..Men flere og flere børn er ikke en del af gode fællesskaber.
Vores velfærdssamfund er afhængigt af fællesskaber. Fællesskaber hvor vi forpligter hinanden til at løfte sammen – også selvom sammenholdet i fællesskabet kan blive sat på prøve. Desværre ser vi, at flere og flere børn ikke føler, at de er en del af gode fællesskaber.
Den seneste trivselsmåling viste, at flere elever fortæller, at de oplever mobning, flere føler sig ensomme, færre elever oplever, at andre elever accepterer dem, som de er og færre elever er glade for at gå i skole. Med andre ord er børns fællesskaber udfordret.
Derfor er det utrolig vigtigt, at netop fællesskaber har fået en central placering i Trivselskommissionens arbejde. Det er nemlig en del af Trivselskommissionens opdrag at komme med forslag til, hvordan der kan skabes bedre grundlag for positive fællesskaber i alle børn og unges hverdag.
Vi skal ikke spare på hjælpende hænder.
For mange børn og unge falder det let at navigere i fællesskabets mylder, men rigtig mange har også brug for en hjælpende hånd til at finde deres plads i fællesskabet. En hjælp, der i høj grad skal komme fra engagerede voksne i alle hverdagens lokale fællesskaber: familien, daginstitutionerne, skolen, klubberne, fritidslivet. Dér, hvor børn færdes hver eneste dag. Den voksenopgave kan hverken outsources eller spares væk.
Uanset budgetter og presset økonomi, er der ikke noget alternativ til at have nok engagerede voksne til at hjælpe børn med at blive en del af positive inkluderende fællesskaber, så de langsomt men sikkert kan blive til trygge, udviklende baser, hvorfra børn og unge selv kan tage medansvar for at vedligeholde og udbygge fællesskaberne.
Det er nemlig lige så vigtigt, at børn og unge selv bliver i stand til at opbygge og indgå i fællesskaber, som de selv har ansvaret for, men det kræver, at de lærer at begå sig i forskellige sociale sammenhænge og relationer. Det er helt afgørende, hvis vi ønsker at skabe tillidsfulde børn og unge i trivsel, at de evner og har lyst til at engagere sig i positive fællesskaber.
Man kunne nå meget langt, hvis lærere, pædagoger, socialrådgivere og andre fagligheder i vores børn liv, blev sat fri fra rigide regler og bureaukratiske dokumentationskrav.
Trygge fællesskaber
Men det kræver også, at vi som samfund – både system og borgere – har fokus på, hvad der skal til for a skabe trygge børnefællesskaber uden mobning, der kan være en meget destruktiv kraft i børn og unges formative år.
Hvis det skal lykkedes at fremme trivslen og styrke børns fællesskaber, er det bydende nødvendigt, at vi uddelegerer både ansvar og kompetence til et uddannet og dygtigt ”frontpersonale”, der er sammen med børn og unge i hverdagen, og som kender betydningen af det trygge fællesskab. Og at de har tid og ressourcer til at arbejde aktivt med forebyggelse og tidlige indsatser.
Drop detailstyring
Mange af de dygtige folk, der arbejder med børn og unge, har oplevet mere end rigeligt af detailstyring og centrale handleplansmål. Det er ikke befordrende for en lokal, engageret indsats, der skal være båret af nærhed, nærvær, tolerance og empati.
Man kunne nå meget langt, hvis lærere, pædagoger, socialrådgivere og andre fagligheder i vores børn liv, blev sat fri fra rigide regler og bureaukratiske dokumentationskrav; hvis det blev erstattet af fleksibel rammestyring, tværfaglighed og tværgående koordinering; og hvis de fik mere tid og flere fagligt dygtige kollegaer til arbejdet med børnenes trivsel. Så ville det skabe et naturligt fokus på borgerne – børnene, de unge, familierne – og på, hvordan deres ressourcer kan bidrage konstruktivt til at skabe gode fællesskaber.
Af Rasmus Kjeldahl, Johanne Schmidt Nielsen, Signe Færch, Kasper Riedl og Henrik Appel.
Debatindlægget er bragt hos Kristlig Dagblad.
