Som familiebehandler rykker Arjman indimellem ud i familier, hvor psykisk sygdom hos den ene eller anden forælder fylder så meget, at der ikke er overskud til at drage omsorg for børnene i familien.
Det kan være forskelligt, hvordan psykisk sygdom påvirker familien. Men det kan trække dybe spor, hvis hverken børnene eller forældrene i rette tid får hjælp og redskaber til at tackle de udfordringer, der kan følge med, når mor eller far kæmper med fx angst, depression eller en bipolar lidelse.
Svært at stå alene med ansvaret
Som familiebehandler i Memox kommer Arjman ud i familier, hvor den ene forælder har en psykisk sygdom, mens den anden forælder i et stykke tid har stået alene med hele ansvaret for børnene og alt det praktiske i hjemmet. Det har måske ført til, at rutiner i hjemmet omkring hverdagens gøremål og samvær er brudt sammen. Og at børnene må kigge langt efter de voksnes nærvær og tryghed.
“Det er også hårdt og krævende at være den anden forælder, der står tilbage med det primære ansvar, især hvis netværket omkring familien er begrænset. Eller hvis netværket slet ikke involveres, fordi psykisk sygdom stadig ses som et tabu hos mange familier. Og det kan ende med, at hverdagen til sidst handler om ren overlevelse. Og bekymringerne for børnenes udvikling og trivsel kan blive høje,” fortæller Arjman.
Familiebehandling på mange fronter
Som familiebehandler sætter hun ind på mange forskellige fronter; det handler om at komme hele vejen rundt og prøve alle muligheder for at hjælpe børnene.
En del af familiebehandlingen drejer sig om at støtte familien til at håndtere alle de praktiske ting i hjemmet, så børnene ikke risikerer at gå for lud og koldt vand, uden madpakker og rent tøj i de perioder, hvor den ene forælder har det dårligt. Og så retter Arjman masser af sin professionelle, kærlige opmærksomhed mod børnene.
“Det er hårdt for børn at opleve, at mor eller far har det skidt. Det påvirker dem mentalt og stresser dem. Børnene forstår ikke altid, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom. Men de bruger en masse energi på at lægge mærke til, hvordan mor eller far har det. Nogle prøver at pakke alle de svære følelser væk. Og andre bebrejder sig selv og tænker, at de har gjort noget galt, når nu mor eller far græder igen, ligger i sengen hele dagen eller er helt tavs.”
Børnene forstår ikke altid, hvad det vil sige at have en psykisk sygdom, men de bruger en masse energi på at lægge mærke til, hvordan mor eller far har det.
Taler med børnene om psykisk sygdom
Derfor gør det ifølge Arjman en stor forskel for børnene, når hun lytter til, hvad de har på hjerte, og spørger ind til de følelser, de går og bærer på – tit i det skjulte.
Hun taler også med dem om psykisk sygdom og hjælper med at adskille sygdommen fra personen.
“Det er vigtigt, at børnene forstår, at mor eller far ikke ER sygdommen. Hun eller han er stadig den mor eller far, der leger med dem, laver mad og putter dem. Måske bare ikke i de perioder, hvor sygdommen fylder,” siger Arjman, som også prøver at almindeliggøre psykisk sygdom og snakke med børnene om, at der er mange andre, der ligesom deres mor eller far kæmper med psykisk sygdom.
“De skal vide, at det er hverken skamfuldt eller flovt at have en forælder, der er psykisk syg.”
I de tilfælde, hvor der er høj bekymring for børnenes trivsel, laver Arjman en sikkerhedsplan. Det kan fx være en plan for, hvem børnene i prioriteret rækkefølge skal ringe til, hvis de føler sig utrygge derhjemme, fordi mor eller far får det dårligt.
Børnene skal vide, at det er hverken skamfuldt eller flovt at have en forælder, der er psykisk syg.
Hjælper fælles forståelse mellem forældrene på vej
Arjman oplever, at det har afgørende betydning, at den raske forælder forstår og anerkender, hvad det er, den anden forælder kæmper med. Hun støtter derfor begge forældre i at tage imod tilbud fra psykiatrien.
”Hvad er det egentlig, man gennemlever, når man kæmper med en bestemt sygdom? Det er vigtigt at forstå for den raske forælder for at kunne gå ind at være en støtte,” pointerer Arjman, som også motiverer forældrene til at skabe et fælles sprog, som de kan bruge i kommunikationen med børnene.
“De kan fx aftale formuleringer som, ”Når mor er ked af det og ligger i sengen, er det, fordi det er en af de dage, hun er dårlig/syg, og det er okay. Det er ikke din skyld.” Når børnene oplever, at forældrene står sammen og snakker med dem om, hvad der er på færde, så letter det på deres skyldfølelse og giver også større forudsigelighed,” understreger Arjman.
Holder fast i håbet
Samtidig snakker hun med den syge forælder om, hvordan hun eller han selv kan skærme børnene bedst muligt i de perioder, hvor sygdommen tager over.
”Hvis forælderen fx hører stemmer og har brug for at råbe ad sine stemmer, så kan jeg godt aftale, at hun eller han kun gør det, når børnene ikke er hjemme,” siger Arjman
Hun hjælper også forælderen med at lære at leve bedst muligt med sygdommen ved at motivere og støtte hende eller ham til at gøre mere af det, der afstresser eller gør glad, fx meditere, høre et bestemt stykke musik, dyrke motion eller bede.
”Jo bedre forælderen med en psykisk sygdom har det, jo bedre har hele familien det. Så jeg gør altid, hvad jeg kan, for at anerkende, rose og minde om de fremskridt, der sker, og hjælpe begge forældre med at holde fast i håbet og hive fat i det positive.”