..Men flere og flere børn er ikke en del af gode fællesskaber.

Vores velfærdssamfund er afhængigt af fællesskaber. Fællesskaber hvor vi forpligter hinanden til at løfte sammen – også selvom sammenholdet i fællesskabet kan blive sat på prøve. Desværre ser vi, at flere og flere børn ikke føler, at de er en del af gode fællesskaber.

Den seneste trivselsmåling viste, at flere elever fortæller, at de oplever mobning, flere føler sig ensomme, færre elever oplever, at andre elever accepterer dem, som de er og færre elever er glade for at gå i skole. Med andre ord er børns fællesskaber udfordret.

Derfor er det utrolig vigtigt, at netop fællesskaber har fået en central placering i Trivselskommissionens arbejde. Det er nemlig en del af Trivselskommissionens opdrag at komme med forslag til, hvordan der kan skabes bedre grundlag for positive fællesskaber i alle børn og unges hverdag.

Vi skal ikke spare på hjælpende hænder.

For mange børn og unge falder det let at navigere i fællesskabets mylder, men rigtig mange har også brug for en hjælpende hånd til at finde deres plads i fællesskabet. En hjælp, der i høj grad skal komme fra engagerede voksne i alle hverdagens lokale fællesskaber: familien, daginstitutionerne, skolen, klubberne, fritidslivet. Dér, hvor børn færdes hver eneste dag. Den voksenopgave kan hverken outsources eller spares væk.

Uanset budgetter og presset økonomi, er der ikke noget alternativ til at have nok engagerede voksne til at hjælpe børn med at blive en del af positive inkluderende fællesskaber, så de langsomt men sikkert kan blive til trygge, udviklende baser, hvorfra børn og unge selv kan tage medansvar for at vedligeholde og udbygge fællesskaberne.

Det er nemlig lige så vigtigt, at børn og unge selv bliver i stand til at opbygge og indgå i fællesskaber, som de selv har ansvaret for, men det kræver, at de lærer at begå sig i forskellige sociale sammenhænge og relationer. Det er helt afgørende, hvis vi ønsker at skabe tillidsfulde børn og unge i trivsel, at de evner og har lyst til at engagere sig i positive fællesskaber.

Trygge fællesskaber

Men det kræver også, at vi som samfund – både system og borgere – har fokus på, hvad der skal til for a skabe trygge børnefællesskaber uden mobning, der kan være en meget destruktiv kraft i børn og unges formative år.

Hvis det skal lykkedes at fremme trivslen og styrke børns fællesskaber, er det bydende nødvendigt, at vi uddelegerer både ansvar og kompetence til et uddannet og dygtigt ”frontpersonale”, der er sammen med børn og unge i hverdagen, og som kender betydningen af det trygge fællesskab. Og at de har tid og ressourcer til at arbejde aktivt med forebyggelse og tidlige indsatser.

Drop detailstyring

Mange af de dygtige folk, der arbejder med børn og unge, har oplevet mere end rigeligt af detailstyring og centrale handleplansmål. Det er ikke befordrende for en lokal, engageret indsats, der skal være båret af nærhed, nærvær, tolerance og empati.

Man kunne nå meget langt, hvis lærere, pædagoger, socialrådgivere og andre fagligheder i vores børn liv, blev sat fri fra rigide regler og bureaukratiske dokumentationskrav; hvis det blev erstattet af fleksibel rammestyring, tværfaglighed og tværgående koordinering; og hvis de fik mere tid og flere fagligt dygtige kollegaer til arbejdet med børnenes trivsel. Så ville det skabe et naturligt fokus på borgerne – børnene, de unge, familierne – og på, hvordan deres ressourcer kan bidrage konstruktivt til at skabe gode fællesskaber.

Af Rasmus Kjeldahl, Johanne Schmidt Nielsen, Signe Færch, Kasper Riedl og Henrik Appel. 

Debatindlægget er bragt hos Kristlig Dagblad. 

Af Henrik Appel, adm. direktør Memox

Det er i virkeligheden paradoksalt. I de allerfleste samfund – også Danmark – udgør familien det sociale og personlige fundament for tilværelsen. Alligevel er det fuldstændig tilfældigt, hvor god en familie man ender med at få. Og nogle børn ender med at være urimelig dårligt stillet, fordi deres forældre tilfældigvis ikke har det nødvendige overskud til at være gode forældre.

Børn vælger nemlig ikke selv deres forældre. De vælger ikke, hvilken verdensdel, de fødes i eller hvilke ressourcer, der er til rådighed i deres opvækst. Disse vigtige livsvilkår er et lotteri, som de ikke har nogen chance for at påvirke. Uanset hvor gode forklaringer, der kan være på forældrenes ressourcer, så er det børnene, der kommer på mellemhånd. Derfor skylder vi de børn, der tilfældigvis har været uheldige i dette lotteri, at gøre en helhjertet indsats for at styrke familien som en tryg base for deres opvækst.

Er Barnets Lov den rigtige løsning?

Hvordan gør man så det? Det er vi dybt optaget af hver eneste dag hos Memox. Og derfor var vi selvfølgelig spændte, da Barnets Lov trådte i kraft ved årsskiftet. Det er en af nyere tids største omlægninger af lovgrundlaget for samfundets indsats overfor udsatte børn, unge og familier. Og ja, jeg mener faktisk at den nye Barnets Lov har potentialet til at blive en løftestang i den rigtige retning.

Loven har klart fokus på at inddrage barnets perspektiv og inkludere barnet i løsningen af udfordringerne i familien. Forhåbentlig kan det fokus bidrage til at sikre den tværfaglighed og helhedsorientering i familiebehandlingen, som er alfa og omega – specielt i de komplicerede indsatser, hvor mange forskellige ting er på spil.

Vellykket familiebehandling – særligt i de komplekse sager – er et langt, sejt træk, hvor der kræves forskellige indsatser målrettet de enkelte familiemedlemmer. Det er en helhedsorienteret indsats, hvor man ikke bare kan starte fra den ene ende – eller skære fra den anden.

