fbpx

“I dag er vi en glad familie”

Mohamad og Zeynab sidder ved siden af hinanden i en sofa
Mohamad og Zeynab står i dag stærkere som både forældre og som par efter familiebehandling i Memox.

”Vi har været under stort psykisk pres, men Memox har hjulpet os med at tackle de udfordringer, vi havde som familie.” Sådan fortæller Mohamad og Zeynab, som er forældre til to døtre på 6 og 1 år. De har netop afsluttet et forløb med én af Memox’ dygtige familiekonsulenter, Bayan.

Mohamad og Zeynab er fra Syrien og blev gift i 2015. Året efter kom parrets ældste datter til verden. Da hun var knapt et år gammel, tvang krigen i Syrien familien på flugt. Undervejs blev Mohamad adskilt fra Zeynab og datteren. Der skulle gå fire år, før den lille familie blev genforenet i Danmark og flyttede ind i deres første lille lejlighed i Dragør Kommune.

Svær start på det nye liv i Danmark

Men starten på det nye liv sammen var langt fra let.

Kort tid efter parrets yngste datter er kommet til verden, blev Zeynab alvorligt syg, og Mohamad måtte alene stå med ansvaret for at få hverdagen til at fungere. Samtidig skulle både han og Zeynab finde fodfæste i et fremmed land med alt, hvad det indebærer af afsavn, sproglige barrierer og ukendte forventninger til dem som forældre.

Familiens store datter reagerede på den stressede situation i hjemmet; Hun var konstant grænsesøgende og ville bestemme alt. Samtidig krævede hun sin mors udelte opmærksomhed. Da hun ikke fik den, begyndte hun at tale babysprog.

”Det var svært for os at tackle. Jeg kendte ikke vores store datter så godt på det tidspunkt. Vi havde jo været adskilt, siden hun var helt lille. Så jeg var lidt forsigtig og tilbageholdende. Skulle jeg blande mig i opdragelsen, eller skulle jeg lade være?” fortæller Mohamad om den usikkerhed, han oplevede i forhold til sin rolle som far.

”Men Bayan har støttet os i, hvordan vi kan sætte grænser for vores store datter på en måde, som hun forstår. I dag har jeg lært at være en nærværende far, som ikke er bange for at stå ved, at jeg er den voksne, som bestemmer.”

I dag har jeg lært at være en nærværende far, som ikke er bange for at stå ved, at jeg er den voksne, som bestemmer.

Mohamad, far

Støtte til at stå stærkere sammen som familie

Men Bayan har ikke kun støttet familien igennem en svær periode i livet, hvor de havde brug for en ekstra hånd i ryggen for at kunne sikre god trivsel for deres børn. Hun har også guidet Mohamad og Zeynab til at stå stærkere sammen som par. For da de blev genforenet i Danmark efter de fire års adskillelse, var de som fremmede for hinanden.

Bayan, familiekonsulent i Memox, sammen med Zeynab, som er mor til to piger.
Bayan har spillet en vigtig rolle for Zeynab i hendes nye liv som mor i Danmark.

”Bayan har hjulpet os med at få et tættere forhold. Hun har rådgivet os i, hvordan vi bedre kan tage hensyn til hinanden. Give hinanden opmærksomhed, dele tanker og følelser og lave fælles aktiviteter.”

”I den kultur, hvor jeg kommer fra, er det som regel kvinden, der tager sig af børnene og de huslige opgaver. Men med Bayans hjælp har jeg fået en forståelse for, hvordan mandens rolle i familien er her i Danmark. I dag er vi blevet gode til at deles om opgaverne,” siger Mohamad.

Kendskab til sprog og kultur gør forskel

Mohamad og Zeynab fortæller, at det har gjort en stor forskel, at de er blevet mødt af en familiekonsulent som Bayan, der taler deres sprog og kender til den kulturelle baggrund, de er rundet af.

”Bayan har hjulpet os meget med at forstå det danske samfund og de forventninger, der er til at opdrage børn her i landet.”

I dag er kommunens bekymring for børnenes trivsel som manet i jorden. Mohamad og Zeynab har fået skabt et sikkert fundament at stå på som forældre. Zeynab går på sprogskole, og Mohamad passer sit aftenarbejde i en restaurant. De laver legeaftaler for deres børn med andre forældre. Endnu taler og forstår de ikke dansk godt nok til at tage snakken i dybden med pædagogerne i børnenes daginstitutioner. Men så finder de Google Translate frem på telefonen. For de er begge opsatte på at kunne kommunikere om deres børns ve og vel.

I Memox er vi glade og stolte over alt dét, Mohamad og Zeynab med seje Bayans støtte har opnået. Det har været fantastisk at opleve deres villighed til at skabe positive forandringer for sig selv og deres børn. Et stort skulderklap til dem begge!

Søg

LUK