fbpx

5 gode råd til kognitiv adfærdsterapi i børnehøjde

Vicki, skolecoach i Memox, og den kognitive diamant
Den kognitive diamant er en stor inspiration for Vicki i hendes arbejde som skolecoach i Memox Skoleboost.

I sin pædagogiske praksis som skolecoach i Memox Skoleboost griber Vicki gang på gang fat i redskaber fra kognitiv adfærdsterapi til sit arbejde med børn, som på forskellige måder har ondt i børnelivet.

Den kognitive diamant er ét af de redskaber, Vicki tit tager afsæt i. Den har fokus på forholdet mellem tanker, følelser, kropsfornemmelser og adfærd, og hvordan de gensidigt påvirker hinanden.

Diamanten er en kæmpe hjælp og inspiration til skolecoachens arbejde med at hjælpe det enkelte barn med at ændre på de fastlåste tankemønstre og den tillærte adfærd, som skaber de udfordringer, barnet står med i hverdagen – det være sig angst, udadreagerende adfærd, skolevægring eller andet.

1. Undersøg barnets tanker og leveregler

”Jeg starter med at snakke med barnet om, hvad en tanke i det hele taget er for en størrelse, og hvad det er, tanker gør ved os og hvordan de påvirker vores følelser og vores kropsfornemmelser. På den måde undersøger jeg de tanker, der er i spil, og særligt, hvordan barnets tanker bliver påvirket af de grundlæggende antagelser, som barnet har om sig selv.”

De grundlæggende antagelser kan også beskrives som de leveregler, barnet ubevidst har sat op for sig selv i form af strenge krav. Det kan fx være krav til perfektion, som gør, at barnet ikke må fejle og føler sig lammet, trist og angst. Skrappe selvpålagte krav til perfektion kan være ødelæggende for både venskaber, skolegang og fritidsliv. I værste fald risikerer barnet at ende i skolevægring.

Når Vicki oplever, at negative leveregler spænder ben, så støtter hun barnet til at ændre på det mindset, som påvirker barnets følelser og adfærd negativt. Her kan de såkaldte forskerspørgsmål komme på banen. Det er åbne og undersøgende spørgsmål, som udforsker og går bagom barnets leveregler. Hvis barnet har en leveregel, der sætter krav om perfektion, kan spørgsmålene fx være:

Hvad nu hvis du fejler?
Har du nogensinde oplevet, at de har grinet ad dig inde i klassen?
Hvad sker der, hvis de griner ad dig inde i klassen?
Hvordan sætter det sig i din krop ikke at være perfekt?

2. Anerkend barnet og vis, at alle følelser og tanker er ok

I samtalerne med barnet lægger Vicki vægt på at anerkende barnet for at have modet til at undersøge sine tanker og følelser.

”Jeg viser altid barnet, at alle følelser og tanker godt må være dér. Ofte er de her tanker og følelser forbundet med en masse skyld og skam, som tynger og begrænser barnet. Derfor skal barnet vide, at de svære følelser er ok. Men vi snakker også om, at barnet måske skal til at gøre noget andet, når tankerne kommer,” siger Vicki.

3. Tak barnet og opbyg tillid

Hun takker altid barnet for at gøre hende klogere. Det er nemlig med til at opbygge den tillid i relationen som er helt afgørende for, at hun er i stand til at hjælpe barnet med at rykke sig.

”Jeg takker for den tillid, barnet viser mig og siger fx ”Du har lært mig, hvordan du skal mødes, og du har gjort mig klogere på, hvor dine grænser går. Tak for, at jeg har fået lov at være med, når det er svært.”

4. Eksternalisér og eksponér

Vicki støtter også barnet i at eksternalisere sine følelser. Det gør hun ved at tale om barnets udfordringer og svære følelser som noget, der er adskilt fra barnet. Målet er at få skabt en afstand mellem udfordringen og barnet selv, så byrden af skam og skyld på barnets skuldre bliver lettet.

Eksponering er et andet vigtigt greb – især til børn, der har angst og fobier. Det handler om gradvist at udsætte barnet for dét, han eller hun er bange for. Her sætter Vicki sammen med barnet et konkret mål, som barnet skal prøve at nå frem til.  Når målet er på plads, hjælper hun barnet med at finde ud af, hvad barnet trin for trin skal gøre for få kontrollen tilbage, så angsten ikke længere har overtaget.

5. Følg barnets tempo

For Vicki er der en ting, som er særlig vigtig, nemlig at det er barnet, der bestemmer tempoet.

”Alle omkring barnet presser på for en hurtig udvikling. Men det er ikke i barnets tarv.  I stedet skal vi give tålmodigheden en stor plads. Vi skal lade vores arbejde med børn, der har ondt i børnelivet, ske stille og roligt, så barnet kan følge med i hvert eneste skridt.”

 

Læs mere om Vickis arbejde i artiklen
Fra skolevægring til fuldt skema

 

Søg

LUK

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Faglig viden, nyheder og begivenheder indenfor det socialfaglige felt – direkte i din indbakke.