Eksemplerne er mange, men der kan være tale om etniske familier, hvor krigstraumer eller psykiske udfordringer fra hjemlandet resulterer i arbejdsløshed, dårlig økonomi, dårligt selvværd og svigtende forældreevne. Det fører nemt til utryghed og trivselsproblemer for børnene, som kan forplante sig i deres skolegang og lyst til at være sammen med andre. Bliver frustrationerne store nok, er der ikke lang vej til fysisk afstraffelse; altså en klassisk negativ spiral.

Hvad er barnets tarv?

I sådan en situation er det vigtigt at huske på, at det er familien som base, der skal styrkes, hvis man vil varetage barnets tarv. Vi ved fra mange års praktisk erfaring, at rette indsats i rette tid kan hjælpe de fleste familier på ret kurs, så de kan klare sig selv, klare et arbejde, klare skolen og i øvrigt bidrage til samfundet. Det kræver blot, at der altid er blik for hele familien og ikke kun afhjælpning af enkeltstående symptomer. Problemer i skolen har altid en bagvedliggende årsag, der skal med i regnestykket. Alle børn fortjener, at man giver dem og deres forældre den bedst mulige støtte til det, der er allervigtigst for dem: deres familie.

Konsekvenserne af at gøre for lidt og for sent er, at der opstår nye komplikationer og nye ulykkelige omstændigheder, som nødvendiggør indsatser, der er både dyrere og mere indgribende – og som forringer mulighederne for, at børn kan få den familie, de fortjener. Trygheden i en familie er den bedste vej vi kan gå som samfund for at give børn det selvværd og den stolthed, der er hos ethvert menneske, som lykkes med at bidrage til både sin egen og fællesskabets fremgang.

Hvad er målet? At skabe livsduelige borgere i glade familier

Det handler ikke om, at alle familier skal være ens. Slet ikke. Familier ER forskellige, og det er godt! Forskellighed er med til at skabe dynamik, tolerance og robusthed. Det som ikke er godt, er når forældre har svært ved at være forældre. Og når forældre har svært ved at være en familie. Rolleskiftet fra voksen til forælder og til familie kalder på menneskelige egenskaber, der ikke falder naturligt for alle. Det går ud over børnene. Altid!

På den baggrund var det trist at være vidne til de mange historier om besparelser på familiebehandlingsområdet i efteråret for at få budgetter til at hænge sammen. Det er simpelthen det dårligste sted at spare, hvis vi vil fremtidssikre vores velfærdssamfund og skabe livsduelige borgere, der kan bidrage økonomisk, kulturelt og politisk. Og det hænger slet ikke sammen med den stigende mistrivsel blandt børn og unge, som vi dagligt kan læse flere og flere foruroligende historier og rapporter om. Børnene fortjener al den støtte, vi kan give. Forhåbentlig kan Barnets Lov medvirke til at genskabe det fokus hos alle aktører. For vi ved, at det virker.

På LinkedIn har vi startet en debat om emnet – del gerne dine tanker her. Vi vil meget gerne høre dem.

Proaktiv rådgivning og hurtig opstart af familiebehandling giver bedre resultater og en bedre oplevelse for familierne.

Jo hurtigere en brand bliver opdaget, og jo hurtigere brandfolkene kommer i gang, jo mere af huset kan man redde!

Selvom det måske er lidt af en banal sandhed, og selvom man ikke direkte kan sammenligne et brændende hus med en familie med udfordringer med trivslen, så er det stadig en ret præcis illustration af situationen for mange af de udsatte familier, hvor Memox bliver bedt om hjælpe.

Det har nemlig enormt stor betydning, at man kommer hurtigt i gang med den målrettede socialfaglige indsats – både i forhold til hvilke fremskridt, der kan opnås i familien og hvor hurtigt det kan ske. Derfor har Memox stor fokus på, at alle medarbejdere arbejder hurtigt og effektivt fra samme sekund, vi bliver bedt om enten at gå ind i en socialfaglig indsats, eller at give vores bud på en løsning.

Dragana Jovetic er en af de medarbejdere i Memox, der dagligt spiller en nøglerolle, når nye familiebehandlingssager skal hurtigt i gang. Som socialfaglig koordinator på Memox’ kontor i Aalborg er hun kontaktperson for kommunens sagsbehandler og bindeled mellem kommunen, familien og de familiekonsulenter, der tilknyttes de enkelte sager.

”Det er mit ansvar at sikre, at det er de rigtige tiltag, vi sætter i gang; at vi finder de rigtige familiekonsulenter til at gøre det; at vi sikrer kvaliteten og sørger for fremdrift i familiebehandlingen, så vi når de opstillede mål”, fortæller Dragana og fortsætter:

”Lige så snart en sag lander på mit bord, går jeg systematisk i gang med at få overblik, sætte mig grundigt ind i tingene og lytte til både sagsbehandleren og familien. På den baggrund kan jeg hurtigt skitsere forskellige løsningsmodeller og fremfor alt have en god fornemmelse af, hvilken faglig og sproglig ekspertise, det vil kræve for at nå i mål med indsatsen. Ofte sker udviklingen af løsningerne i direkte dialog med kommunens sagsbehandler, så vi får afstemt forventningerne fra starten. Det er enorm fordel”.

Det er Draganas erfaring, at denne proaktive tilgang kan kappe ganske lang tid af processen frem mod opstart af indsatsen i familien.

”Der er flere eksempler på, at vi er gået i gang med det egentlige arbejde i familien indenfor 7-10 dage, og det kan være altafgørende, da en del sager kan have ret akut karakter. Specielt hvis der pludselig ligger mange underretninger på børnene; hvis der sker drastisk forværring af familiens trivsel; eller hvis der tidligere har været forsøgt indsatser, der ikke er kommet i mål”.

