fbpx

Den gode hjemgivelse handler om forberedelse og tillid

Dem gode hjemgivelse forudsætter altid, at den giver mening for barnet, og at forældrene samarbejder om, at den skal lykkes.

Det er vigtigt, at man hjælper familien med at finde hinanden igen efter anbringelsen. Sådan lød ét af budskaberne, da der til Faglig Fredag i København blev sat fokus på, hvordan man lykkes med den gode hjemgivelse, når årsagen til anbringelsen ikke længere er aktuel.

Lotte Pavic har mere end 15 års erfaring på myndighedsområdet, og hun har haft mange anbringelsessager forbi sit kommunale skrivebord. Hun var inviteret indenfor til Faglig Fredag for at fortælle om den gode hjemgivelse set fra en socialrådgivers perspektiv.

Lotte Pavics udgangspunkt er, at barnet har det bedst derhjemme – medmindre der er tale om de sager, hvor der absolut ingen tvivl er om, at barnet SKAL forblive anbragt.

”Vi skal altid spørge, hvorfor blev barnet anbragt og undersøge, om årsagerne til anbringelsen stadig er til stede. Hvis de ikke er, hvad taler så imod at barnet skal hjem igen?” sagde Lotte Pavic og tilføjede:
”De lykkelige anbringelser er meget sjældne. De fleste undersøgelser viser, at det er fåtallet, der har en god barndom uden for deres hjem. Og vurderer man som myndighedssagsbehandler, at barnet skal hjem, så skal man arbejde på det. Men misforstå mig ikke. Hvis forholdene i hjemmet er indlysende bekymrende, skal barnet selvfølgelig ikke hjem,” understregede hun.

Hjemgivelse med barnets behov i fokus

Et anbragt barn eller ung kan først flyttes hjem, når kommunen har truffet en afgørelse om hjemgivelse og om hjemgivelsesperiodens længde.

Når et barn har været anbragt uden for hjemmet, men igen skal hjem, skal det ikke ske fra den ene dag til den anden. Af hensyn til barnet skal der være en overgangsperiode, hvor barnet kan vænne sig til at skulle tilbage til hjemmet, og hvor myndighed sammen med familien laver en plan for hjemgivelsen.

”Vi skal sikre, at det gode arbejde, der er lavet omkring anbringelsen, kan fortsætte, og så er det afgørende, at man kan finde et tilsvarende skoletilbud i nærmiljøet – ligesom vi skal se på, om barnets behov – evt. med støtte i hjemmet – kan dækkes. Og så skal vi huske på, at den gode hjemgivelse altid forudsætter, at den skal give mening for barnet,” fortalte Lotte Pavic, som desuden fremhæver samarbejdet med forældrene som helt afgørende for en vellykket hjemgivelse.

”Det er min erfaring, at hvis man viser forældrene anerkendelse for de ting, som fungerer, så kan man opbygge den nødvendige tillid. Men samtidig er det også vigtigt, at man som myndighed har modet til også at holde fast i de ting, der ikke fungerer, og siger til forældrene, at vi skal kunne stole på, at I gør dét og dét. Hvis forældrene samarbejder, og vi samtidig har en støtteperson eller familiebehandler på hjemme hos familien, så har vi en vej frem,” fastslog Lotte Pavic.

Hvis forældrene samarbejder, og vi samtidig har en støtteperson eller familiebehandler på hjemme hos familien, så har vi en vej frem.

Lotte Pavic, socialrådgiver

Forståelse for sorgen

Men hvordan er det så, at man som familiebehandler kan støtte op om den gode hjemgivelse og hjemgivelsesplanen? Det gav to af Memox’ erfarne familiebehandlere, Lida og Fadia, deres bud på ved at fortælle om en konkret indsats i en familie.

Familien består af far, som efter pigernes mor var afgået ved døden, havde giftet sig på ny. Hurtigt derefter kommer en ny baby til. De to døtre af første ægteskab anbringes, fordi de siger, at far slår.

”Vi kom ind i familien tre måneder efter, at familiens to døtre var blevet anbragt, og vi mødte en far og en stedmor, som var i dyb, dyb sorg,” fortalte Fadia.

Det vigtigste i første omgang var at skabe tillid. Derfor arbejdede de to familiebehandlere fra dag ét ud fra en anerkendende tilgang.

”Vi mødte dem med forståelse for deres sorg over at have fået døtrene anbragt, og så satte vi ind med bevidstgørelse: Hvad er der sket? Hvordan er det endt, som det er? Kunne det være, fordi pigerne følte sig svigtet eller traumatiseret? Vi viste dem, at det ikke nødvendigvis var dem, der var problemet, men at omstændighederne var problemet,” forklarede Fadia videre.

Faren var opdraget til, at børn skulle være stille og altid vise deres far respekt, så han skulle lære at være far for sine piger på en ny måde.

