Jes Dige været på en 30 år lang rejse først i Kræftens Bekæmpelse og siden 2017 i foreningen Skyggebørn, hvor han i samtalegrupper har støttet over 3000 sorgramte børn og hjulpet dem med at tale om tabet af en forælder, en bror, søster eller anden nær familie.

I dag har Jes Dige været på en anden slags rejse, fra sit elskede Vendsyssel til Memox på Amager, hvor han er med på Memox’ interne uddannelsesdag for at dele ud af sin særlig tilgang til børns sorg.

Jes Dige lægger ikke skjul på, at storbyen slet ikke er hans rette element. Han er nordjyde ind til benet, og for ham er det en befrielse at kunne nyde den ro, der er under de vante himmelstrøg i Blokhus, hvor han bor. Og selv udstråler Jes Dige også en ro, som ikke kan undgå at forplante sig til dem, han taler med.

Døden er ikke for børn – eller er den?

I vores kultur er sorg og død belagt med utallige tabuer og misforståede hensyn, der gør det ensomt og svært at være et sorgramt barn. Jes Dige er en stærk fortaler for, at vi gør op med tabuerne og giver mere plads til døden og til at tale om sorg – også med de små børn.

”Vi har en forestilling om, at døden ikke er for børn. At vi skal beskytte børn mod døden. Men det er min erfaring, at børn godt kan tale om og forholde sig til døden. Selv en 4-årig kan tale om at være ængstelig for at miste mor eller far. Hvor der er vilje, er der også en vej,” understreger Jes Dige og fortæller om Liam på 4 år, som har en kræftsyg og døende far.

”Liam har udviklet sit eget sprog om sin far og fortæller, at hans far er oppe at kæmpe med kræftsoldaterne, og at han lige nu er stærkere end soldaterne. Liam vil meget gerne mødes med mig og snakke om far. Ellers er der ingen, der spørger ham: Kan du klare det her? Men Liam har jo ikke et valg. Døden er et livsvilkår, som han må reagere på. Og hvis vi ikke snakker med Liam og andre børn i hans situation, hvad lærer de så af det?” spørger Jes Dige.

Det er tavsheden, der gør ondt

Det er svært at se børn lide. Vi vil helst minimere lidelsen mest muligt og så tier vi, fordi vi ikke vil gøre børnene kede af det. Men ifølge Jes Dige, så har tavsheden den modsatte effekt – nemlig at børnene bliver isolerede og ensomme. Det er smertefuldt at stå alene. Det er altså tavsheden, der gør ondt – ikke at vi taler om de svære udfordringer og den frygt, som barnet står med, når det værst tænkelige sker og mor eller far dør eller bliver alvorligt syge.

”Jeg lytter til, hvad barnet har brug for. Jeg tager barnet alvorligt. Børnene er klogere end os. De er eksperterne,” understreger Jes Dige, der hjælper det enkelte barn med at sætte ord på sin egen fortælling. Det gør han bl.a.  vej ved at stille dét, han kalder de uærbødige spørgsmål.

”Det er de nysgerrige spørgsmål, vi ellers afholder os fra at stille. Spørgsmål, som overskrider konventionerne og forhindrer os i at sige det højt, vi tænker. Det er de spørgsmål, som kan være en hjælp ud af tavsheden, ” forklarer Jes Dige

 

 

Vi lever med sorgen resten af livet

I vores kultur har vi en kollektiv opfattelse, som handler om, at sorg er noget, der går over. At tiden læger alle sår.  Det er en opfattelse, som Jes Dige ikke deler.

”Sorgen er noget, vi lever med resten af livet, og for et barn bliver sorgen gradvist tungere at bære, hvis den ikke er blevet forløst. Og så kæmper barnet måske med følelsen af, at det er ham eller hende, der er noget galt med. Det frisættende ligger i at snakke med andre om sorgen.”

Og hvor længe er det så, vi kan blive i sorgforløbet med barnet?, lyder et spørgsmål fra salen.

”Det er måske en time til halvanden, og når vi så på et senere tidspunkt fortsætter samtalen, så kan vi spørge til, hvordan det er gået siden sidst. Hvad tænker du om det, vi talte om? Mit budskab er : Giv tid! Det er børnene, der definerer, hvornår de har brug for at komme videre. Vi skal ikke gøre noget færdigt for dem. Vi skal lade dem udvikle sig i deres egen takt.”

Med hjælp fra Bayan har Azade fundet sin indre styrke frem i lyset. Det betyder, at hun nu tør drømme om en fremtid og formår at være den mor for sine to døtre, som hun altid har ønsket sig at være. Vi har sat Azade stævne for at høre mere om den forandring, hun har skabt for sit liv.

Azade er vokset op i iransk Kurdistan i en familie, hvor psykisk og fysisk vold var en del af hverdagen. Hendes far var stofmisbruger, og som kvinde i en traditionel kurdisk familie var Azade underlagt sin far, sine brødre og hele familiens stramme regler.