”Det er vigtigt at komme hurtigt i gang med en målrettet indsats, for så bliver vi næsten altid hurtigere færdige, med bedre resultater og med en bedre oplevelse for familien. Men det er endnu vigtigere, at det sker i de tungeste og mest alvorlige sager, hvor familierne er meget mere skrøbelige”, slutter Dragana Jovetic og glæder sig over alle de gange, hvor det lykkes at bringe en familie tilbage på sporet.

”Det er simpelthen den største personlige og faglige tilfredsstillelse, fordi alle bliver glade og alle vinder på det – familien, kommunen og hele samfundet”.

Amager-virksomheden Memox fylder 10 år. En idé om multietnisk familiebehandling er blevet til en blomstrende socialfaglig virksomhed med vokseværk både i Danmark og udlandet.

For 10 år siden fik Amelevi Hounou Rathleff idéen til en virksomhed, der skulle samarbejde med landets kommuner om at tilbyde familiebehandling og anden støtte på familiernes modersmål – og med forståelse for familiernes kulturelle baggrund.

Fra sin egen opvækst i det sociale boligområde Urbanplanen på Amager havde Amelevi Hounou Rathleff nemlig selv oplevet, hvordan det etablerede kommunale system ikke altid formåede at tilvejebringe den nødvendige støtte til udsatte familier med anden etnisk baggrund.

Den idé blev fra første færd taget godt imod af både familier og kommuner. I løbet af de første 10 år er Memox vokset til en landsdækkende virksomhed med knap 100 fastansatte medarbejdere, næsten 200 tilknyttede familiekonsulenter, seks kontorer over hele landet og en afdeling i Norge. De socialfaglige eksperter i Memox tilbyder familiebehandling på 80 forskellige sprog og dialekter, herunder også dansk.

Memox har løbende over 300 aktive socialfaglige indsatser i cirka halvdelen af landets kommuner, og er dermed en af landets førende udbydere af familiebehandling. Indsatserne omhandler fx familiers og børns generelle trivsel, udfordringer i skolen, svigtende forældreevne, misbrug og endda vold.

”Vi oplever stor interesse fra kommunerne og arbejder målrettet på at ruste virksomheden til fortsat vækst. Det betyder skarpt fokus på kvalitetssikring, governance, dokumentation og uddannelse af vores dygtige og dedikerede medarbejdere, så vi kan levere socialfaglige indsatser af høj kvalitet hver eneste gang”, siger Henrik Appel, adm. direktør i Memox.

Grundlæggeren Amélevi Hounou Rathleff, der selv er uddannet socialpædagog, er fortsat aktiv i virksomheden som bestyrelsesformand og udviklingschef:

”Jeg er vanvittig stolt over, at det er lykkedes at trænge så godt igennem med vores helt særlige syn på familiebehandling, hvor vi møder familierne positivt og konstruktivt på deres eget sprog, og hvor vi tror på, at alle mennesker med den rette støtte kan skabe positive forandringer for sig selv og sine børn”, siger Amélevi Hounou Rathleff.

Jubilæet markeres med en jubilæumsreception fredag den 9. juni kl. 14.00, hvor udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek og næstformand i Københavns borgerrepræsentation Lars Weiss vil være blandt gæsterne.

Yderligere informationer

Presse- & kommunikationschef Michael Trinskjær, tel. 53 79 34 17,  mitr@memox.dk

Jes Dige været på en 30 år lang rejse først i Kræftens Bekæmpelse og siden 2017 i foreningen Skyggebørn, hvor han i samtalegrupper har støttet over 3000 sorgramte børn og hjulpet dem med at tale om tabet af en forælder, en bror, søster eller anden nær familie.

I dag har Jes Dige været på en anden slags rejse, fra sit elskede Vendsyssel til Memox på Amager, hvor han er med på Memox’ interne uddannelsesdag for at dele ud af sin særlig tilgang til børns sorg.

Jes Dige lægger ikke skjul på, at storbyen slet ikke er hans rette element. Han er nordjyde ind til benet, og for ham er det en befrielse at kunne nyde den ro, der er under de vante himmelstrøg i Blokhus, hvor han bor. Og selv udstråler Jes Dige også en ro, som ikke kan undgå at forplante sig til dem, han taler med.

Døden er ikke for børn – eller er den?

I vores kultur er sorg og død belagt med utallige tabuer og misforståede hensyn, der gør det ensomt og svært at være et sorgramt barn. Jes Dige er en stærk fortaler for, at vi gør op med tabuerne og giver mere plads til døden og til at tale om sorg – også med de små børn.

”Vi har en forestilling om, at døden ikke er for børn. At vi skal beskytte børn mod døden. Men det er min erfaring, at børn godt kan tale om og forholde sig til døden. Selv en 4-årig kan tale om at være ængstelig for at miste mor eller far. Hvor der er vilje, er der også en vej,” understreger Jes Dige og fortæller om Liam på 4 år, som har en kræftsyg og døende far.

”Liam har udviklet sit eget sprog om sin far og fortæller, at hans far er oppe at kæmpe med kræftsoldaterne, og at han lige nu er stærkere end soldaterne. Liam vil meget gerne mødes med mig og snakke om far. Ellers er der ingen, der spørger ham: Kan du klare det her? Men Liam har jo ikke et valg. Døden er et livsvilkår, som han må reagere på. Og hvis vi ikke snakker med Liam og andre børn i hans situation, hvad lærer de så af det?” spørger Jes Dige.

Det er tavsheden, der gør ondt

Det er svært at se børn lide. Vi vil helst minimere lidelsen mest muligt og så tier vi, fordi vi ikke vil gøre børnene kede af det. Men ifølge Jes Dige, så har tavsheden den modsatte effekt – nemlig at børnene bliver isolerede og ensomme. Det er smertefuldt at stå alene. Det er altså tavsheden, der gør ondt – ikke at vi taler om de svære udfordringer og den frygt, som barnet står med, når det værst tænkelige sker og mor eller far dør eller bliver alvorligt syge.

