I 2021 og 2022 blev det besluttet, at Danmark skulle modtage 200 kvoteflygtninge fra Rwanda. Memox har i samarbejde med Varde Kommune det seneste år hjulpet én af familierne med at finde sig til rette i en ny hverdag i Danmark, som er helt forskellig fra det barske liv i en flygtningelejr.
Amira, som er socialfaglig koordinator i Memox, står sammen med Bintu, som er familiekonsulent, i Billund Lufthavn en gråvejrsdag for omkring et år siden.
Sammen med en socialrådgiver og en jobkonsulent fra Varde Kommune udgør de en lille velkomstkomité, som skal tage imod en mor og hendes fire børn, som lige om lidt ankommer med fly fra Rwanda.
Familiens største dreng er den første, der træder ud i ankomsthallen. Han spærrer overrasket øjnene op, da Bintu på hans modersmål, kinyarwanda, siger ”Hej.”
Kommunens opgave at integrere kvoteflygtninge
Som mange andre FN-kvoteflygtninge kommer familien direkte fra en stor flygtningelejr, hvor de har levet under primitive og kummerlige forhold.
De fleste af de udvalgte kvoteflygtninge, som er kommet til Danmark i de seneste år, er oprindeligt flygtet fra krig i DR Congo og har boet i eksil i Rwanda i mange år. Det er landets kommuner, der står for at tage imod og integrere kvoteflygtningene i deres nye liv i Danmark.
Det er en opgave, der kræver en intensiv støtte. Især i den første tid. Varde Kommune har derfor indgået et samarbejde med Memox om at bistå med råd og vejledning til familien.
Fra et liv i telt til en hverdag i en lejlighed
Familien bliver kørt til den lejlighed, som kommunen har anskaffet og møbleret. Køleskabet er fyldt op med madvarer til de første dage. I lejligheden ligger også varme trøjer og jakker, som passer bedre til det kolde marts-vejr end det tøj, familien har med sig fra Rwanda.
”Jeg kan huske, at Bintu fortæller, at man ikke må tænde bål i lejligheden. Det kan måske lyde helt vildt. Men man skal huske på, at børnene er født og opvokset i en flygtningelejr. Deres hjem har været et telt uden rindende vand og elektricitet. De har aldrig oplevet en hverdag, hvor de får lys ved at trykke på en lyskontakt eller varme ved at skrue op for en radiator,” fortæller Amira.
Fra første dag gælder det derfor for Bintu om at hjælpe familien med at forstå, hvordan helt basale og lavpraktiske ting i en dansk bolig fungerer. Hvordan tænder man for et komfur? Hvad er et køleskab? Hvad er dåsemad? Hvordan bruger man et toilet? Hvordan gør man rent i en lejlighed? Hvordan tænder man lyset? Og hvorfor skal man huske at slukke det igen?
Og også noget så basalt som at låse en dør op med en nøgle, viser sig at være en uprøvet ting for familien. De har aldrig i deres liv oplevet den luksus at have en dør, som de kunne lukke bag sig.
Deres hjem har været et telt uden rindende vand og elektricitet. De har aldrig oplevet en hverdag, hvor de får lys ved at trykke på en lyskontakt eller varme ved at skrue op for en radiator.
Med hjertet på rette sted
Moren og de fire børn er så heldige, at det lige netop er Bintu, der skal følge dem tæt og hjælpe dem med at finde sig til rette i deres nye liv i Danmark.
Bintu er nemlig selv kommet til Danmark som kvoteflygtning fra Rwanda for 13 år siden fra akkurat den samme flygtningelejr, som familien har boet i.
”Jeg kan fuldstændig relatere mig til deres situation, og hvor de kommer fra. Jeg forstår, hvor overvældende det er at skulle sætte sig ind i alting helt fra bunden og fx stå ved et lyskryds og ikke vide, hvad den grønne mand i trafiklyset betyder,” fortæller Bintu, som for øjeblikket er i gang med at uddanne sig til socialrådgiver.
