier skal vi se knække, før vi forstår, at problemet ikke løser sig selv? 

Det her handler ikke kun om skolegang. Det handler om at give børnene en fremtid. 

Hvis vi fortsætter, som vi gør nu, så bliver næste års regning endnu højere. Ikke fordi vi hjælper flere. Men fordi vi svigter dem hurtigere. 

Vi kan gøre det bedre. Og vi skal. For alt andet er direkte uansvarligt. 

Grundigt forarbejde med inddragelse af alle parter – også børnene – lægger fundamentet for vellykket familiebehandling.

Dette er den første af tre artikler, hvor du kan komme med en tur i maskinrummet og møde to af Memox’ medarbejdere, der fortæller om, hvordan Memox arbejder på at sikre hurtig opstart af indsatser. I denne artikel møder du Adela Sirbubalo fra Socialfagligt Center på hovedkontoret i København.

Jo hurtigere en brand bliver opdaget, og jo hurtigere brandfolkene kommer i gang, jo mere af huset kan man redde! Selvom man ikke direkte kan sammenligne et brændende hus med en familie med udfordringer, så er det stadig en ret præcis illustration af situationen for mange af de udsatte familier, hvor Memox bliver bedt om at hjælpe.

Det har nemlig enormt stor betydning, at man kommer hurtigt i gang med den målrettede socialfaglige indsats – både i forhold til hvilke fremskridt, der kan opnås i familien, og hvor hurtigt det kan ske. En opgave der er blevet endnu mere central med indfasningen af Barnets Lov.

Den hurtige opstart er særligt vigtig i de akutte sager, fortæller Adela Sirbubalo, der er en af de medarbejdere, der modtager henvendelser fra kommunerne.

”Nogle gange skal vi kunne rykke ud med det samme for at undgå, at flere børn bliver anbragt og familien splittes op. Vi vil gerne, hvis det er muligt, forebygge anbringelser, og det kræver tit en hurtig og fleksibel indsats”.

Hvordan skabes forståelse af opgaven?

Derfor lægger Memox vægt på hele tiden at optimere de interne processer, så alle medarbejdere arbejder hurtigt og effektivt fra samme sekund, vi bliver bedt om enten at gå ind i en socialfaglig indsats, eller at give vores bud på en løsning.

Når en kommune henvender sig med en ny sag, så er Adela en af de medarbejdere, som sagsbehandleren møder. Sammen med en håndfuld kolleger i Socialfagligt Center er det hendes opgave at tage imod nye socialfaglige indsatser og koordinere arbejdet, indtil der indgås en endelig aftale om, at Memox skal løse opgaven.

”Når jeg modtager en henvendelse, går jeg straks i gang med at danne mig et overblik og sikre, at vi forstår opgaven rigtigt. Det er helt afgørende for, at jeg efterfølgende kan finde frem til de rigtige kolleger med den rigtige faglige viden til at sikre den kvalitet, vi ønsker at levere”, siger Adela Sirbubalo.

Spørgeguide baseret på ICS-trekanten

Arbejdet med at skabe overblik over alle detaljer foregår systematisk og følger en nøje tilrettelagt proces. Denne indledende kortlægning foregår i tæt samarbejde med den socialfaglige koordinator, der som noget af det første udpeges til at koordinere sagen og stå for den løbende kontakt til kommunen. Ofte er der tale om en koordinator, som kommunen allerede kender, og som har kendskab til særlige lokale forhold.

”Vi har en spørgeguide, der er bygget op omkring de faglige dimensioner i ICS-trekanten, som også er omdrejningspunktet i Barnets Lov. Dette supplerer vi med Memox’ eget koncept for progressionsmåling, hvor vi kortlægger bekymringsgraden på de forskellige dimensioner. Så ved vi, hvor vi står, og vi kan fastlægge realistiske mål – og ikke mindst de tiltag, der skal iværksættes for at nå målene”, fortæller Adela.’

Match af faglighed, sprog og kultur

På baggrund af det samlede overblik over familiens situation, går Adela i gang med at finde den eller de helt rigtige familiekonsulenter til at stå for opgaven. Det er et puslespil, hvor der både skal sikres den rigtige faglige baggrund og det nødvendige kendskab til familiens sprog og kultur.

”Hele essensen i vores familierådgivning er, at vi vil møde familierne på deres modersmål uanset hvor i verden eller Danmark, de kommer fra. Det må bare ikke være på bekostning af den socialfaglige kvalitet, så det kræver nogle gange, at vi tænker ud af boksen, hvis der fx skal findes en konsulent der både har erfaring med en bestemt diagnose, og som samtidig er god til et bestemt sprog eller kulturel baggrund”, pointerer Adela.

Når alle disse brikker i puslespillet er på plads – og en kontrakt er underskrevet – er det tid for Adela at slippe indsatserne og overdrage det daglige ansvar til den socialfaglige koordinator. Men hun slipper dem aldrig helt, for der bliver selvfølgelig fulgt op på, om målene nu også bliver opnået.