”Jeg lytter til, hvad barnet har brug for. Jeg tager barnet alvorligt. Børnene er klogere end os. De er eksperterne,” understreger Jes Dige, der hjælper det enkelte barn med at sætte ord på sin egen fortælling. Det gør han bl.a.  vej ved at stille dét, han kalder de uærbødige spørgsmål.

”Det er de nysgerrige spørgsmål, vi ellers afholder os fra at stille. Spørgsmål, som overskrider konventionerne og forhindrer os i at sige det højt, vi tænker. Det er de spørgsmål, som kan være en hjælp ud af tavsheden, ” forklarer Jes Dige

Vi lever med sorgen resten af livet

I vores kultur har vi en kollektiv opfattelse, som handler om, at sorg er noget, der går over. At tiden læger alle sår.  Det er en opfattelse, som Jes Dige ikke deler.

”Sorgen er noget, vi lever med resten af livet, og for et barn bliver sorgen gradvist tungere at bære, hvis den ikke er blevet forløst. Og så kæmper barnet måske med følelsen af, at det er ham eller hende, der er noget galt med. Det frisættende ligger i at snakke med andre om sorgen.”

Og hvor længe er det så, vi kan blive i sorgforløbet med barnet?, lyder et spørgsmål fra salen.

”Det er måske en time til halvanden, og når vi så på et senere tidspunkt fortsætter samtalen, så kan vi spørge til, hvordan det er gået siden sidst. Hvad tænker du om det, vi talte om? Mit budskab er : Giv tid! Det er børnene, der definerer, hvornår de har brug for at komme videre. Vi skal ikke gøre noget færdigt for dem. Vi skal lade dem udvikle sig i deres egen takt.”

Med hjælp fra Bayan har Azade fundet sin indre styrke frem i lyset. Det betyder, at hun nu tør drømme om en fremtid og formår at være den mor for sine to døtre, som hun altid har ønsket sig at være. Vi har sat Azade stævne for at høre mere om den forandring, hun har skabt for sit liv.

Azade er vokset op i iransk Kurdistan i en familie, hvor psykisk og fysisk vold var en del af hverdagen. Hendes far var stofmisbruger, og som kvinde i en traditionel kurdisk familie var Azade underlagt sin far, sine brødre og hele familiens stramme regler.

Hun giftede sig allerede som 18-årig for at komme væk fra barndomshjemmet uden at vide, at angsten og volden for en tid ville fortsætte også i ægteskabet.

Angsten følger med

Da Azade kom til Danmark i 2016 som flygtning fra Iran sammen med sin mand og to døtre, var hun glad for den frihed, hun fik til at vælge, om hun ville gå med tørklæde eller ej. Hun valgte at lægge tørklædet på hylden. Men den angst, stress og depression, der havde været hendes følgesvend i mange år, kunne hun ikke bare lægge bag sig.

Tværtimod fik hun det mentalt dårligere og dårligere, som årene gik i hendes nye liv i en forstad til København

”Jeg var inde i en meget mørk periode. Jeg var meget isoleret, så ikke andre mennesker, var søvnløs og græd hele natten. Jeg havde ingen tro på mig selv. Jeg følte mig magtesløs og uduelig. Jeg sad formålsløst og kiggede ind i lejlighedens vægge. Jeg var så udmattet fysisk og psykisk, at kommunen til sidst besluttede, at jeg havde brug for hjælp.”

Sådan beskriver Azade sin situation, som den så ud, da hun fik Bayan som familiekonsulent. Bayan har ligesom Azade kurdiske rødder og taler hendes modersmål Sorani, som er en af de største kurdiske dialekter.

Nyt mod på livet

Bayan er politisk flygtning fra Irak og har uddannet sig til familiebehandler og familieterapeut i Danmark. Hun har været tilknyttet Memox i over ti år og er én af de mest garvede af Memox’ omkring 200 familiekonsulenter.

”Jeg bruger tit empowerment i mit arbejde og har fokus på, hvordan jeg kan hjælpe forældrene og især kvinderne med at hente deres indre ressourcer frem, så de bedre kan klare nogle af de dilemmaer, de står med, når de skal finde deres ben i en hel ny kultur,” fortæller Bayan.

Det kan Azade nikke genkendende til

”Fra det allerførste møde følte jeg, at Bayan så mig og forstod min situation. Hun talte med mig om mit liv og fremhævede min indre styrker. Hun sagde til mig: ”Du kan. Du er stærk. Du kan ændre dit liv.” Hun gav mig nyt mod på livet,” fortæller Azade

Bayan opfordrede Azade til at bryde ud af lejlighedens isolation og få gang i kroppen.

Azade begynder at gå til fitness tre-fire gange om ugen, og de dage hun ikke kommer afsted i fitnesscentret, tager hun sig en rask gåtur. Hun kan mærke, at det er godt for hende.

”Den fysiske aktivitet giver mig energi, optimisme og glæde,” fortæller Azade, som også oplever, at den hårde knude af angst og stress langsomt er ved at løsne sig.

Overskud til familien

Hun er særligt glad for, at den forandring, som Bayan har motiveret hende til at skabe for sig selv, har givet hende mere overskud i hverdagen til døtrene. I dag hjælper hun sin yngste datter med lektier, de læser bøger sammen og tager i svømmehallen. Og hver fredag disker Azade nu op med fredagslik og film med begge døtre i sofaen.

”For nylig havde jeg også overskud til at byde min store datters danske veninder på en hjemmelavet kurdisk middag. Det var noget, min datter aldrig ville have drømt om at bede mig om tidligere,” fortæller Azade og fortsætter:

”Jeg vil opdrage mine døtre til det danske samfund. Jeg vil have, at de skal være frie, tro på sig selv og leve deres liv uden angst og vold. Min ældste datter gav mig den bedste kompliment forleden dag, da hun sagde: ”Mor du er er open-minded. Jeg føler jeg kan snakke med dig om alt.”

