2,2 milliarder kroner. Så meget brugte vi sidste år på tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der måtte blive hjemme med børn i mistrivsel, skolevægring eller skoleangst. Bag det svimlende beløb gemmer sig ikke bare en økonomisk udfordring, men tusindvis af familier i krise. Forældre, der kæmper en håbløs kamp mod et system, der burde hjælpe dem, men som alt for ofte ender med at spænde ben.
Når et barn langsomt glider ud af skolen, starter en nedadgående spiral. Først kommer fraværet. Så følger bekymringerne, isolation og mistrivsel. Til sidst står familien alene. Uden plan, uden støtte og uden håb. Og hvorfor? Fordi systemet ikke kan finde ud af at gøre sit arbejde.
I kraft af mit arbejde gennem flere årtier har jeg set – og ser stadig – hvordan børn bliver tabt. Tabt i systemet og tabt mellem forvaltningernes kasser og siloer. Det er barnet, der betaler prisen her og nu, men på den lange bane står vi også med en massiv samfundsøkonomisk regning, der kun vokser.
Tabt arbejdsfortjeneste er tænkt som en midlertidig støtte, mens barnet kommer på fode igen. Men lad os være ærlige. For mange bliver hængende i ordningen i årevis, fordi hjælpen aldrig kommer. Det her handler ikke om curlingforældre. Det handler om forældre på overarbejde, der hver dag prøver at holde sammen på en hverdag, hvor barnet nægter at forlade hjemmet, og hvor skolen er blevet symbolet på nederlag.
Ifølge Undervisningsministeriet havde over 110.000 børn sidste år et skolefravær på mere end 10 procent. 110.000 børn. Det er ikke bare tal. Det er børn, der mistrives. Familier, der kæmper. Og vi ved alle sammen, at jo længere tid et barn er væk fra skolen, jo sværere bliver det at komme tilbage. Alligevel sidder vi på hænderne.
Og ja, jeg siger vi, men lad os nu rette blikket mod dem, der faktisk har ansvaret. Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye, hvor længe skal familier vente? Hvor mange børn skal falde helt ud af systemet, før der bliver gjort noget?
Problemet er ikke nyt. Det har stået på i årevis, og alligevel vokser det. Hvorfor? Fordi samarbejdet mellem skole, forældre og kommune alt for ofte bryder sammen. Fordi systemet er mere optaget af procedurer end af mennesker.
Hvor mange flere børn og familier skal vi se knække, før vi forstår, at problemet ikke løser sig selv?
Der findes ikke en quickfix til skolevægring og mistrivsel. Men der findes en løsning, hvis vi ellers gider tage ansvar. Tidlig indsats og ordentligt samarbejde. Det kræver, at vi dropper kasse- og silotænkningen i forvaltningerne og frigiver råderum til kommunerne, så der kan iværksættes holistiske løsninger, der ser hele vejen rundt om barnet. Børn er ikke sager i et journalsystem. De er mennesker, med alt hvad det indebærer.
Forældre, skole og kommune vil det samme. At barnet trives. Men de taler ikke samme sprog. Forældrene ser et barn i krise. Skolen ser fraværstal. Kommunen ser endnu en sag i bunken. Det er ikke godt nok.
Hver dag uden handling forlænger barnets mistrivsel. Hver dag efterlader vi familier i frit fald. Det koster dyrt. Ikke bare penge, men brudte familier, ødelagte barndomme og forældre, der må opgive deres arbejdsliv.
Tabt arbejdsfortjeneste er ikke en løsning. Det er et plaster på et åbent sår. De 2,2 milliarder kroner er ikke hjælp. Det er prisen for politikernes passivitet.
Når staten betaler forældrene for at blive hjemme, er det ikke, fordi man har hjulpet barnet tilbage i trivsel. Det er fordi, man ikke har formået at gribe ind i tide. Så de 2,2 mia. kr. er ikke et udtryk for en velfærdsløsning – det er udgiften for ikke at have forebygget og handlet.
Hvis vi virkelig vil ændre noget, skal vi handle, når de første tegn viser sig. Ikke når barnet allerede er knækket. Og det kræver, at vi tager udgangspunkt i virkeligheden. Ikke i paragraffer og skemaer.
Mattias Tesfaye, det kræver mod at indrømme, at systemet ikke virker. Men det er præcis det, der skal til. For børn i mistrivsel kan ikke vente på lange udvalgsmøder og flere rapporter. De har brug for handling. Nu.
Hvor mange flere børn og familier skal vi se knække, før vi forstår, at problemet ikke løser sig selv?
Det her handler ikke kun om skolegang. Det handler om at give børnene en fremtid.
Hvis vi fortsætter, som vi gør nu, så bliver næste års regning endnu højere. Ikke fordi vi hjælper flere. Men fordi vi svigter dem hurtigere.
Vi kan gøre det bedre. Og vi skal. For alt andet er direkte uansvarligt.