”Og så er jeg jo altid nysgerrig efter at vide, om vi lykkes med at komme helt i mål og få hjulpet familierne. Det er det vigtigste”, slutter Adela.

..Men flere og flere børn er ikke en del af gode fællesskaber.

Vores velfærdssamfund er afhængigt af fællesskaber. Fællesskaber hvor vi forpligter hinanden til at løfte sammen – også selvom sammenholdet i fællesskabet kan blive sat på prøve. Desværre ser vi, at flere og flere børn ikke føler, at de er en del af gode fællesskaber.

Den seneste trivselsmåling viste, at flere elever fortæller, at de oplever mobning, flere føler sig ensomme, færre elever oplever, at andre elever accepterer dem, som de er og færre elever er glade for at gå i skole. Med andre ord er børns fællesskaber udfordret.

Derfor er det utrolig vigtigt, at netop fællesskaber har fået en central placering i Trivselskommissionens arbejde. Det er nemlig en del af Trivselskommissionens opdrag at komme med forslag til, hvordan der kan skabes bedre grundlag for positive fællesskaber i alle børn og unges hverdag.

Vi skal ikke spare på hjælpende hænder.

For mange børn og unge falder det let at navigere i fællesskabets mylder, men rigtig mange har også brug for en hjælpende hånd til at finde deres plads i fællesskabet. En hjælp, der i høj grad skal komme fra engagerede voksne i alle hverdagens lokale fællesskaber: familien, daginstitutionerne, skolen, klubberne, fritidslivet. Dér, hvor børn færdes hver eneste dag. Den voksenopgave kan hverken outsources eller spares væk.

Uanset budgetter og presset økonomi, er der ikke noget alternativ til at have nok engagerede voksne til at hjælpe børn med at blive en del af positive inkluderende fællesskaber, så de langsomt men sikkert kan blive til trygge, udviklende baser, hvorfra børn og unge selv kan tage medansvar for at vedligeholde og udbygge fællesskaberne.

Det er nemlig lige så vigtigt, at børn og unge selv bliver i stand til at opbygge og indgå i fællesskaber, som de selv har ansvaret for, men det kræver, at de lærer at begå sig i forskellige sociale sammenhænge og relationer. Det er helt afgørende, hvis vi ønsker at skabe tillidsfulde børn og unge i trivsel, at de evner og har lyst til at engagere sig i positive fællesskaber.

Trygge fællesskaber

Men det kræver også, at vi som samfund – både system og borgere – har fokus på, hvad der skal til for a skabe trygge børnefællesskaber uden mobning, der kan være en meget destruktiv kraft i børn og unges formative år.

Hvis det skal lykkedes at fremme trivslen og styrke børns fællesskaber, er det bydende nødvendigt, at vi uddelegerer både ansvar og kompetence til et uddannet og dygtigt ”frontpersonale”, der er sammen med børn og unge i hverdagen, og som kender betydningen af det trygge fællesskab. Og at de har tid og ressourcer til at arbejde aktivt med forebyggelse og tidlige indsatser.

Drop detailstyring

Mange af de dygtige folk, der arbejder med børn og unge, har oplevet mere end rigeligt af detailstyring og centrale handleplansmål. Det er ikke befordrende for en lokal, engageret indsats, der skal være båret af nærhed, nærvær, tolerance og empati.

Man kunne nå meget langt, hvis lærere, pædagoger, socialrådgivere og andre fagligheder i vores børn liv, blev sat fri fra rigide regler og bureaukratiske dokumentationskrav; hvis det blev erstattet af fleksibel rammestyring, tværfaglighed og tværgående koordinering; og hvis de fik mere tid og flere fagligt dygtige kollegaer til arbejdet med børnenes trivsel. Så ville det skabe et naturligt fokus på borgerne – børnene, de unge, familierne – og på, hvordan deres ressourcer kan bidrage konstruktivt til at skabe gode fællesskaber.

Af Rasmus Kjeldahl, Johanne Schmidt Nielsen, Signe Færch, Kasper Riedl og Henrik Appel. 

Debatindlægget er bragt hos Kristlig Dagblad. 

Amager-virksomheden Memox fylder 10 år. En idé om multietnisk familiebehandling er blevet til en blomstrende socialfaglig virksomhed med vokseværk både i Danmark og udlandet.

For 10 år siden fik Amelevi Hounou Rathleff idéen til en virksomhed, der skulle samarbejde med landets kommuner om at tilbyde familiebehandling og anden støtte på familiernes modersmål – og med forståelse for familiernes kulturelle baggrund.

Fra sin egen opvækst i det sociale boligområde Urbanplanen på Amager havde Amelevi Hounou Rathleff nemlig selv oplevet, hvordan det etablerede kommunale system ikke altid formåede at tilvejebringe den nødvendige støtte til udsatte familier med anden etnisk baggrund.