Drømmer om et kørekort

Også forholdet til Azades mand har forandret sig positivt, i takt med at hendes selvtillid, energi og livslyst er vokset. Samtidig er hun med Bayans hjælp blevet klogere på sine rettigheder og pligter som kvinde i det danske samfund. Det har næret en gammel drøm om en dag at tage kørekort og uddanne sig til buschauffør.

”Nu tør jeg stå op for mig selv og sige min mening over for min mand. Det har jeg aldrig gjort før. Jeg ønsker at blive en selvstændig kvinde, som er økonomisk uafhængig af sin mand. Det har jeg fortalt ham, og han anerkender faktisk min styrke og motiverer mig. Han siger for sjov, at hvis jeg havde mere tid sammen med Bayan, så ville jeg ende med at blive flypilot,” siger Azade med et stort smil.

Af hensyn til ønsket om anonymitet er Azade et opdigtet navn

I Memox er vi glade og stolte over den store forandring, som Azade med seje Bayans støtte har formået at skabe for sig selv og sin familie. Et stort skulderklap til dem begge!

Voldsomme skænderier og derefter ugevis af larmende tavshed var i mange år hverdagskost hjemme i parcelhuset hos Mala og Rajeev. Og i midten stod deres syvårige søn Ahsan. Takket være et terapiforløb med Azadeh, som er familiekonsulent i Memox, har ægteparret i dag fået redskaber til at håndtere de konflikter, som tidligere førte til totalt sammenbrud i kommunikationen.

 Mala og Rajeev, som begge kommer fra Indien, har kæmpet med kommunikationsproblemer i lige fra starten af deres 7 år lange ægteskab. Og sidste år kulminerede deres konflikter i et voldsomt skænderi, der endte voldeligt.

Mala kom slemt til skade og var i så elendig en forfatning, at hun ikke kunne se anden udvej end at tilkalde politiet.

”De ville sende mig på krisecenter, men jeg var ikke klar til at bryde vores familie op, så jeg bad dem give mig et andet valg. De foreslog, at jeg kunne prøve at tale med kommunen om hjælp,” fortæller Mala med tårer i øjnene. ”Det gør ondt,” siger hun, ”at huske tilbage på den svære tid.”

Ahsan overværede ikke den voldelige episode, men følgerne af den havde sat sit tydelige aftryk i Malas ansigt, og det kunne sønnen ikke undgå at bemærke. Han fortalte om det i børnehaven, som straks lavede en underretning til kommunen

Tro og håb i en svær tid

Mala og Rajeev blev indkaldt til møde i kommunens børne- og ungeafdeling. Efter et par samtaler nåede sagsbehandleren frem til, at Mala og Rajeev var omsorgsfulde forældre, men de havde hårdt brug for hjælp til at håndtere deres konflikter og uenigheder.

Derfor blev Memox bedt om at sætte gang i et forløb med familiebehandling med fokus på at forbedre ægteparrets kommunikation.  Aazadeh blev valgt til opgaven. Hun er uddannet familiebehandler og psykoterapeut.

”Da jeg mødte Azadeh første gang, vidste jeg slet ikke, hvad jeg skulle stille op. Jeg havde det ikke godt med situationen. Men Azadeh gav ikke op. Hun blev ved med at insistere på, at vi sammen kunne løse problemerne. ”Jeg tror på jer,” sagde hun, og det gav en masse positivt håb for fremtiden,” siger Mala.

Tavshed bag lukkede døre

Før Azadeh kom ind i billedet, plejede uenigheder mellem ægteparret hurtigt at udvikle sig til overophedede skænderier.

”For at undgå konflikterne stoppede vi til sidst med at tale sammen. Det var den eneste løsning vi kendte til. Og tavsheden imellem os kunne vare dage, uger og måneder. Når vi kom hjem fra arbejde, sad vi i hvert vores værelse bag lukkede døre, vi spiste ikke sammen og vores søn måtte løbe mellem os,” beretter Mala.

Da det store skænderi opstod sidste år, havde ægteparret ikke rigtig talt sammen i fire-fem måneder. Og det er en blindgyde, som de begge er meget opsatte på aldrig nogensinde at ende i igen.

Derfor er de glade for de værktøjer og gode tip til at håndtere kommunikationen, som de har fået af Azadeh. Hun lærte dem fx at bruge time-out overfor hinanden på en mere hensigtsmæssig måde end den iskolde tavshed, som før skabte en dyb kløft i forholdet.

Når en af dem i dag i en samtale siger ”EK”, som på hindi betyder stop, så er det et tegn til den anden om, at nu er der brug for en pause, fordi følelserne er ved at komme ud af balance og er på vej op i det røde felt. Pausen giver overskud til, at de hver især kan sunde sig og få ro på nervesystemet.

Dén, der først har sagt EK, er også dén, der genoptager samtalen, når hun eller han er klar. Det er et værktøj, der i hverdagen hjælper Rajeev og Mala med at bevare en god tone med respekt for hinanden, fortæller de.

Uden fordomme

”Azadeh var virkelig god til at lytte til os og se vores problemer fra begge sider. I starten var jeg bange for, at hun ikke ville interessere sig for, hvad jeg følte, fordi hun måske som udgangspunkt ville synes, at alle fejl hvilede på mig som mand fra en patriarkalsk kultur. Men jeg oplevede, at hun mødte mig uden fordomme og med forståelse for mit perspektiv,” siger Rajeev og fortsætter:

”Hun gjorde mig bl.a. opmærksom på, at jeg i min kommunikation med Mala tit kunne sige: ”Du skal gøre sådan og sådan,” men uden at forklare hvorfor. Nu er jeg bevidst om, at jeg skal begrunde over for Mala, hvorfor jeg synes, som jeg synes. Og Mala har lært, at hun skal fortælle mig de små ting fra min side, der går hende på.”

”Ja,” nikker Mala.

”I dag lader jeg ikke tingene hobe sig op indeni, så det hele til sidst eksploderer. Hvis Rajeev siger noget, som sårer mig, så lader jeg det ikke brænde indeni. Så finder jeg et tidspunkt, hvor jeg kan tale med ham om det stille og roligt. Det har hjulpet meget.”