Lida, familiebehandler

Modet til at tale om de svære følelser

Ifølge planen for hjemgivelse, kom pigerne hjem stille og roligt og lidt ad gangen, alt imens de to familiebehandlere hjalp med at skabe struktur i hjemmet, så der var en tryg og genkendelig hverdag for pigerne, herunder også et hyggeligt børneværelse at komme hjem til.

Selvom forældrene glædede sig til at få børnene hjem igen, så var det også svært, fordi de var bange for, hvad den ældste pige ville sige til kommunen, når hun nu én gang havde fortalt, at de blev slået.

”Det allervigtigste for os var derfor også at give familien modet til at turde tale om alt dét, der var svært og at skabe et rum for, at man kan tale ærligt om, hvad man føler og være tryg ved det,” understregede Fadia som brugte følelseskort som redskab til at hjælpe både børn og voksne med at sætte ord på alle de svære følelser.

Forståelse skaber tillid

Lotte Pavic er enig i, at det er meget vigtigt netop at arbejde med de følelser, der er på spil hos både forældre og børn i forbindelse med en hjemgivelse.

”Når man hjemgiver, skal man huske på, at der fx kan være rigtig meget vrede hos barnet. Hvorfor gav I op? Hvorfor passede I ikke på mig? Hvorfor blev jeg anbragt? I hjemgivelsesperioden er det derfor vigtigt, at man arbejder på, at familien finder hinanden igen,” sagde Lotte Pavic.

Hun gør sig altid umage med at vise, at hun har en forståelse for familiens baggrund, og at hendes værdier ikke er bedre end deres.

”Forståelsen for de familier, vi samarbejder med, er helt afgørende. Når vi som myndighed lukker indsatsen, følger vi ikke med i, hvordan det går efterfølgende. Derfor er det vigtigt, at vi når dertil, hvor familierne har nok tillid til at henvende sig til os, hvis de har brug for hjælp igen,” understregede Lotte Pavic.

Ses vi til Faglig Fredag i Memox?

Sæt kryds i kalenderen den første fredag i hver måned kl. 15-17, hvor Memox inviterer indenfor til to timer med både faglige og personlige oplæg om et aktuelt emne inden for det socialfaglige arbejde med udsatte børn, unge og familier.

Faglig Fredag henvender sig til fagpersoner som socialrådgivere, pædagoger og lærere, men alle interesserede er velkomne.

Det er gratis at deltage, og vi byder på drikkevarer og lidt snacks.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev, eller følg os på vores sociale medier og hold øje med, hvilke spændende emner vi har på programmet.

Vi glæder os til at se dig – og tag gerne din kollega med under armen!

Med fleksibilitet og samarbejde når vi langt i familiebehandlingen

Socialfaglig koordinator Josefina har samarbejdet tæt med familiebehanedlerne Joseph og Pakeeza om familiebehandling i en meget konfliktfyldt familie.

Josefina har sammen med Pakeeza og Joseph sat ind i en indsats med familiebehandling på at fremme trivslen for tre børn, som var alvorligt klemt i en heftig konflikt mellem deres forældre.

Josefina husker, hvordan hårde ord fyger som hagl frem og tilbage over bordet mellem forældrene, den første gang hun møder familien.

”Fra første færd er sagen konfliktfyldt og fuld af gensidig mudderkastning mellem forældrene. Far vil skilles, men mor vil ikke. Hun er bange for, hvad der vil ske med hendes opholdstilladelse, når hun pludselig står alene i Danmark som fraskilt. Dertil kommer den skam, hun føler, at en skilsmisse vil lægge på hendes skuldre,” fortæller Josefina.

Børnene skal skærmes

Efter det første møde bliver Pakeeza, én af Memox’ erfarne familiebehandlere, matchet på sagen.

Sammen med mor går Pakeeza i gang med at arbejde med de handleplansmål, som sagsbehandler har udarbejdet med et helhedsorienteret blik for, at mor har brug for både praktisk hjælp og følelsesmæssig støtte for at opnå større selvstændighed.

Pakeeza har desuden fra dag ét i familien været optaget af at skærpe morens forståelse for, hvor vigtigt det er at skærme børnene for de mange konflikter i familien.

”Ingen børn skal udsættes for at blive tilsidesat og være som lus imellem to negle i forældrenes konflikter. Det talte jeg en masse med moren om. Og så gav jeg hende mulighed for at lette sit hjerte for ad den vej at nå frem til, hvad hun kunne gøre for sig selv. Det var klart fra begyndelsen, at hun havde brug for at stå på egne ben for at kunne være noget for sine børn,” fortæller Pakeeza.

 

Ingen børn skal udsættes for at blive tilsidesat og være som lus imellem to negle i forældrenes konflikter.

