Systematisk proces og tæt dialog er nøglen til hurtig opstart

Det er vigtigt at komme hurtigt i gang med en målrettet indsats, for så bliver vi næsten altid hurtigere færdige, med bedre resultater og med en bedre oplevelse for familien.

Grundigt forarbejde med inddragelse af alle parter – også børnene – lægger fundamentet for vellykket familiebehandling.

Dette er den første af tre artikler, hvor du kan komme med en tur i maskinrummet og møde to af Memox’ medarbejdere, der fortæller om, hvordan Memox arbejder på at sikre hurtig opstart af indsatser. I denne artikel møder du Adela Sirbubalo fra Socialfagligt Center på hovedkontoret i København.

Jo hurtigere en brand bliver opdaget, og jo hurtigere brandfolkene kommer i gang, jo mere af huset kan man redde! Selvom man ikke direkte kan sammenligne et brændende hus med en familie med udfordringer, så er det stadig en ret præcis illustration af situationen for mange af de udsatte familier, hvor Memox bliver bedt om at hjælpe.

Det har nemlig enormt stor betydning, at man kommer hurtigt i gang med den målrettede socialfaglige indsats – både i forhold til hvilke fremskridt, der kan opnås i familien, og hvor hurtigt det kan ske. En opgave der er blevet endnu mere central med indfasningen af Barnets Lov.

Den hurtige opstart er særligt vigtig i de akutte sager, fortæller Adela Sirbubalo, der er en af de medarbejdere, der modtager henvendelser fra kommunerne.

”Nogle gange skal vi kunne rykke ud med det samme for at undgå, at flere børn bliver anbragt og familien splittes op. Vi vil gerne, hvis det er muligt, forebygge anbringelser, og det kræver tit en hurtig og fleksibel indsats”.

Nogle gange skal vi kunne rykke ud med det samme for at undgå, at flere børn bliver anbragt og familien splittes op. Vi vil gerne, hvis det er muligt, forebygge anbringelser, og det kræver tit en hurtig og fleksibel indsats

Adela, Socialfaglig koordinator

Hvordan skabes forståelse af opgaven?

Derfor lægger Memox vægt på hele tiden at optimere de interne processer, så alle medarbejdere arbejder hurtigt og effektivt fra samme sekund, vi bliver bedt om enten at gå ind i en socialfaglig indsats, eller at give vores bud på en løsning.

Når en kommune henvender sig med en ny sag, så er Adela en af de medarbejdere, som sagsbehandleren møder. Sammen med en håndfuld kolleger i Socialfagligt Center er det hendes opgave at tage imod nye socialfaglige indsatser og koordinere arbejdet, indtil der indgås en endelig aftale om, at Memox skal løse opgaven.

”Når jeg modtager en henvendelse, går jeg straks i gang med at danne mig et overblik og sikre, at vi forstår opgaven rigtigt. Det er helt afgørende for, at jeg efterfølgende kan finde frem til de rigtige kolleger med den rigtige faglige viden til at sikre den kvalitet, vi ønsker at levere”, siger Adela Sirbubalo.

Spørgeguide baseret på ICS-trekanten

Arbejdet med at skabe overblik over alle detaljer foregår systematisk og følger en nøje tilrettelagt proces. Denne indledende kortlægning foregår i tæt samarbejde med den socialfaglige koordinator, der som noget af det første udpeges til at koordinere sagen og stå for den løbende kontakt til kommunen. Ofte er der tale om en koordinator, som kommunen allerede kender, og som har kendskab til særlige lokale forhold.

”Vi har en spørgeguide, der er bygget op omkring de faglige dimensioner i ICS-trekanten, som også er omdrejningspunktet i Barnets Lov. Dette supplerer vi med Memox’ eget koncept for progressionsmåling, hvor vi kortlægger bekymringsgraden på de forskellige dimensioner. Så ved vi, hvor vi står, og vi kan fastlægge realistiske mål – og ikke mindst de tiltag, der skal iværksættes for at nå målene”, fortæller Adela.’

Match af faglighed, sprog og kultur

På baggrund af det samlede overblik over familiens situation, går Adela i gang med at finde den eller de helt rigtige familiekonsulenter til at stå for opgaven. Det er et puslespil, hvor der både skal sikres den rigtige faglige baggrund og det nødvendige kendskab til familiens sprog og kultur.

”Hele essensen i vores familierådgivning er, at vi vil møde familierne på deres modersmål uanset hvor i verden eller Danmark, de kommer fra. Det må bare ikke være på bekostning af den socialfaglige kvalitet, så det kræver nogle gange, at vi tænker ud af boksen, hvis der fx skal findes en konsulent der både har erfaring med en bestemt diagnose, og som samtidig er god til et bestemt sprog eller kulturel baggrund”, pointerer Adela.

Når alle disse brikker i puslespillet er på plads – og en kontrakt er underskrevet – er det tid for Adela at slippe indsatserne og overdrage det daglige ansvar til den socialfaglige koordinator. Men hun slipper dem aldrig helt, for der bliver selvfølgelig fulgt op på, om målene nu også bliver opnået.

”Og så er jeg jo altid nysgerrig efter at vide, om vi lykkes med at komme helt i mål og få hjulpet familierne. Det er det vigtigste”, slutter Adela.

Søg

LUK

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Faglig viden, nyheder og begivenheder indenfor det socialfaglige felt – direkte i din indbakke.

Læs mere om privatlivspolitik.