Respekt er vejen frem

Rajeev og Mala kan stadigvæk blive uenige, men ikke om hvad det er for et ægteskab, de drømmer om. Det står klart, efter de sammen med Azadeh har arbejdet med at sætte ord på de værdier, de gerne vil have skal kendetegne deres samliv, fortæller Mala, mens hun ruller et stort papstykke ud.

Respekt står midt på pappet og lyser med store røde bogstaver omgivet af ord som udvikling, støtte og omsorg, kærlighed, kvalitetstid med familien, samarbejde, ro, fleksibilitet, feedback og positivitet.

”Det er de mål, vi skal holde os for øje og arbejde henimod. De her ord skal tilsammen være grundstenen i vores familie,” fastslår Mala.

Tilbage til omsorgen

Azadeh har ikke kun haft fokus på at guide Rajeev og Mala til at omgås hinanden med større lydhørhed. Hun har også opfordret dem til at se på deres ægteskab som noget, der konstant skal passes og plejes. Det kræver en aktiv og bevidst indsats fra begge.

Mellem hver session gav hun dem derfor til opgave helt konkret at gøre tre ting for hinanden, som de vidste, at den anden ville kunne lide.

”Og selvom vi havde uenigheder, stoppede Rajeev ikke med at gøre de her rare ting. Det nærede mit håb om forandring. Så terapien med Azadeh har virkelig hjulpet os med at finde tilbage til omsorgen og kærligheden for hinanden,” siger Mala med et lille smil.

I dag står Rajeev og Mala stærkere end nogensinde som familie. Og det er også kommet Ahsan til gode, fortæller Rajeev.

”Vi har altid prøvet at holde vores søn fri af konflikterne, men han har ikke undgået at kunne mærke spændingerne imellem os. Men efter terapien med Azadeh, så tror jeg helt klart, han mærker, at vi nu på en anden måde står sammen som forældre og partnere.  Azadehs arbejde har hjulpet os så meget.”

Af hensyn til ønske om anonymitet er Rajeev, Mala og Ahsan opdigtede navne.

I 2021 og 2022 blev det besluttet, at Danmark skulle modtage 200 kvoteflygtninge fra Rwanda. Memox har i samarbejde med Varde Kommune det seneste år hjulpet én af familierne med at finde sig til rette i en ny hverdag i Danmark, som er helt forskellig fra det barske liv i en flygtningelejr.

Amira, som er socialfaglig koordinator i Memox, står sammen med Bintu, som er familiekonsulent, i Billund Lufthavn en gråvejrsdag for omkring et år siden.

Sammen med en socialrådgiver og en jobkonsulent fra Varde Kommune udgør de en lille velkomstkomité, som skal tage imod en mor og hendes fire børn, som lige om lidt ankommer med fly fra Rwanda.

Familiens største dreng er den første, der træder ud i ankomsthallen. Han spærrer overrasket øjnene op, da Bintu på hans modersmål, kinyarwanda, siger ”Hej.”

Kommunens opgave at integrere kvoteflygtninge

Som mange andre FN-kvoteflygtninge kommer familien direkte fra en stor flygtningelejr, hvor de har levet under primitive og kummerlige forhold.

De fleste af de udvalgte kvoteflygtninge, som er kommet til Danmark i de seneste år, er oprindeligt flygtet fra krig i DR Congo og har boet i eksil i Rwanda i mange år. Det er landets kommuner, der står for at tage imod og integrere kvoteflygtningene i deres nye liv i Danmark.

Det er en opgave, der kræver en intensiv støtte.  Især i den første tid. Varde Kommune har derfor indgået et samarbejde med Memox om at bistå med råd og vejledning til familien.

Fra et liv i telt til en hverdag i en lejlighed

Familien bliver kørt til den lejlighed, som kommunen har anskaffet og møbleret. Køleskabet er fyldt op med madvarer til de første dage. I lejligheden ligger også varme trøjer og jakker, som passer bedre til det kolde marts-vejr end det tøj, familien har med sig fra Rwanda.

”Jeg kan huske, at Bintu fortæller, at man ikke må tænde bål i lejligheden. Det kan måske lyde helt vildt. Men man skal huske på, at børnene er født og opvokset i en flygtningelejr. Deres hjem har været et telt uden rindende vand og elektricitet. De har aldrig oplevet en hverdag, hvor de får lys ved at trykke på en lyskontakt eller varme ved at skrue op for en radiator,” fortæller Amira.

Fra første dag gælder det derfor for Bintu om at hjælpe familien med at forstå, hvordan helt basale og lavpraktiske ting i en dansk bolig fungerer. Hvordan tænder man for et komfur? Hvad er et køleskab? Hvad er dåsemad? Hvordan bruger man et toilet?  Hvordan gør man rent i en lejlighed? Hvordan tænder man lyset? Og hvorfor skal man huske at slukke det igen?

Og også noget så basalt som at låse en dør op med en nøgle, viser sig at være en uprøvet ting for familien. De har aldrig i deres liv oplevet den luksus at have en dør, som de kunne lukke bag sig.

Med hjertet på rette sted

Moren og de fire børn er så heldige, at det lige netop er Bintu, der skal følge dem tæt og hjælpe dem med at finde sig til rette i deres nye liv i Danmark.

Bintu er nemlig selv kommet til Danmark som kvoteflygtning fra Rwanda for 13 år siden fra akkurat den samme flygtningelejr, som familien har boet i.

”Jeg kan fuldstændig relatere mig til deres situation, og hvor de kommer fra. Jeg forstår, hvor overvældende det er at skulle sætte sig ind i alting helt fra bunden og fx stå ved et lyskryds og ikke vide, hvad den grønne mand i trafiklyset betyder,” fortæller Bintu, som for øjeblikket er i gang med at uddanne sig til socialrådgiver.

Det er der en ganske særlig grund til, fortæller hun.