Den idé blev fra første færd taget godt imod af både familier og kommuner. I løbet af de første 10 år er Memox vokset til en landsdækkende virksomhed med knap 100 fastansatte medarbejdere, næsten 200 tilknyttede familiekonsulenter, seks kontorer over hele landet og en afdeling i Norge. De socialfaglige eksperter i Memox tilbyder familiebehandling på 80 forskellige sprog og dialekter, herunder også dansk.

Memox har løbende over 300 aktive socialfaglige indsatser i cirka halvdelen af landets kommuner, og er dermed en af landets førende udbydere af familiebehandling. Indsatserne omhandler fx familiers og børns generelle trivsel, udfordringer i skolen, svigtende forældreevne, misbrug og endda vold.

”Vi oplever stor interesse fra kommunerne og arbejder målrettet på at ruste virksomheden til fortsat vækst. Det betyder skarpt fokus på kvalitetssikring, governance, dokumentation og uddannelse af vores dygtige og dedikerede medarbejdere, så vi kan levere socialfaglige indsatser af høj kvalitet hver eneste gang”, siger Henrik Appel, adm. direktør i Memox.

Grundlæggeren Amélevi Hounou Rathleff, der selv er uddannet socialpædagog, er fortsat aktiv i virksomheden som bestyrelsesformand og udviklingschef:

”Jeg er vanvittig stolt over, at det er lykkedes at trænge så godt igennem med vores helt særlige syn på familiebehandling, hvor vi møder familierne positivt og konstruktivt på deres eget sprog, og hvor vi tror på, at alle mennesker med den rette støtte kan skabe positive forandringer for sig selv og sine børn”, siger Amélevi Hounou Rathleff.

Jubilæet markeres med en jubilæumsreception fredag den 9. juni kl. 14.00, hvor udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek og næstformand i Københavns borgerrepræsentation Lars Weiss vil være blandt gæsterne.

Yderligere informationer

Presse- & kommunikationschef Michael Trinskjær, tel. 53 79 34 17,  mitr@memox.dk

Jes Dige været på en 30 år lang rejse først i Kræftens Bekæmpelse og siden 2017 i foreningen Skyggebørn, hvor han i samtalegrupper har støttet over 3000 sorgramte børn og hjulpet dem med at tale om tabet af en forælder, en bror, søster eller anden nær familie.

I dag har Jes Dige været på en anden slags rejse, fra sit elskede Vendsyssel til Memox på Amager, hvor han er med på Memox’ interne uddannelsesdag for at dele ud af sin særlig tilgang til børns sorg.

Jes Dige lægger ikke skjul på, at storbyen slet ikke er hans rette element. Han er nordjyde ind til benet, og for ham er det en befrielse at kunne nyde den ro, der er under de vante himmelstrøg i Blokhus, hvor han bor. Og selv udstråler Jes Dige også en ro, som ikke kan undgå at forplante sig til dem, han taler med.

Døden er ikke for børn – eller er den?

I vores kultur er sorg og død belagt med utallige tabuer og misforståede hensyn, der gør det ensomt og svært at være et sorgramt barn. Jes Dige er en stærk fortaler for, at vi gør op med tabuerne og giver mere plads til døden og til at tale om sorg – også med de små børn.

”Vi har en forestilling om, at døden ikke er for børn. At vi skal beskytte børn mod døden. Men det er min erfaring, at børn godt kan tale om og forholde sig til døden. Selv en 4-årig kan tale om at være ængstelig for at miste mor eller far. Hvor der er vilje, er der også en vej,” understreger Jes Dige og fortæller om Liam på 4 år, som har en kræftsyg og døende far.

”Liam har udviklet sit eget sprog om sin far og fortæller, at hans far er oppe at kæmpe med kræftsoldaterne, og at han lige nu er stærkere end soldaterne. Liam vil meget gerne mødes med mig og snakke om far. Ellers er der ingen, der spørger ham: Kan du klare det her? Men Liam har jo ikke et valg. Døden er et livsvilkår, som han må reagere på. Og hvis vi ikke snakker med Liam og andre børn i hans situation, hvad lærer de så af det?” spørger Jes Dige.

Det er tavsheden, der gør ondt

Det er svært at se børn lide. Vi vil helst minimere lidelsen mest muligt og så tier vi, fordi vi ikke vil gøre børnene kede af det. Men ifølge Jes Dige, så har tavsheden den modsatte effekt – nemlig at børnene bliver isolerede og ensomme. Det er smertefuldt at stå alene. Det er altså tavsheden, der gør ondt – ikke at vi taler om de svære udfordringer og den frygt, som barnet står med, når det værst tænkelige sker og mor eller far dør eller bliver alvorligt syge.

”Jeg lytter til, hvad barnet har brug for. Jeg tager barnet alvorligt. Børnene er klogere end os. De er eksperterne,” understreger Jes Dige, der hjælper det enkelte barn med at sætte ord på sin egen fortælling. Det gør han bl.a.  vej ved at stille dét, han kalder de uærbødige spørgsmål.