Pakeeza, familiebehandler

Til rådighed 24/7

I Memox står familiekonsulenterne til rådighed 24/7. Det betyder, at familierne har mulighed for at få fat i hjælp døgnet rundt, hvis der skulle opstå et alvorligt problem, de ikke selv kan håndtere.

Pakeezas oplevede, at moren ringede på alle tidspunkter af døgnet for at vende selv små praktiske hverdagsproblemer. Det brugte hun som anledning til at snakke med moren om nødvendigheden af at kunne træffe beslutninger på egen hånd.

Pakeeza har igennem hele forløbet lyttet til morens bekymringer og hjulpet hende med at åbne for nye perspektiver på et selvstændigt liv og hendes muligheder som borger i Danmark. Samtidig har hun hjulpet mor med alle mulige praktiske ting fra opholdstilladelse til tandproblemer.

“Og når Pakeeza har haft behov for det, så har hun fået tanket ny energi via både sin supervision og den løbende dialog med mig. Og så er hun gået tilbage og har lyttet til mor og vist hende de mange alternativer, der findes til at sidde hjemme og sørge over sit forliste ægteskab,” fortæller Josefina.

Bygger bro mellem forældre

Halvvejs i forløbet når Josefina og Pakeeza sammen med Memox’ faste supervisor, psykolog Anne Kaplan, frem til, at det vil være hensigtsmæssigt, at faren får tilbudt en mandlig familiebehandler fra Memox. Én af Memox’ faste familiebehandler, Joseph, bliver sat på sagen. Det medvirker til, at farens frustration daler.

”Faren havde oplevet, at der var stort fokus på ekskonen, og han følte sig overset. I første omgang prøvede jeg at skabe tillid ved blot at lytte til ham og stille spørgsmål, Og på den måde fik han oplevelsen af at blive set og inddraget,” fortæller Joseph og tilføjer:

”Jeg så det som en vigtig mission at bygge bro mellem mor og far for at skabe en fælles forståelse omkring børnene og deres trivsel. Ligesom moren elskede faren sine børn og ville meget gerne have samvær med dem. Så jeg rettede fokus mod denne fælles kærlighed og på, hvordan de begge bedre kunne tilgodese børnenes behov. Begge forældre talte dårligt om den anden og brugte børnene som sendebud. Derfor samlede vi forældrene til et familiemøde, hvor vi satte fokus på, hvorfor det er belastende og stressende for børn at blive brugt som sendebud.”

Jeg så det som en vigtig mission at bygge bro mellem mor og far for at skabe en fælles forståelse omkring børnene og deres trivsel. Ligesom moren elskede faren sine børn og ville meget gerne have samvær med dem. Så jeg rettede fokus mod denne fælles kærlighed og på, hvordan de begge bedre kunne tilgodese børnenes behov.

Joseph, familiebehandler

Fleksibilitet hos både Memox og kommune

Faren har skæve arbejdstider. Derfor planlægger Joseph sine aftaler med ham, så de passer med hans skema, og det har nogle dage været sent om aftenen.

”Det er vores erfaring i Memox, at vi kommer langt med vores familier ved at være fleksible – og det gjorde sig også gældende i den her sag,” siger Josefina, som understreger, at samarbejdet med familiens sagsbehandler også var kendetegnet ved stor fleksibilitet.

”Jeg har tit talt med sagsbehandler i telefonen om aftenen uden for normal arbejdstid, hvor vi har vendt sagens gang – og heldigvis også fået grinet en masse sammen.”

En del af vores indsats har handlet om at genskabe morens tillid til, at far kan tage sig af børnene, når han har samvær med dem.

Josefina, socialfaglig koordinator

Magisk at opleve forandringerne

Efter nogle uger går moren med til skilsmisse og efter skilsmissen er gået igennem, bliver morens opholdstilladelse forlænget. Forældrene er begyndt at tale sammen igen, og faren starter på samvær med børnene.

”En del af vores indsats har handlet om at genskabe morens tillid til, at far kan tage sig af børnene, når han har samvær med dem,” fortæller Josefina.

Og det mål når Memox i land med. Det samme gælder for handleplanens øvrige mål. Det betyder, at Memox kan lukke sagen efter omkring otte måneder, hvor sagsbehandler vurderer, at børnenes trivsel er sikret.

Til det sidste møde med familien er frustrationsniveauet helt i bund. Forældrene formår nu at kommunikere roligt med hinanden. De er nået frem til en fælles forståelse for, at de er nødt til at samarbejde om børnene, så de ikke bliver klemt i deres splittelse.

”Det er magisk at opleve de forandringer, der er sket i familien – og fantastisk at høre far sige: ”Jeg har tænkt over, at mor skal bakkes op, og vi skal have fælles regler for børnenes skyld”,” slutter Josefina.

Søg

LUK

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Faglig viden, nyheder og begivenheder indenfor det socialfaglige felt – direkte i din indbakke.