”Den første, der mødte min familie, da jeg selv kom til Danmark, var en socialrådgiver med hjertet på rette sted. Jeg vil aldrig glemme den måde, hun tog imod os og al den hjælp og tryghed, hun gav os i vores første tid. Hun har inspireret mig til at læse til socialrådgiver. Jeg vil gerne være ligesom hende.”

Grobund for en god integration

Bintu har været familiens faste holdepunkt igennem det første år i deres nye hjemland. Hun har været med til alle møderne med kommunen og andre instanser.

Hun har taget mor og børn i hånden og hjulpet dem med at bygge et liv op omkring daginstitution, skole og arbejde og vejledt dem i, hvordan de navigerer i det danske samfund. Trafik, offentlig transport, møntfod, bankkonto, skat, NemId, indkøb, arbejdsliv, skolegang, Aula, fritid, hospitalsvæsen… Ja, fortsæt selv listen.

Det har været en stor tryghed for mor og børn at vide, at de altid kunne få fat på Bintu på telefonen. Siden ankomsten har hun været deres livline med gode svar på de spørgsmål om alt det, der er ukendt og svært at forstå. Også den dag, hvor mor tog bussen i den helt forkerte retning og ikke anede, hvor i alverden, hun var landet. Så var det Bintu, der tog telefonen og hjalp hende tilbage til Varde.

”Det er rigtig godt givet ud fra dag ét at tilknytte en familiekonsulent, som taler samme sprog og har kendskab til familiens kulturelle baggrund. Bintu har været med til at skabe den bedst mulige grobund for en god og tryg integrationsproces,” vurderer Amira.

Modet og netværket vokser

Familien er nu kommet så langt, at Memox har trappet timerne med råd og vejledning ned fra 15 timer om ugen til seks ugentlige timer. Modet på at bevæge sig ud i det pulserende liv uden for lejlighedens hoveddør vokser støt og roligt. Børnene går i skole og har fået legekammerater. Familiens store dreng har fritidsjob som avisbud, og moren står for at skulle ud i sin anden omgang praktik. Hun er ifølge Bintu meget motiveret for at kunne klare sig selv og vil meget gerne ud i job.

”Jeg er både glad og stolt over, hvor langt vi er nået, og hvor meget familien kan klare i dag. Moren har været motiveret for at samarbejde hele vejen, og hun er dybt taknemmelig for den særlige måde, der er blevet taget hånd om hende og familien,” siger Bintu.

Vi skal give den tid, der er brug for

Målet har hele tiden været, at familien efter et stykke tid skal kunne klare sig selv på egen hånd og i sidste ende være uafhængige af det offentlige system. Og de er nu dér, hvor de ikke længere har brug for, at Bintu holder dem i hånden hele tiden.

For øjeblikket er en frivillig kontaktperson stille og roligt ved at lære familien at kende.

”Det er en tryghed for alle at vide, at der står en anden person klar til at tage over, når hjælpen fra Memox er trappet helt ud, og Bintu tager afsked med familien,” siger Amira.

Både hun og Bintu ser med stor glæde tilbage på deres samarbejde med Varde Kommune.

”Vi har kun mødt mennesker med hjertet på rette sted, som har sat alt ind på at hjælpe familien så godt som overhovedet muligt. Der har fra start været en åbenhed for at tænke på tværs. Vi opnår de bedste resultater med integration af kvoteflygtninge, når vi giver familien den tid, de har brug for, og forener alle  kræfter om at give den bedste hjælp til selvhjælp,” slutter Amira.

Artiklen er skrevet med samtykke fra familien, som ikke ønsker at deltage med deres navne.

Thomas er skolecoach i Memox.  I sit arbejde som pædagog og lærer har han mødt mange børn med ADHD. Thomas har fire gode råd til familier med ADHD.

Selvom mennesker med ADHD er lige så forskellige som andre mennesker, så har børn med en ADHD-diagnose i større eller mindre grad udfordringer inden for tre symptomområder:

• Impulsivitet
• Uopmærksomhed
• Hyperaktivitet

Mange børn med ADHD har eksekutive vanskeligheder. Det betyder, at de kan have svært ved at fokusere, koncentrere sig, planlægge, organisere og tage initiativ. Ligesom de kommer til kort, når det handler om at styre følelser og impulser. Det kan vise sig ved, at de har svært ved at vente, huske, høre efter, forstå regler og overholde grænser.

”Mange børn med ADHD har en adfærd, der kan virke forstyrrende og irriterende på folk i barnets omgivelser. Når barnet bryder grænser og regler, konstant afbryder, hænger i gardinerne og farer omkring, så antager man måske, at barnet er dårligt opdraget. Men det er jo slet ikke det, det handler om,” pointerer Thomas.

FAKTA

ADHD står for Attention Deficit Hyperactivity Disorder. Årsagen til ADHD er primært arvelighed. Der er derfor meget ofte flere inden for samme familie med ADHD eller ADHD-lignende vanskeligheder.

Genkendelighed og struktur er vejen frem

Når man som familiekonsulent kommer ind i et hjem, som er udfordret af børn og/eller voksne med ADHD-adfærd, så er den bedste hjælp ifølge Thomas at støtte forældrene med at håndtere symptomerne og indrette hverdagen med ADHD bedst muligt.

Barnets udfordringer kommer nemlig som regel mest til udtryk i situationer, hvor tingene flyder, mens de fylder mindre i situationer, som er velkendte og mere strukturerede.

”Det er vigtigt ikke at lade ADHD-diagnosen gå ind og skygge for det enkelte barn. Alle børn er gode til noget. Også børn med ADHD. Derfor skal man som forældre være meget opmærksom på at anerkende og rose barnet for de ressourcer, barnet har, og samtidig prøve skabe forudsigelige rammer i hjemmet for barnet,” understreger Thomas.

Thomas har fire gode råd, man som familiekonsulent eller anden fagprofessionel kan give videre til familier, der har ADHD tæt inde på livet.