”Det er de nysgerrige spørgsmål, vi ellers afholder os fra at stille. Spørgsmål, som overskrider konventionerne og forhindrer os i at sige det højt, vi tænker. Det er de spørgsmål, som kan være en hjælp ud af tavsheden, ” forklarer Jes Dige

Vi lever med sorgen resten af livet

I vores kultur har vi en kollektiv opfattelse, som handler om, at sorg er noget, der går over. At tiden læger alle sår.  Det er en opfattelse, som Jes Dige ikke deler.

”Sorgen er noget, vi lever med resten af livet, og for et barn bliver sorgen gradvist tungere at bære, hvis den ikke er blevet forløst. Og så kæmper barnet måske med følelsen af, at det er ham eller hende, der er noget galt med. Det frisættende ligger i at snakke med andre om sorgen.”

Og hvor længe er det så, vi kan blive i sorgforløbet med barnet?, lyder et spørgsmål fra salen.

”Det er måske en time til halvanden, og når vi så på et senere tidspunkt fortsætter samtalen, så kan vi spørge til, hvordan det er gået siden sidst. Hvad tænker du om det, vi talte om? Mit budskab er : Giv tid! Det er børnene, der definerer, hvornår de har brug for at komme videre. Vi skal ikke gøre noget færdigt for dem. Vi skal lade dem udvikle sig i deres egen takt.”

Med hjælp fra Bayan har Azade fundet sin indre styrke frem i lyset. Det betyder, at hun nu tør drømme om en fremtid og formår at være den mor for sine to døtre, som hun altid har ønsket sig at være. Vi har sat Azade stævne for at høre mere om den forandring, hun har skabt for sit liv.

Azade er vokset op i iransk Kurdistan i en familie, hvor psykisk og fysisk vold var en del af hverdagen. Hendes far var stofmisbruger, og som kvinde i en traditionel kurdisk familie var Azade underlagt sin far, sine brødre og hele familiens stramme regler.

Hun giftede sig allerede som 18-årig for at komme væk fra barndomshjemmet uden at vide, at angsten og volden for en tid ville fortsætte også i ægteskabet.

Angsten følger med

Da Azade kom til Danmark i 2016 som flygtning fra Iran sammen med sin mand og to døtre, var hun glad for den frihed, hun fik til at vælge, om hun ville gå med tørklæde eller ej. Hun valgte at lægge tørklædet på hylden. Men den angst, stress og depression, der havde været hendes følgesvend i mange år, kunne hun ikke bare lægge bag sig.

Tværtimod fik hun det mentalt dårligere og dårligere, som årene gik i hendes nye liv i en forstad til København

”Jeg var inde i en meget mørk periode. Jeg var meget isoleret, så ikke andre mennesker, var søvnløs og græd hele natten. Jeg havde ingen tro på mig selv. Jeg følte mig magtesløs og uduelig. Jeg sad formålsløst og kiggede ind i lejlighedens vægge. Jeg var så udmattet fysisk og psykisk, at kommunen til sidst besluttede, at jeg havde brug for hjælp.”

Sådan beskriver Azade sin situation, som den så ud, da hun fik Bayan som familiekonsulent. Bayan har ligesom Azade kurdiske rødder og taler hendes modersmål Sorani, som er en af de største kurdiske dialekter.

Nyt mod på livet

Bayan er politisk flygtning fra Irak og har uddannet sig til familiebehandler og familieterapeut i Danmark. Hun har været tilknyttet Memox i over ti år og er én af de mest garvede af Memox’ omkring 200 familiekonsulenter.

”Jeg bruger tit empowerment i mit arbejde og har fokus på, hvordan jeg kan hjælpe forældrene og især kvinderne med at hente deres indre ressourcer frem, så de bedre kan klare nogle af de dilemmaer, de står med, når de skal finde deres ben i en hel ny kultur,” fortæller Bayan.

Det kan Azade nikke genkendende til

”Fra det allerførste møde følte jeg, at Bayan så mig og forstod min situation. Hun talte med mig om mit liv og fremhævede min indre styrker. Hun sagde til mig: ”Du kan. Du er stærk. Du kan ændre dit liv.” Hun gav mig nyt mod på livet,” fortæller Azade

Bayan opfordrede Azade til at bryde ud af lejlighedens isolation og få gang i kroppen.

Azade begynder at gå til fitness tre-fire gange om ugen, og de dage hun ikke kommer afsted i fitnesscentret, tager hun sig en rask gåtur. Hun kan mærke, at det er godt for hende.

”Den fysiske aktivitet giver mig energi, optimisme og glæde,” fortæller Azade, som også oplever, at den hårde knude af angst og stress langsomt er ved at løsne sig.

Overskud til familien

Hun er særligt glad for, at den forandring, som Bayan har motiveret hende til at skabe for sig selv, har givet hende mere overskud i hverdagen til døtrene. I dag hjælper hun sin yngste datter med lektier, de læser bøger sammen og tager i svømmehallen. Og hver fredag disker Azade nu op med fredagslik og film med begge døtre i sofaen.

