Sprog hjælper os med at forstå verden. Og studier peger på, at mennesker, der mestrer flere forskellige sprog, har nemmere ved at anskue verdenen fra flere kulturelle perspektiver. Den karakteristik passer perfekt på afghanskfødte Joseph , som også trækker på sine erfaringer som flygtning i sit arbejde som familiekonsulent i Memox.

Når man spørger Joseph, hvor mange sprog han behersker, svarer han beskedent på et formfuldendt dansk, der danser blidt over sprogets vokaler:

”Jeg kan da lidt sprog. Jeg kan dari, som tales i både Iran og Afghanistan som forskellige dialekter. Og så taler jeg pastho, tyrkisk, russisk, dansk og engelsk.”

De mange sprog har 43-årige Joseph fået med sig fra en omfarende barndom med en far, der arbejdede som diplomat i forskellige lande.

Men russisk, som han taler flydende, det har han lært sig som flygtningebarn, efter han som 13-årig årig flygtede med sin familie fra eksplosioner og bomberegn over Kabul til Rusland, hvor familien var i eksil i 5 år.

Modtaget med åbne arme

Som 18-årig landede Joseph sammen med sin mor og to brødre i Danmark, hvor faren havde fået asyl.

De blev modtaget med åbne arme af en dansk familie, som var nabo til asylcentret i Frederikssund.

”De blev vores netværksfamilie. De præsenterede os for den danske kultur og det danske samfund. Deres kærlighed og omsorg er et billede på det Danmark, jeg kender i dag. De er stadig vores gode venner. Så vi var virkelig heldige, og det er jeg taknemmelig for” siger Joseph med et smil.

Støtter forældrenes kamp

Som familiekonsulent i Memox bruger Joseph både sin sproglige og kulturelle baggrund. Og så trækker han aktivt på sin egne livserfaringer, og især de oplevelser, han har med sig fra sin tid som flytning, spiller en stor rolle.

Mange af de familier, han som familiebehandler er sat i verden for at hjælpe til større trivsel, har nemlig traumer og andre tunge oplevelser med sig i bagagen, som spænder ben for dem, når de skal starte et nyt liv i Danmark.

Og her kan Joseph træde til med et skarpt blik for de problematikker, der er på spil.

”De fleste, der har oplevet krig eller andre former for chokskabende oplevelser, bliver hæmmet i forhold til deres tanker og trivsel, fordi traumerne hiver personen tilbage til de oplevelser, de har haft. De bruger ofte så meget energi på at tackle deres oplevelser, at der kun er meget lidt overskud tilbage til at varetage rollen som forældre. Jeg kommer ud til familier, som har viljen til at komme videre, men som hele tiden kæmper med sig selv og fortiden – og med at være en god nok mor og far. Og den kamp, støtter jeg også,” fortæller Joseph.

Jeg kommer ud til familier, som har viljen til at komme videre, men som hele tiden kæmper med sig selv og fortiden – og med at være en god nok mor og far. Og den kamp, støtter jeg.

Joseph, familiebehandler

Mærker lykken

Selv har han fået bearbejdet sine egne oplevelser fra fortiden, da han studerede filosofi på Københavns Universitet.

”Jeg var så heldig, at jeg havde en professor, som arbejdede med de her emner rent eksistentielt. Jeg havde samtaler med ham, og ad den vej fik jeg enormt meget støtte og hjælp. Og studierne i sig selv har hjulpet mig med at kunne reflektere over de svære øjeblikke. Og nu, hvor jeg arbejder med traumatiserede familier, kan jeg se, at de ikke har haft den mulighed, men i stedet synker ned i minderne,” siger Joseph eftertænksomt.

Han ser sig selv som en slags forandringsagent, der skal hjælpe familierne med at skabe en bevægelse fra fortiden til fremtiden, som hjælper dem med at genvinde lykken.

”Jeg tænker, at i bund og grund leder alle mennesker efter lykke, og når der er et problem, så er det lykken, der bliver stjålet fra det enkelte menneske eller familien,” siger Joseph og fortsætter:

”Når det lykkes mig at opfylde de forventninger, jeg har sat for dagen, går jeg glad hjem. Men der er også dage, hvor jeg føler, at jeg flyver hjem. Af glæde. Det er de dage, hvor der er sket noget, der er så stort for familien, at jeg mærker lykken inden i mig selv, fx som da en mor, som jeg var støtteperson for, fik at vide, at hun får sine børn tilbage fra anbringelse. Hun havde udviklet sig enormt meget og var begynde at trives og blive meget mere selvbevidst og aktiv. Hun var lykkelig, og det var jeg også.”

