Børn skal ikke straffes for at have kriminelle forældre

DF’s forslag om flere tvangsfjernelser er ødelæggende. Hvis vi virkelig vil give børn mulighed for en fremtid uden kriminalitet, må vi starte med at møde dem som individer, ikke som medlemmer af en klan.

Børn skal kunne tvangsfjernes alene på baggrund af, at de vokser op i »kriminelle klanfamilier«. Sådan lyder forslaget fra Dansk Folkeparti, der blandt andet vil forpligte de sociale myndigheder til at reagere straks, uden at det skal begrundes i manglende forældreevne, men alene i barnets opvækstmiljø. Forslaget bygger videre på en politisk beslutning fra tidligere i år, hvor et bredt flertal i Folketinget valgte at sidestille kriminelle familier med bandemiljøer.

Og netop det princip vil jeg bede alle, og især politikerne, om at stoppe op og reflektere over. Er vi på vej ud på et spor, hvor vi risikerer at anbringe børn alene ud fra slægtskab og mistanke i stedet for konkret vurdering af barnets trivsel og forældrenes omsorgsevne?

På samme måde må vi også reflektere kritisk over sproget. At bruge betegnelsen »kriminelle klanfamilier« er ikke blot upræcist; det er stigmatiserende, nedbrydende og i nogle tilfælde direkte ekskluderende. Det tenderer mod et sprogbrug, hvor hele familier, og dermed også børn, kategoriseres ud fra etnisk, social og kulturel baggrund. Det er uetisk, og det risikerer at forstærke den mistillid og marginalisering, som vi faktisk har brug for at nedbryde.

Vi kan ikke tale om forebyggelse og tidlig indsats samtidig med, at vi bruger begreber, der fratager mennesker retten til en ny fortælling. Hvis vi virkelig vil give børn mulighed for en anden fremtid, må vi begynde med at møde dem som individer, ikke som medlemmer af en klan.

Automatisk tvangsfjernelse hjælper ikke børnene

Rigspolitiet oplyser, at der er identificeret 35 såkaldte kriminelle familier i Danmark. Det er alvorligt. Men er det virkelig nødvendigt at ændre lovgivningen og anbringelsespraksis for 35 familier, uden samtidig at diskutere, hvad det vil koste samfundet menneskeligt og økonomisk, hvis vi fejler?

Børn fra udsatte miljøer, også med kriminalitetsbaggrund, har ikke brug for, at tvangsfjernelse sker på baggrund af mistanke eller slægtskabsrelationer alene. De har brug for mennesker, der ser dem, arbejder med dem og bygger bro. De har ikke brug for at blive flyttet væk, uden at vi kan garantere, at de får det bedre.

Vi ved fra VIVE’s trivselsundersøgelse, at børn og unge, der er anbragt uden for hjemmet, ofte oplever lavere social og mental trivsel end andre børn og unge. Det er både dyrt og dybt uetisk.

Tværtimod efterspørger vi i praksis flere ressourcer til tidlig indsats, tilknytningsbaseret familiebehandling (det vil sige terapi og støtte, der styrker den følelsesmæssige forbindelse og tryghed mellem barn og forældre) og systematisk støtte, så vi kan skabe reelle forandringer, før det bliver nødvendigt at fjerne børn.

Når vi lykkes med at bryde negativ social arv, er det netop, fordi vi kommer tidligt, tillidsfuldt og tydeligt ind i familiernes liv, og ikke fordi vi fjerner børn på baggrund af familiehistorik alene.

Øget stigmatisering gør kriminalitetsproblemet værre

Jeg ved, hvor svært det er at arbejde med familier, hvor kriminalitet er en del af hverdagen. Jeg ved også, hvor vigtigt det er at forstå, at mange af dem ikke er begyndt med kriminalitet som valg, men som konsekvens af mangel på arbejde, uddannelse, muligheder og anerkendelse.

Når man vokser op i et samfund, hvor man ikke bliver lukket ind, så ender nogle med at tage dårlige beslutninger og senere måske bruge vold eller kriminalitet for at beskytte det, de har. Det er ikke i orden. Men vi kan arbejde med det.

Der er håb, hvis vi tør investere i det. Jeg har set mennesker forlade kriminalitet, fordi de endelig fik en plads i et fællesskab, et arbejde at stå op til, en voksen der troede på dem eller en uddannelsesvej, de kunne lykkes med.

Hvis vi virkelig vil bryde negativ arv, må vi ikke lade tvangsfjernelse være udgangspunktet, men i stedet arbejde på at ændre den fortælling, de er født ind i.

Jeg siger ikke, at vi skal vende det blinde øje til organiseret kriminalitet. Det skal mødes med konsekvens. Men jeg insisterer på, at vi ikke må lade børn betale prisen for en symbolpolitisk kamp mod deres forældre.

Vil vi være et samfund, der straffer familier kollektivt, eller et samfund, der investerer i mennesker, også dem med modvind i bagagen?

Jeg opfordrer Folketingets partier til at invitere praktikere med ved bordet, inden de træffer beslutninger, som får vidtrækkende konsekvenser for børn og familier.