”For nylig havde jeg også overskud til at byde min store datters danske veninder på en hjemmelavet kurdisk middag. Det var noget, min datter aldrig ville have drømt om at bede mig om tidligere,” fortæller Azade og fortsætter:

”Jeg vil opdrage mine døtre til det danske samfund. Jeg vil have, at de skal være frie, tro på sig selv og leve deres liv uden angst og vold. Min ældste datter gav mig den bedste kompliment forleden dag, da hun sagde: ”Mor du er er open-minded. Jeg føler jeg kan snakke med dig om alt.”

Drømmer om et kørekort

Også forholdet til Azades mand har forandret sig positivt, i takt med at hendes selvtillid, energi og livslyst er vokset. Samtidig er hun med Bayans hjælp blevet klogere på sine rettigheder og pligter som kvinde i det danske samfund. Det har næret en gammel drøm om en dag at tage kørekort og uddanne sig til buschauffør.

”Nu tør jeg stå op for mig selv og sige min mening over for min mand. Det har jeg aldrig gjort før. Jeg ønsker at blive en selvstændig kvinde, som er økonomisk uafhængig af sin mand. Det har jeg fortalt ham, og han anerkender faktisk min styrke og motiverer mig. Han siger for sjov, at hvis jeg havde mere tid sammen med Bayan, så ville jeg ende med at blive flypilot,” siger Azade med et stort smil.

Af hensyn til ønsket om anonymitet er Azade et opdigtet navn

I Memox er vi glade og stolte over den store forandring, som Azade med seje Bayans støtte har formået at skabe for sig selv og sin familie. Et stort skulderklap til dem begge!

Voldsomme skænderier og derefter ugevis af larmende tavshed var i mange år hverdagskost hjemme i parcelhuset hos Mala og Rajeev. Og i midten stod deres syvårige søn Ahsan. Takket være et terapiforløb med Azadeh, som er familiekonsulent i Memox, har ægteparret i dag fået redskaber til at håndtere de konflikter, som tidligere førte til totalt sammenbrud i kommunikationen.

 Mala og Rajeev, som begge kommer fra Indien, har kæmpet med kommunikationsproblemer i lige fra starten af deres 7 år lange ægteskab. Og sidste år kulminerede deres konflikter i et voldsomt skænderi, der endte voldeligt.

Mala kom slemt til skade og var i så elendig en forfatning, at hun ikke kunne se anden udvej end at tilkalde politiet.

”De ville sende mig på krisecenter, men jeg var ikke klar til at bryde vores familie op, så jeg bad dem give mig et andet valg. De foreslog, at jeg kunne prøve at tale med kommunen om hjælp,” fortæller Mala med tårer i øjnene. ”Det gør ondt,” siger hun, ”at huske tilbage på den svære tid.”

Ahsan overværede ikke den voldelige episode, men følgerne af den havde sat sit tydelige aftryk i Malas ansigt, og det kunne sønnen ikke undgå at bemærke. Han fortalte om det i børnehaven, som straks lavede en underretning til kommunen

Tro og håb i en svær tid

Mala og Rajeev blev indkaldt til møde i kommunens børne- og ungeafdeling. Efter et par samtaler nåede sagsbehandleren frem til, at Mala og Rajeev var omsorgsfulde forældre, men de havde hårdt brug for hjælp til at håndtere deres konflikter og uenigheder.

Derfor blev Memox bedt om at sætte gang i et forløb med familiebehandling med fokus på at forbedre ægteparrets kommunikation.  Aazadeh blev valgt til opgaven. Hun er uddannet familiebehandler og psykoterapeut.

”Da jeg mødte Azadeh første gang, vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg havde det ikke godt med situationen. Men Azadeh gav ikke op. Hun blev ved med at insistere på, at vi sammen kunne løse problemerne. ”Jeg tror på jer,” sagde hun, og det gav en masse positivt håb for fremtiden,” siger Mala.

Tavshed bag lukkede døre

Før Azadeh kom ind i billedet, plejede uenigheder mellem ægteparret hurtigt at udvikle sig til overophedede skænderier.

”For at undgå konflikterne stoppede vi til sidst med at tale sammen. Det var den eneste løsning vi kendte til. Og tavsheden imellem os kunne vare dage, uger og måneder. Når vi kom hjem fra arbejde, sad vi i hvert vores værelse bag lukkede døre, vi spiste ikke sammen og vores søn måtte løbe mellem os,” beretter Mala.

Da det store skænderi opstod sidste år, havde ægteparret ikke rigtig talt sammen i fire-fem måneder. Og det er en blindgyde, som de begge er meget opsatte på aldrig nogensinde at ende i igen.

Derfor er de glade for de værktøjer og gode tip til at håndtere kommunikationen, som de har fået af Azadeh. Hun lærte dem fx at bruge time-out overfor hinanden på en mere hensigtsmæssig måde end den iskolde tavshed, som før skabte en dyb kløft i forholdet.