Joseph – Blå bog

– 43 år
– Ansat som familiekonsulent i Memox
– Cand. mag i Tværkulturelle Studier og bachelor i filosofi fra Københavns Universitet
– Certificeret familiebehandler fra Memox’ Familiebehandleruddannelse

Til Faglig Fredag i Memox fortalte Zeinab Mosawi historien om sit liv og sin stædige kamp for selvbestemmelse, som hun også har skildret i bogen Himlen over min fars tag, som handler om den genopdragelsesrejse hun mod sin vilje blev sendt på af sine forældre.

Flere og flere unge søger hjælp, fordi de frygter at blive sendt på genopdragelse i forældrenes hjemland. Eller fordi de som Zeinab allerede er blevet udsat for et ufrivilligt ophold.

Det oplever de i Red Rådgivning, som  er et landsdækkende tilbud om professionel rådgivning om æresrelaterede konflikter. 

Det vigtigste er at forebygge genopdragelsesrejserne. For det er generelt utroligt svært at hjælpe de unge hjem igen. Det understreger Ulla Steno, som er socialrådgiver i Red Rådgivning.

Men hvis det viser sig umuligt at forhindre, at den unge tager af sted, så kan man prøve at afhjælpe skaderne ved fx at lave en sikkerhedsplan og udfylde den udrejseblanket, som Udlændinge- og Integrationsministeriet har udformet til unge. Man kan også give den unge en ekstra telefon og noget valuta med

”Men det er ikke nogen garanti,” fortæller Ulla Steno. 

Trækker i alle tråde

Når Red Rådgivning får henvendelser fra unge, som opholder sig ufrivilligt i udlandet, prøver de at trække i så mange tråde som muligt for at hjælpe dem. Men tit er de unge havnet i et land uden kendte gadenavne og husnumre og uden pas. Og i mange tilfælde er de unge oppe imod en religiøs lovgivning, som vægtes højere end den civile. Det betyder fx, at en far kan udstede udrejseforbud over for kone og børn.

”Når vi ikke kan hjælpe en ung hjem, plejer vi at vejlede i, hvordan den unge kan passe på sig selv. Vores råd kan fx lyde: ”Begynd at integrér dig. Tal ikke om, at du vil hjem hele tiden. Få et netværk, og indordn dig. Så kan det være, at du i sidste ende får lov at rejse hjem,” siger Ulla Steno.

Når det lykkes en ung eller et barn at komme hjem fra et ufrivilligt ophold, træder Red Center til med hjælp og støtte. Først skal det klarlægges, om den unge har akut behov for beskyttelse og sikkerhed i en af Red Centers Safehouses.

Rørt, ramt og rystet

Tit har de unge ifølge Ulla Steno været udsat for voldsomme ting under deres udenlandsophold; de er måske blevet tvangsgift og udsat for psykisk og fysisk vold. Og når de lander i Danmark igen, kan de være ekstra udsatte for æresrelateret vold eller negativ social kontrol.

”Man bliver rørt, ramt og rystet, når man beskæftiger sig med de her sager. Især dem, hvor vi ikke kan gøre noget for at hjælpe de unge hjem,” siger Ulla Steno.

Man bliver rørt, ramt og rystet, når man beskæftiger sig med de her sager – især de sager, hvor vi ikke kan gøre noget for at hjælpe de unge hjem.

Ulla Steno, socialrådgiver i Red Rådgivning

Med dæknavn på krisecenter

Da Zeinab Mosawi for syv år siden landede i Kastrup Lufthavn efter fem traumatiske måneder i sine forældres hjemland Irak og en dramatisk flugt fra sine bedsteforældres hjem i Basra, ventede en rådgiver fra Red Center på hende sammen med en sagsbehandler og en psykolog fra kommunen og to politibetjente.

Zeinab blev indlogeret på et af Red Centers krisecentre med dæknavn, overfaldsalarm og instrukser om ikke at tage kontakt med sine forældre. De fik samme aften at vide, at deres datter var blevet tvangsfjernet.

”Jeg var i chok, og det var virkelig svært at vænne mig til hverdagen på krisecentret. Men i dag er jeg glad for de mange mennesker, der greb mig og hjalp mig tilbage til et normalt fungerende liv igen,” fortæller Zeinab, som efter hjemkomsten gennemlevede en turbulent tid, hvor hun flyttede fra krisecenter til opholdssted, inden hun forsøgte at forsone sig med forældrene og flytte hjem, kun for kort tid efter at flytte på krisecenter igen, da især farens negative sociale kontrol blussede op igen for fuld styrke.