Hun giftede sig allerede som 18-årig for at komme væk fra barndomshjemmet uden at vide, at angsten og volden for en tid ville fortsætte også i ægteskabet.

Angsten følger med

Da Azade kom til Danmark i 2016 som flygtning fra Iran sammen med sin mand og to døtre, var hun glad for den frihed, hun fik til at vælge, om hun ville gå med tørklæde eller ej. Hun valgte at lægge tørklædet på hylden. Men den angst, stress og depression, der havde været hendes følgesvend i mange år, kunne hun ikke bare lægge bag sig.

Tværtimod fik hun det mentalt dårligere og dårligere, som årene gik i hendes nye liv i en forstad til København

”Jeg var inde i en meget mørk periode. Jeg var meget isoleret, så ikke andre mennesker, var søvnløs og græd hele natten. Jeg havde ingen tro på mig selv. Jeg følte mig magtesløs og uduelig. Jeg sad formålsløst og kiggede ind i lejlighedens vægge. Jeg var så udmattet fysisk og psykisk, at kommunen til sidst besluttede, at jeg havde brug for hjælp.”

Sådan beskriver Azade sin situation, som den så ud, da hun fik Bayan som familiekonsulent. Bayan har ligesom Azade kurdiske rødder og taler hendes modersmål Sorani, som er en af de største kurdiske dialekter.

 

Nyt mod på livet

Bayan er politisk flygtning fra Irak og har uddannet sig til familiebehandler og familieterapeut i Danmark. Hun har været tilknyttet Memox i over ti år og er én af de mest garvede af Memox’ omkring 200 familiekonsulenter.

”Jeg bruger tit empowerment i mit arbejde og har fokus på, hvordan jeg kan hjælpe forældrene og især kvinderne med at hente deres indre ressourcer frem, så de bedre kan klare nogle af de dilemmaer, de står med, når de skal finde deres ben i en hel ny kultur,” fortæller Bayan.

Det kan Azade nikke genkendende til

”Fra det allerførste møde følte jeg, at Bayan så mig og forstod min situation. Hun talte med mig om mit liv og fremhævede min indre styrker. Hun sagde til mig: ”Du kan. Du er stærk. Du kan ændre dit liv.” Hun gav mig nyt mod på livet,” fortæller Azade

Bayan opfordrede Azade til at bryde ud af lejlighedens isolation og få gang i kroppen.

Azade begynder at gå til fitness tre-fire gange om ugen, og de dage hun ikke kommer afsted i fitnesscentret, tager hun sig en rask gåtur. Hun kan mærke, at det er godt for hende.

”Den fysiske aktivitet giver mig energi, optimisme og glæde,” fortæller Azade, som også oplever, at den hårde knude af angst og stress langsomt er ved at løsne sig.

Overskud til familien

Hun er særligt glad for, at den forandring, som Bayan har motiveret hende til at skabe for sig selv, har givet hende mere overskud i hverdagen til døtrene. I dag hjælper hun sin yngste datter med lektier, de læser bøger sammen og tager i svømmehallen. Og hver fredag disker Azade nu op med fredagslik og film med begge døtre i sofaen.

”For nylig havde jeg også overskud til at byde min store datters danske veninder på en hjemmelavet kurdisk middag. Det var noget, min datter aldrig ville have drømt om at bede mig om tidligere,” fortæller Azade og fortsætter:

”Jeg vil opdrage mine døtre til det danske samfund. Jeg vil have, at de skal være frie, tro på sig selv og leve deres liv uden angst og vold. Min ældste datter gav mig den bedste kompliment forleden dag, da hun sagde: ”Mor du er er open-minded. Jeg føler jeg kan snakke med dig om alt.”

Drømmer om et kørekort

Også forholdet til Azades mand har forandret sig positivt, i takt med at hendes selvtillid, energi og livslyst er vokset. Samtidig er hun med Bayans hjælp blevet klogere på sine rettigheder og pligter som kvinde i det danske samfund. Det har næret en gammel drøm om en dag at tage kørekort og uddanne sig til buschauffør.

”Nu tør jeg stå op for mig selv og sige min mening over for min mand. Det har jeg aldrig gjort før. Jeg ønsker at blive en selvstændig kvinde, som er økonomisk uafhængig af sin mand. Det har jeg fortalt ham, og han anerkender faktisk min styrke og motiverer mig. Han siger for sjov, at hvis jeg havde mere tid sammen med Bayan, så ville jeg ende med at blive flypilot,” siger Azade med et stort smil.

Af hensyn til ønsket om anonymitet er Azade et opdigtet navn

I Memox er vi glade og stolte over den store forandring, som Azade med seje Bayans støtte har formået at skabe for sig selv og sin familie. Et stort skulderklap til dem begge!