Når en af dem i dag i en samtale siger ”EK”, som på hindi betyder stop, så er det et tegn til den anden om, at nu er der brug for en pause, fordi følelserne er ved at komme ud af balance og er på vej op i det røde felt. Pausen giver overskud til, at de hver især kan sunde sig og få ro på nervesystemet.

Dén, der først har sagt EK, er også dén, der genoptager samtalen, når hun eller han er klar. Det er et værktøj, der i hverdagen hjælper Rajeev og Mala med at bevare en god tone med respekt for hinanden, fortæller de.

Uden fordomme

”Azadeh var virkelig god til at lytte til os og se vores problemer fra begge sider. I starten var jeg bange for, at hun ikke ville interessere sig for, hvad jeg følte, fordi hun måske som udgangspunkt ville synes, at alle fejl hvilede på mig som mand fra en patriarkalsk kultur. Men jeg oplevede, at hun mødte mig uden fordomme og med forståelse for mit perspektiv,” siger Rajeev og fortsætter:

”Hun gjorde mig bl.a. opmærksom på, at jeg i min kommunikation med Mala tit kunne sige: ”Du skal gøre sådan og sådan,” men uden at forklare hvorfor. Nu er jeg bevidst om, at jeg skal begrunde over for Mala, hvorfor jeg synes, som jeg synes. Og Mala har lært, at hun skal fortælle mig de små ting fra min side, der går hende på.”

”Ja,” nikker Mala.

”I dag lader jeg ikke tingene hobe sig op indeni, så det hele til sidst eksploderer. Hvis Rajeev siger noget, som sårer mig, så lader jeg det ikke brænde indeni. Så finder jeg et tidspunkt, hvor jeg kan tale med ham om det stille og roligt. Det har hjulpet meget.”

Respekt er vejen frem

Rajeev og Mala kan stadigvæk blive uenige, men ikke om hvad det er for et ægteskab, de drømmer om. Det står klart, efter de sammen med Azadeh har arbejdet med at sætte ord på de værdier, de gerne vil have skal kendetegne deres samliv, fortæller Mala, mens hun ruller et stort papstykke ud.

Respekt står midt på pappet og lyser med store røde bogstaver omgivet af ord som udvikling, støtte og omsorg, kærlighed, kvalitetstid med familien, samarbejde, ro, fleksibilitet, feedback og positivitet.

”Det er de mål, vi skal holde os for øje og arbejde henimod. De her ord skal tilsammen være grundstenen i vores familie,” fastslår Mala.

Tilbage til omsorgen

Azadeh har ikke kun haft fokus på at guide Rajeev og Mala til at omgås hinanden med større lydhørhed. Hun har også opfordret dem til at se på deres ægteskab som noget, der konstant skal passes og plejes. Det kræver en aktiv og bevidst indsats fra begge.

Mellem hver session gav hun dem derfor til opgave helt konkret at gøre tre ting for hinanden, som de vidste, at den anden ville kunne lide.

”Og selvom vi havde uenigheder, stoppede Rajeev ikke med at gøre de her rare ting. Det nærede mit håb om forandring. Så terapien med Azadeh har virkelig hjulpet os med at finde tilbage til omsorgen og kærligheden for hinanden,” siger Mala med et lille smil.

I dag står Rajeev og Mala stærkere end nogensinde som familie. Og det er også kommet Ahsan til gode, fortæller Rajeev.

”Vi har altid prøvet at holde vores søn fri af konflikterne, men han har ikke undgået at kunne mærke spændingerne imellem os. Men efter terapien med Azadeh, så tror jeg helt klart, han mærker, at vi nu på en anden måde står sammen som forældre og partnere.  Azadehs arbejde har hjulpet os så meget.”

Af hensyn til ønske om anonymitet er Rajeev, Mala og Ahsan opdigtede navne.

I 2021 og 2022 blev det besluttet, at Danmark skulle modtage 200 kvoteflygtninge fra Rwanda. Memox har i samarbejde med Varde Kommune det seneste år hjulpet én af familierne med at finde sig til rette i en ny hverdag i Danmark, som er helt forskellig fra det barske liv i en flygtningelejr.

Amira, som er socialfaglig koordinator i Memox, står sammen med Bintu, som er familiekonsulent, i Billund Lufthavn en gråvejrsdag for omkring et år siden.

Sammen med en socialrådgiver og en jobkonsulent fra Varde Kommune udgør de en lille velkomstkomité, som skal tage imod en mor og hendes fire børn, som lige om lidt ankommer med fly fra Rwanda.

Familiens største dreng er den første, der træder ud i ankomsthallen. Han spærrer overrasket øjnene op, da Bintu på hans modersmål, kinyarwanda, siger ”Hej.”

Kommunens opgave at integrere kvoteflygtninge

Som mange andre FN-kvoteflygtninge kommer familien direkte fra en stor flygtningelejr, hvor de har levet under primitive og kummerlige forhold.