Et spørgsmål om ære

Allerede fra en meget ung alder havde Zeinab vist sine forældre i barndomshjemmet i Allerød, at nok var hun en lille og spinkel pige, men hendes viljestyrke og egenrådighed var stor.

Da hun var 13 år, valgte hun at tage det tørklæde af, som hendes forældre havde givet hende på som 9-årig.

”At jeg ville af med tørklædet, blev et spørgsmål om ære. Det var no go for min far og udløste et kæmpe skænderi. Mine forældre ville danne mig efter deres værdier og normer. Men jeg ville have retten til at være mig selv og have del i det samme liv som mine venner. Det endte med, at jeg gik i skole uden tørklæde,” fortæller Zeinab.

Derfra tog konflikterne og skænderierne kun fart hjemme i rækkehuset i Allerød. Indimellem eskalerede de i regulær vold fra farens side. Da Zeinab var 16 år, gav hendes forældre hendes pludselig i en periode lidt friere tøjler. Zeinab var forvirret, men glad. Det skulle imidlertid vise sig, at forældrene blot havde lagt en fælde ud for at lokke hende med på vinterferie – en ferie, som blev starten på et fem måneder langt mareridt.

At jeg ville af med tørklædet, blev et spørgsmål om ære. Det var no go for min far og udløste et kæmpe skænderi. Mine forældre ville danne mig efter deres værdier og normer.

Zeinab Mosawi, forfatter

Det største svigt

Med beskeden om, at der var problemer med hendes pas og opholdstilladelse, efterlod faren hende alene hos sin meget religiøse familie i Karbala i Irak

“Det er nok det største svigt, jeg har oplevet,” husker hun.

Efter tre måneder i farbrorens hus med daglig religiøs indoktrinering og trusler om vold og tvangsægteskab hængende over hovedet, lykkedes det Zeinab at få lov til at flytte til sine morforældres hus i Bashra. De var mere frisindede. Og de havde computer og mobiltelefon. Det blev hendes livline.

Selvom hendes færden på internettet blev overvåget, gik hun på sin hotmail og fik kontakt til en psykolog fra kommunen, hun tidligere havde gået hos. Hun fik at vide, at der ikke var noget i vejen med hverken hendes pas eller opholdstilladelse, og at udenrigsministeriet arbejdede på at få hende hjem.

Fra da af fulgte en mailkorrespondance med myndigheder hjemme i Allerød og den danske ambassade i Irak. Langsomt tog flugtplanerne form.

Mit liv er aldrig blevet det samme

Flugten hjem til Danmark og tiden efter har Zeinab beskrevet i detaljer i sin bog Himlen over min fars tag, som udkom i foråret 2018. Bogen er et forsøg på at bearbejde tiden i Irak. Og selvom Zeinab er kommet videre, så lægger hun ikke skjul på, at hun stadig døjer med eftervirkningerne af genopdragelsesrejsen og forældrenes svigt.

”Mit liv er aldrig blevet det samme. Før Irak var jeg den glade og sjove pige. Men da jeg kom hjem, var mit netværk forsvundet, og jeg var blevet meget mere tungsindig og eftertænksom,” fortæller Zeinab som stadig døjer med mareridt om sin tid i Irak.

Hun har ikke set sin far i seks år.

“Jeg føler, at det er min fars pligt at komme til mig efter, at han har udsat mig for oplevelser, der har gjort mit liv så svært,” siger Zeinab, som til gengæld har tilgivet sin mor.

Insisterer på sin integritet

Det er vigtigt for hende at holde kontakten til moren. Men lige så vigtigt er det for hende fortsat at insistere på sin personlige integritet og selvstændighed.

”Jeg siger fra over for min mor, når hun prøver at kontrollere mit udseende. Men jeg prøver at inddrage hende så meget som muligt i mit liv. Jeg vil gerne have, at min mor ser, hvordan jeg er, fremfor at alle mulige skal komme og fortælle hende det.”

Og én ting er sikker:

”I dag har jeg altid mit pas med mig – lige meget om jeg så går i Netto. For jeg tænker altid: Hvad nu hvis min mor tager mit pas igen?”

Genopdragelsesrejser er rejser, hvor en ung ufrivilligt bliver sendt til forældrenes oprindelsesland eller i andet land med henblik på adfærdsregulering. Andre ufrivillige udlandsophold dækker over ufrivillige rejser med henblik på f.eks. at blive forlovet eller tvangsgift eller tilfælde, hvor den unge efterfølgende forhindres i hjemrejse.

National Handlingsplan: Forebyggelse af æresrelaterede konflikter og negativ social kontrol