1. Markér overgangen fra skole til hjem

   Når alle kommer hjem fra skole og arbejde, så sæt jer ned stille og roligt og snak om, hvordan dagen er gået for børn og voksne. Barnet kan have svært ved at skifte fokus fra den ene situation til den anden, og en velkendt og rolig markering af overgangen fra skole til hjem hjælper barnet med at lande og lægge en dæmper på uroen.

2. Lav en plan for, hvad der skal ske hver dag i løbet af ugen, og visualiser planen

   Opdel planen i tidsintervaller, som barnet har overskud til at overskue. Det hjælper både store og små med at skabe struktur i hverdagen. Det er en god ting, for struktur frigør kognitive ressourcer for alle.

3. Indfør faste søvnrutiner.

   Mange børn med ADHD har svært ved at falde i søvn. Og det er skidt. For de eksekutive færdigheder er nogle af de første, der påvirkes af manglen på søvn, og netop her er barnet jo i forvejen udfordret. Derfor er det ekstra vigtigt at skabe gode rutiner omkring søvn.

4. Læs ADHD-foreningens 25 råd til forældre til børn med ADHD og ADHD-lignende adfærd.

   Her finder man helt konkrete redskaber til en hverdag med børn, kærlighed og kaos. Guiden kan bruges af alle forældre, der vil forebygge og håndtere udfordrende adfærd hos børn og styrke, selvværd, trivsel og relationer i familien. Find guiden her.

I sin pædagogiske praksis som skolecoach i Memox Skoleboost griber Vicki gang på gang fat i redskaber fra kognitiv adfærdsterapi til sit arbejde med børn, som på forskellige måder har ondt i børnelivet.

Den kognitive diamant er ét af de redskaber, Vicki tit tager afsæt i. Den har fokus på forholdet mellem tanker, følelser, kropsfornemmelser og adfærd, og hvordan de gensidigt påvirker hinanden.

Diamanten er en kæmpe hjælp og inspiration til skolecoachens arbejde med at hjælpe det enkelte barn med at ændre på de fastlåste tankemønstre og den tillærte adfærd, som skaber de udfordringer, barnet står med i hverdagen – det være sig angst, udadreagerende adfærd, skolevægring eller andet.

1. Undersøg barnets tanker og leveregler

”Jeg starter med at snakke med barnet om, hvad en tanke i det hele taget er for en størrelse, og hvad det er, tanker gør ved os og hvordan de påvirker vores følelser og vores kropsfornemmelser. På den måde undersøger jeg de tanker, der er i spil, og særligt, hvordan barnets tanker bliver påvirket af de grundlæggende antagelser, som barnet har om sig selv.”

De grundlæggende antagelser kan også beskrives som de leveregler, barnet ubevidst har sat op for sig selv i form af strenge krav. Det kan fx være krav til perfektion, som gør, at barnet ikke må fejle og føler sig lammet, trist og angst. Skrappe selvpålagte krav til perfektion kan være ødelæggende for både venskaber, skolegang og fritidsliv. I værste fald risikerer barnet at ende i skolevægring.

Når Vicki oplever, at negative leveregler spænder ben, så støtter hun barnet til at ændre på det mindset, som påvirker barnets følelser og adfærd negativt. Her kan de såkaldte forskerspørgsmål komme på banen. Det er åbne og undersøgende spørgsmål, som udforsker og går bagom barnets leveregler. Hvis barnet har en leveregel, der sætter krav om perfektion, kan spørgsmålene fx være:

Hvad nu hvis du fejler?
Har du nogensinde oplevet, at de har grinet ad dig inde i klassen?
Hvad sker der, hvis de griner ad dig inde i klassen?
Hvordan sætter det sig i din krop ikke at være perfekt?

2. Anerkend barnet og vis, at alle følelser og tanker er ok

I samtalerne med barnet lægger Vicki vægt på at anerkende barnet for at have modet til at undersøge sine tanker og følelser.

”Jeg viser altid barnet, at alle følelser og tanker godt må være dér. Ofte er de her tanker og følelser forbundet med en masse skyld og skam, som tynger og begrænser barnet. Derfor skal barnet vide, at de svære følelser er ok. Men vi snakker også om, at barnet måske skal til at gøre noget andet, når tankerne kommer,” siger Vicki.

3. Tak barnet og opbyg tillid

Hun takker altid barnet for at gøre hende klogere. Det er nemlig med til at opbygge den tillid i relationen som er helt afgørende for, at hun er i stand til at hjælpe barnet med at rykke sig.

”Jeg takker for den tillid, barnet viser mig og siger fx ”Du har lært mig, hvordan du skal mødes, og du har gjort mig klogere på, hvor dine grænser går. Tak for, at jeg har fået lov at være med, når det er svært.”

4. Eksternalisér og eksponér

Vicki støtter også barnet i at eksternalisere sine følelser. Det gør hun ved at tale om barnets udfordringer og svære følelser som noget, der er adskilt fra barnet. Målet er at få skabt en afstand mellem udfordringen og barnet selv, så byrden af skam og skyld på barnets skuldre bliver lettet.

Eksponering er et andet vigtigt greb – især til børn, der har angst og fobier. Det handler om gradvist at udsætte barnet for dét, han eller hun er bange for. Her sætter Vicki sammen med barnet et konkret mål, som barnet skal prøve at nå frem til.  Når målet er på plads, hjælper hun barnet med at finde ud af, hvad barnet trin for trin skal gøre for få kontrollen tilbage, så angsten ikke længere har overtaget.

5. Følg barnets tempo

For Vicki er der en ting, som er særlig vigtig, nemlig at det er barnet, der bestemmer tempoet.

”Alle omkring barnet presser på for en hurtig udvikling. Men det er ikke i barnets tarv.  I stedet skal vi give tålmodigheden en stor plads. Vi skal lade vores arbejde med børn, der har ondt i børnelivet, ske stille og roligt, så barnet kan følge med i hvert eneste skridt.”

Læs mere om Vickis arbejde i artiklen
Fra skolevægring til fuldt skema