De fleste af de udvalgte kvoteflygtninge, som er kommet til Danmark i de seneste år, er oprindeligt flygtet fra krig i DR Congo og har boet i eksil i Rwanda i mange år. Det er landets kommuner, der står for at tage imod og integrere kvoteflygtningene i deres nye liv i Danmark.

Det er en opgave, der kræver en intensiv støtte.  Især i den første tid. Varde Kommune har derfor indgået et samarbejde med Memox om at bistå med råd og vejledning til familien.

Fra et liv i telt til en hverdag i en lejlighed

Familien bliver kørt til den lejlighed, som kommunen har anskaffet og møbleret. Køleskabet er fyldt op med madvarer til de første dage. I lejligheden ligger også varme trøjer og jakker, som passer bedre til det kolde marts-vejr end det tøj, familien har med sig fra Rwanda.

”Jeg kan huske, at Bintu fortæller, at man ikke må tænde bål i lejligheden. Det kan måske lyde helt vildt. Men man skal huske på, at børnene er født og opvokset i en flygtningelejr. Deres hjem har været et telt uden rindende vand og elektricitet. De har aldrig oplevet en hverdag, hvor de får lys ved at trykke på en lyskontakt eller varme ved at skrue op for en radiator,” fortæller Amira.

Fra første dag gælder det derfor for Bintu om at hjælpe familien med at forstå, hvordan helt basale og lavpraktiske ting i en dansk bolig fungerer. Hvordan tænder man for et komfur? Hvad er et køleskab? Hvad er dåsemad? Hvordan bruger man et toilet?  Hvordan gør man rent i en lejlighed? Hvordan tænder man lyset? Og hvorfor skal man huske at slukke det igen?

Og også noget så basalt som at låse en dør op med en nøgle, viser sig at være en uprøvet ting for familien. De har aldrig i deres liv oplevet den luksus at have en dør, som de kunne lukke bag sig.

Med hjertet på rette sted

Moren og de fire børn er så heldige, at det lige netop er Bintu, der skal følge dem tæt og hjælpe dem med at finde sig til rette i deres nye liv i Danmark.

Bintu er nemlig selv kommet til Danmark som kvoteflygtning fra Rwanda for 13 år siden fra akkurat den samme flygtningelejr, som familien har boet i.

”Jeg kan fuldstændig relatere mig til deres situation, og hvor de kommer fra. Jeg forstår, hvor overvældende det er at skulle sætte sig ind i alting helt fra bunden og fx stå ved et lyskryds og ikke vide, hvad den grønne mand i trafiklyset betyder,” fortæller Bintu, som for øjeblikket er i gang med at uddanne sig til socialrådgiver.

Det er der en ganske særlig grund til, fortæller hun.

”Den første, der mødte min familie, da jeg selv kom til Danmark, var en socialrådgiver med hjertet på rette sted. Jeg vil aldrig glemme den måde, hun tog imod os og al den hjælp og tryghed, hun gav os i vores første tid. Hun har inspireret mig til at læse til socialrådgiver. Jeg vil gerne være ligesom hende.”

Grobund for en god integration

Bintu har været familiens faste holdepunkt igennem det første år i deres nye hjemland. Hun har været med til alle møderne med kommunen og andre instanser.

Hun har taget mor og børn i hånden og hjulpet dem med at bygge et liv op omkring daginstitution, skole og arbejde og vejledt dem i, hvordan de navigerer i det danske samfund. Trafik, offentlig transport, møntfod, bankkonto, skat, NemId, indkøb, arbejdsliv, skolegang, Aula, fritid, hospitalsvæsen… Ja, fortsæt selv listen.

Det har været en stor tryghed for mor og børn at vide, at de altid kunne få fat på Bintu på telefonen. Siden ankomsten har hun været deres livline med gode svar på de spørgsmål om alt det, der er ukendt og svært at forstå. Også den dag, hvor mor tog bussen i den helt forkerte retning og ikke anede, hvor i alverden, hun var landet. Så var det Bintu, der tog telefonen og hjalp hende tilbage til Varde.

”Det er rigtig godt givet ud fra dag ét at tilknytte en familiekonsulent, som taler samme sprog og har kendskab til familiens kulturelle baggrund. Bintu har været med til at skabe den bedst mulige grobund for en god og tryg integrationsproces,” vurderer Amira.

Modet og netværket vokser

Familien er nu kommet så langt, at Memox har trappet timerne med råd og vejledning ned fra 15 timer om ugen til seks ugentlige timer. Modet på at bevæge sig ud i det pulserende liv uden for lejlighedens hoveddør vokser støt og roligt. Børnene går i skole og har fået legekammerater. Familiens store dreng har fritidsjob som avisbud, og moren står for at skulle ud i sin anden omgang praktik. Hun er ifølge Bintu meget motiveret for at kunne klare sig selv og vil meget gerne ud i job.

”Jeg er både glad og stolt over, hvor langt vi er nået, og hvor meget familien kan klare i dag. Moren har været motiveret for at samarbejde hele vejen, og hun er dybt taknemmelig for den særlige måde, der er blevet taget hånd om hende og familien,” siger Bintu.