Det er der en ganske særlig grund til, fortæller hun.
”Den første, der mødte min familie, da jeg selv kom til Danmark, var en socialrådgiver med hjertet på rette sted. Jeg vil aldrig glemme den måde, hun tog imod os og al den hjælp og tryghed, hun gav os i vores første tid. Hun har inspireret mig til at læse til socialrådgiver. Jeg vil gerne være ligesom hende.”
Jeg kan fuldstændig relatere mig til deres situation, og hvor de kommer fra. Jeg forstår, hvor overvældende det er at skulle sætte sig ind i alting helt fra bunden.
Grobund for en god integration
Bintu har været familiens faste holdepunkt igennem det første år i deres nye hjemland. Hun har været med til alle møderne med kommunen og andre instanser.
Hun har taget mor og børn i hånden og hjulpet dem med at bygge et liv op omkring daginstitution, skole og arbejde og vejledt dem i, hvordan de navigerer i det danske samfund. Trafik, offentlig transport, møntfod, bankkonto, skat, NemId, indkøb, arbejdsliv, skolegang, Aula, fritid, hospitalsvæsen… Ja, fortsæt selv listen.
Det har været en stor tryghed for mor og børn at vide, at de altid kunne få fat på Bintu på telefonen. Siden ankomsten har hun været deres livline med gode svar på de spørgsmål om alt det, der er ukendt og svært at forstå. Også den dag, hvor mor tog bussen i den helt forkerte retning og ikke anede, hvor i alverden, hun var landet. Så var det Bintu, der tog telefonen og hjalp hende tilbage til Varde.
”Det er rigtig godt givet ud fra dag ét at tilknytte en familiekonsulent, som taler samme sprog og har kendskab til familiens kulturelle baggrund. Bintu har været med til at skabe den bedst mulige grobund for en god og tryg integrationsproces,” vurderer Amira.
Modet og netværket vokser
Familien er nu kommet så langt, at Memox har trappet timerne med råd og vejledning ned fra 15 timer om ugen til seks ugentlige timer. Modet på at bevæge sig ud i det pulserende liv uden for lejlighedens hoveddør vokser støt og roligt. Børnene går i skole og har fået legekammerater. Familiens store dreng har fritidsjob som avisbud, og moren står for at skulle ud i sin anden omgang praktik. Hun er ifølge Bintu meget motiveret for at kunne klare sig selv og vil meget gerne ud i job.
”Jeg er både glad og stolt over, hvor langt vi er nået, og hvor meget familien kan klare i dag. Moren har været motiveret for at samarbejde hele vejen, og hun er dybt taknemmelig for den særlige måde, der er blevet taget hånd om hende og familien,” siger Bintu.
Jeg er både glad og stolt over, hvor langt vi er nået, og hvor meget familien kan klare i dag.
Vi skal give den tid, der er brug for
Målet har hele tiden været, at familien efter et stykke tid skal kunne klare sig selv på egen hånd og i sidste ende være uafhængige af det offentlige system. Og de er nu dér, hvor de ikke længere har brug for, at Bintu holder dem i hånden hele tiden.
For øjeblikket er en frivillig kontaktperson stille og roligt ved at lære familien at kende.
”Det er en tryghed for alle at vide, at der står en anden person klar til at tage over, når hjælpen fra Memox er trappet helt ud, og Bintu tager afsked med familien,” siger Amira.
Både hun og Bintu ser med stor glæde tilbage på deres samarbejde med Varde Kommune.
”Vi har kun mødt mennesker med hjertet på rette sted, som har sat alt ind på at hjælpe familien så godt som overhovedet muligt. Der har fra start været en åbenhed for at tænke på tværs. Vi opnår de bedste resultater med integration af kvoteflygtninge, når vi giver familien den tid, de har brug for, og forener alle kræfter om at give den bedste hjælp til selvhjælp,” slutter Amira.
Artiklen er skrevet med samtykke fra familien, som ikke ønsker at deltage med deres navne.
