På kanten af anbringelse: Når intensiv indsats vender virkeligheden i hverdagen
Familiebehandling handler først og sidst om mennesker. Om at forstå dem, deres hverdag og virkelighed. Deres historie, relationer og mønstre. Det er på én gang indlysende og samtidig en helt afgørende erkendelse for enhver vellykket indsats.
One size doesn’t fit all. Det er grunden til, at vi i Memox altid sætter den enkelte familie og deres situation først og så tilrettelægger den faglige indsats derefter. Og med blik for hurtigt at justere og tilpasse hjælpen, så den matcher de konkrete og faktiske behov.
Med det afsæt kan selv rigtig svære situationer tackles og vendes til en positiv udvikling. Endda på meget kort tid. Det er en familie med flere børn, som vi for nylig begyndte at arbejde med, et godt eksempel på.
Udgangspunktet: Anbringelse var under overvejelse
Da indsatsen begyndte, var situationen alvorlig. Kommunen havde gennem længere tid været bekymret for trivslen og udviklingen hos børnene. Hverdagen var præget af manglende struktur og forudsigelighed, og der var tvivl om, hvorvidt forældrene i tilstrækkelig grad kunne imødekomme børnenes behov.
Anbringelse af børnene var derfor under overvejelse. Blot få uger senere så billedet anderledes ud.
Fra praktisk-pædagogisk støtte til intensiv familiebehandling
I første omgang iværksatte vi en praktisk-pædagogisk indsats. Konsulenterne observerede børnene, arbejdede med deres relationer og udvikling og skabte positive fælles aktiviteter. Samtidig blev familien aflastet, og børnenes udvikling og støttebehov blev løbende beskrevet og vurderet.
Ret hurtigt stod det klart, at der var brug for mere. Derfor anbefalede vi en intensiv familiebehandling med daglige besøg på forskellige tidspunkter. Ikke som et fast program, familien skulle passe ind i, men som støtte dér, hvor udfordringerne rent faktisk viste sig.
Det kunne være ved overgange, i kravsituationer eller omkring familiens faste rutiner. Her arbejdede konsulenterne konkret sammen med forældrene om at skabe mere struktur og forudsigelighed og om at håndtere samspillet med børnene.
Mere ro, stabilitet og et bedre samspil
Udviklingen var tydelig. Både kommunen og børnenes dagtilbud kunne registrere mere ro omkring børnene, større stabilitet i de daglige rutiner og et bedre samspil i familien. Børnene fik mere støtte i følelsesmæssigt vanskelige situationer, og samarbejdet mellem familien og de professionelle omkring den var blevet styrket.
Derfor kom udviklingen hurtigt
Resultatet kom ikke på baggrund af én bestemt metode, men ved at rykke familiebehandling helt ind i de situationer, hvor problemerne opstod.
Netop den praksisnære tilgang er en væsentlig forklaring på, at udviklingen kom hurtigt. I stedet for primært at tale om, hvad forældrene kunne gøre anderledes, foregik en stor del af arbejdet side om side med dem i de konkrete situationer. Samtidig skabte aflastningen mere overskud til faktisk at omsætte vejledningen i hverdagen.
Indsatsen blev også løbende ændret, når noget ikke virkede efter hensigten. Konsulenter og koordinator justerede støtten i tæt dialog med kommunens rådgiver, så den hele tiden tog udgangspunkt i familiens aktuelle situation.
Næste skridt: At fastholde udviklingen
Sagen er ikke afsluttet. Ambitionen er at fastholde udviklingen, gøre de nye rutiner til en mere varig del af familiens hverdag og styrke forældrenes egne ressourcer. Samtidig er et centralt mål fortsat at undgå, at børnene skal anbringes uden for hjemmet.
Med mennesker først
Men erfaringen taler sit tydelige sprog. Nogle gange skal familiebehandlingen være fleksibel, intensiv og helt tæt på hverdagen for at skabe bevægelse.
Med mennesker først!