Vi skal give den tid, der er brug for

Målet har hele tiden været, at familien efter et stykke tid skal kunne klare sig selv på egen hånd og i sidste ende være uafhængige af det offentlige system. Og de er nu dér, hvor de ikke længere har brug for, at Bintu holder dem i hånden hele tiden.

For øjeblikket er en frivillig kontaktperson stille og roligt ved at lære familien at kende.

”Det er en tryghed for alle at vide, at der står en anden person klar til at tage over, når hjælpen fra Memox er trappet helt ud, og Bintu tager afsked med familien,” siger Amira.

Både hun og Bintu ser med stor glæde tilbage på deres samarbejde med Varde Kommune.

”Vi har kun mødt mennesker med hjertet på rette sted, som har sat alt ind på at hjælpe familien så godt som overhovedet muligt. Der har fra start været en åbenhed for at tænke på tværs. Vi opnår de bedste resultater med integration af kvoteflygtninge, når vi giver familien den tid, de har brug for, og forener alle  kræfter om at give den bedste hjælp til selvhjælp,” slutter Amira.

Artiklen er skrevet med samtykke fra familien, som ikke ønsker at deltage med deres navne.

Thomas er skolecoach i Memox.  I sit arbejde som pædagog og lærer har han mødt mange børn med ADHD. Thomas har fire gode råd til familier med ADHD.

Selvom mennesker med ADHD er lige så forskellige som andre mennesker, så har børn med en ADHD-diagnose i større eller mindre grad udfordringer inden for tre symptomområder:

• Impulsivitet
• Uopmærksomhed
• Hyperaktivitet

Mange børn med ADHD har eksekutive vanskeligheder. Det betyder, at de kan have svært ved at fokusere, koncentrere sig, planlægge, organisere og tage initiativ. Ligesom de kommer til kort, når det handler om at styre følelser og impulser. Det kan vise sig ved, at de har svært ved at vente, huske, høre efter, forstå regler og overholde grænser.

”Mange børn med ADHD har en adfærd, der kan virke forstyrrende og irriterende på folk i barnets omgivelser. Når barnet bryder grænser og regler, konstant afbryder, hænger i gardinerne og farer omkring, så antager man måske, at barnet er dårligt opdraget. Men det er jo slet ikke det, det handler om,” pointerer Thomas.

FAKTA

ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. Årsagen til ADHD er primært arvelighed. Der er derfor meget ofte flere inden for samme familie med ADHD eller ADHD-lignende vanskeligheder.

Genkendelighed og struktur er vejen frem

Når man som familiekonsulent kommer ind i et hjem, som er udfordret af børn og/eller voksne med ADHD-adfærd, så er den bedste hjælp ifølge Thomas at støtte forældrene med at håndtere symptomerne og indrette hverdagen med ADHD bedst muligt.

Barnets udfordringer kommer nemlig som regel mest til udtryk i situationer, hvor tingene flyder, mens de fylder mindre i situationer, som er velkendte og mere strukturerede.

”Det er vigtigt ikke at lade ADHD-diagnosen gå ind og skygge for det enkelte barn. Alle børn er gode til noget. Også børn med ADHD. Derfor skal man som forældre være meget opmærksom på at anerkende og rose barnet for de ressourcer, barnet har, og samtidig prøve skabe forudsigelige rammer i hjemmet for barnet,” understreger Thomas.

Thomas har fire gode råd, man som familiekonsulent eller anden fagprofessionel kan give videre til familier, der har ADHD tæt inde på livet.

1. Markér overgangen fra skole til hjem

   Når alle kommer hjem fra skole og arbejde, så sæt jer ned stille og roligt og snak om, hvordan dagen er gået for børn og voksne. Barnet kan have svært ved at skifte fokus fra den ene situation til den anden, og en velkendt og rolig markering af overgangen fra skole til hjem hjælper barnet med at lande og lægge en dæmper på uroen.

2. Lav en plan for, hvad der skal ske hver dag i løbet af ugen, og visualiser planen

   Opdel planen i tidsintervaller, som barnet har overskud til at overskue. Det hjælper både store og små med at skabe struktur i hverdagen. Det er en god ting, for struktur frigør kognitive ressourcer for alle.

3. Indfør faste søvnrutiner.

   Mange børn med ADHD har svært ved at falde i søvn. Og det er skidt. For de eksekutive færdigheder er nogle af de første, der påvirkes af manglen på søvn, og netop her er barnet jo i forvejen udfordret. Derfor er det ekstra vigtigt at skabe gode rutiner omkring søvn.

4. Læs ADHD-foreningens 25 råd til forældre til børn med ADHD og ADHD-lignende adfærd.

   Her finder man helt konkrete redskaber til en hverdag med børn, kærlighed og kaos. Guiden kan bruges af alle forældre, der vil forebygge og håndtere udfordrende adfærd hos børn og styrke, selvværd, trivsel og relationer i familien. Find guiden her.